MRF 2021.351
Planklagenævnets afgørelse af 20. oktober 2021, j.nr. 20/05027
Ophævet afgørelse om, at genopførelse af et sommerhus skulle overholde lokalplanbestemmelse om helårsbeboelse, da nedrivningen som følge af skimmelsvamp måtte sidestilles med hændelig undergang, hvorfor genopførelsen med henblik på fortsættelse af den hidtidig lovlig anvendelse ikke var i strid med planlovens § 18.
Sagen omhandlede genopførelse af et sommerhus på 60 m2 beliggende på E’s ejendom i Gudhjem. Ejendommen var omfattet af lokalplan nr. 025, Bevaring og videreudvikling af Gudhjem Melsted, som i § 3.3 udlagde området til centerformål, privat og offentlig service samt helårsboligformål. Det var i lokalplanens § 4.1 bestemt, at udvendige bygningsdele på eksisterende bebyggelse ikke måtte nedrives, ombygges eller på anden måde ændres uden tilladelse. Bornholms Regionskommune meddelte i november 2018 dispensation fra lokalplanens § 4.1 til udskiftning af tag, døre og vinduer samt opførelse af to nye tilbygninger på hhv. 8 m2 og 15 m2 til det eksisterende sommerhus. Kommunen gav den 5. november 2018 byggetilladelse hertil. I forbindelse med den ansøgte renovering af sommerhuset fandt E skimmelsvamp i alle sommerhusets bygningsdele, hvorfor sommerhuset blev fjernet ned til soklen. E ansøgte herefter om byggetilladelse til den allerede udførte nedrivning samt genopførelse af sommerhuset. Kommunen meddelte i december 2019 påbud til E om at søge om lovliggørende nedrivningstilladelse til den udførte nedrivning med den begrundelse, at kommunen ikke havde givet byggetilladelse eller dispensation hertil. Ifølge afgørelsen skulle E efterfølgende søge om byggetilladelse til det ansøgte byggeri, og byggeriet skulle overholde lokalplanens § 3.3. Afgørelsen blev påklaget af E, der anførte, at sommerhuset var eksisterende lovlig anvendelse og kunne genopføres sammen med de tilladte tilbygninger i henhold til byggetilladelsen af 5. november 2018, jf. planlovens § 56, stk. 4. E henviste til, at sommerhuset var opført i 1942, og at E siden købet i 2015 kontinuerligt havde anvendt dette som sommerhus. Planklagenævnet lagde til grund, at kommunens påbud indeholdt en afgørelse om, at anvendelsen af ejendommen til sommerhusbeboelse ikke var umiddelbart tilladt efter lokalplanen, da kommunen i påbuddet henviste til lokalplanens § 3.3 om helårsbeboelse og til, at E skulle overholde bestemmelsen. Nævnet konstaterede, at det eksisterende sommerhus, med undtagelse af gulvet og det sidste murværk i gavlen, blev fjernet ned til soklen ved renoveringen. Nævnet fandt, at en opførelse af et tilsvarende sommerhus ville have karakter af en genopførelse, og ikke almindelig vedligeholdelse af sommerhuset. Nævnet bemærkede, at genopførelse af en eksisterende bebyggelse efter brand eller anden hændelig undergang kan ske i et omfang, der svarer til den hidtidige lovlige anvendelse. Nævnet henviste i den forbindelse til, at et forbud mod genopførelse og fortsættelse af hidtidig lovlig anvendelse i disse situationer vil være meget indgribende over for borgeren, og at der ikke i lovens motiver er sikre holdepunkter for, at planlovens § 18 retter sig mod genopførelse i tilfælde af brand eller anden hændelig undergang. Nævnet fandt således, at genopførelse med henblik på fortsat lovlig anvendelse i tilfælde af hændelig undergang ikke ville være i strid med planlovens § 18, medmindre retten til fortsat udnyttelse af ejendommen var bortfaldet som følge af kontinuitetsbrud, jf. planlovens § 56, stk. 4. Da der ikke var tale om en åbenlyst misligholdt bygning, og da skimmelsvampen var skjult i alle bygningsdelene og først blev opdaget i forbindelse med renoveringen af sommerhuset, fandt nævnet, at nedrivningen som følge af skimmelsvamp kunne sidestilles med hændelig undergang. Nævnet bemærkede, at E havde dokumenteret, at skimmelsvampen var så udbredt, at det ikke var muligt at bevare de ramte konstruktioner. Et enstemmigt nævn fandt på denne baggrund, at retten til at anvende ejendommen til sommerhusbeboelse ikke var bortfaldet. Kommunen kunne derfor ikke med henvisning til anvendelsesbestemmelsen i lokalplanens § 3.3 give afslag på tilladelse til opførelse af et nyt, tilsvarende sommerhus. Planklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling med den bemærkning, at sommerhuset kunne genopføres med samme placering og udformning uanset de bebyggelsesregulerende bestemmelser i det gældende plangrundlag.
Kommentar: Afgørelsen må anses for principiel og er udtryk for en praksisændring, jf. ligeledes PKNO nr. 20. Med afgørelsen anerkender Planklagenævnet, at hvis en bygning hændeligt går til grunde, vil en genopførelse af en tilsvarende bygning ikke være en faktisk foranstaltning i modstrid med planlovens § 18. Nævnet begrundede dette med, at ”forbud mod genopførelse og fortsættelse af hidtidig lovlig anvendelse i disse situationer vil være meget indgribende over for borgeren, og at der ikke i lovens motiver er sikre holdepunkter for, at § 18 retter sig mod genopførelse i tilfælde af brand eller anden hændelig undergang”. Efter tidligere praksis var lokalplanen derimod bindende for genopførelse efter hændelig undergang, jf. f.eks. MAD 1999.719 Ø, MAD 2011.1787 Nmk og MAD 2009.2677 B. Se også Pagh: Fast ejendom – regulering og køb, 3. udg., 2017, s. 342 f. Den seneste afgørelse må tiltrædes, hvorved bemærkes, at et afslag på genopførelse af sommerhuset med henvisning til lokalplanen formentlig ville have udløst overtagelsespligt for kommunen efter en analogi til planlovens § 48, hvilket kommunen herefter vil kunne undgå ved at vedtage en ny lokalplan for den pågældende ejendom, som det f.eks. skete i MAD 2020.22 Pkn. Med afgørelsen får Planklagenævnet præciseret, at når der er tale om hændelig undergang, er det ikke nødvendigt at dispensere fra lokalplanen, hvis dette måtte være muligt, og at forholdet i stedet skal anskues for fortsat lovlig anvendelse.