MRF 2022.99
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 26. april 2022, j.nr. 20/10317
Ophævet afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15 til etablering af en naturlejrplads inden for strandbeskyttelseslinjen, da naturlejrpladsen ikke ville fremstå skæmmende i kystlandskabet og i det væsentligste ville være offentligt tilgængelig. Dissens. Sagen hjemvist, da der ikke var foretaget en tilstrækkelig vurdering af påvirkningen på nærtliggende Natura 2000-område og bilag IV-arter.
Odder Kommune ansøgte i 2018, i samarbejde med en eventvirksomhed, om dispensation til etablering af en naturlejrplads inden for strandbeskyttelseslinjen på Tunø, der skulle bestå af en bålhytte med sheltere monteret på bagsiden, en svedehytte samt en tipi. Formålet med projektet var bl.a. at fremme turismen og øge den økonomiske vækst på Tunø, idet naturlejrpladsen ville være offentligt tilgængelig samtidig med, at virksomheden ville benytte pladsen i forbindelse med guidede ture til øen. Den omhandlede ejendom, der var ejet af kommunen, havde et areal på 5.578 m2 og var i sin helhed beliggende inden for den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje direkte ud til Saksild Bugt samt inden for fredningen af Tunø. Ejendommen var endvidere beliggende ca. 5 km vest for Natura 2000-område nr. 58, Nordby Bakker. Naturlejrpladsen skulle placeres centralt på matriklen, ca. 45 meter fra kysten og ville optage et areal på ca. 716 m2. Kystdirektoratet meddelte i juli 2020 afslag efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Direktoratet fandt, at projektet ikke vil påvirke Natura 2000-området grundet afstanden, og at projektet ikke vil skade bilag IV-arter, men fandt samtidig, at der ikke forelå særlige forhold, der kunne begrunde en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Afgørelsen blev påklaget af kommunen, der bl.a. anførte, at der ikke var taget højde projektets økonomiske effekt for lokalsamfundet, og at det ansøgte var omfattet af den lempeligere dispensationspraksis for mindre faciliteter til støtte for friluftslivet samt for mindre øer. Kommunen henviste i den forbindelse til en afgørelse fra Naturstyrelsens fra 2013 om dispensation til en række forskellige anlæg inden for strandbeskyttelseslinjen på Tunø, hvorefter den lempeligere praksis også fandt anvendelse inden for den oprindelige 100 meter-strandbeskyttelseslinje. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærkede indledningsvis, at der ikke var holdepunkter for at antage, at det påklagede afslag var udtryk for usaglig forskelsbehandling, da den af kommunen anførte afgørelse ikke var sammenlignelig med nærværende sag. I Naturstyrelsens afgørelse var der således tale om en række mindre anlæg på mange forskellige placeringer langs Tunøs kyst, mens der i nærværende sag var tale om tre forholdsvis store anlæg, som skulle etableres som en samlet naturlejrplads. Nævnet fandt ikke, at det ansøgte var omfattet af den lempelige dispensationspraksis for mindre øer, da denne praksis kun er gældende for anlæg etableret inden for den udvidede del af strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt endvidere ikke, at det ansøgte var omfattet af den lempelige dispensationsadgang for mindre faciliteter til støtte for friluftslivet, da naturlejrpladsens størrelse og omfang oversteg, hvad der kunne anses for at være en mindre foranstaltning. Det ansøgte skulle derfor vurderes efter den almindelige restriktive dispensationsadgang i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1. Nævnets flertal (5 mod 2) fandt dog, at der var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Flertallet lagde herved vægt på, at det ansøgte var beliggende i et tætbevokset område, hvorfor anlæggene ikke ville fremstå skæmmende i kystlandskabet, og at naturlejrpladsen i det væsentligste ville være offentligt tilgængelig og dermed bidrage til mulighederne for, at offentligheden kunne opleve og bevæge sig i naturen, og for vækst for øsamfundet. Nævnet konstaterede, at der i begrundelsen i Kystdirektoratets afgørelse ikke i tilstrækkelig grad var taget stilling til, hvorvidt projektet ville have en væsentlig påvirkning på Natura 2000-området eller medføre beskadigelse/ødelæggelse af plantearter eller yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, og nævnet kunne derfor ikke vurdere dette i forhold til dispensationen. Det bemærkedes, at denne vurdering var en forudsætning for, at dispensationen kunne meddeles. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer samspillet mellem de generelle forvaltningsretlige regler og de specielle forvaltningsretlige regler fastsat på baggrund af EU-regler – i dette tilfælde habitatdirektivets regler. Selv om klagenævnet underkendte Kystdirektoratets afslag på grundlag af den generelle strenge fortolkning af strandbeskyttelseslinjen, kunne dette ikke føre til en tilladelse, men alene en hjemvisning, fordi nævnet fandt, at Kystdirektoratet ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt og begrundet, hvorfor det ansøgte projekt kunne tillades efter habitatbekendtgørelsen. Afgørelsen illustrerer dermed, at Kystdirektoratet ved ansøgning om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen altid bør foretage en vurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk.1 og § 10. Se også MRF 2022.94 Mfk, hvor afslag på kystbeskyttelsesprojekt blev ophævet og hjemvist grundet manglende undersøgelse af det afslåede projekts påvirkning af bilag IV-arter. Nævnet praksis er dog ikke stringent på dette punkt, jf. MRF 2022.99 Mfk og uddybende i kommentaren til MRF 2022.89 Mfk.