MRF 2022.89
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2022, j.nr. 19/09367
Ophævet og hjemvist dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til indvinding af 30.000 m3 moler i beskyttet overdrev med henblik på fornyet undersøgelse af projektets påvirkning på bilag IV-arter, da det ikke umiddelbart kunne afvises, at der kunne meddeles dispensation, hvis undersøgelsen kunne udelukkes, at overdrevet udgjorde et levested for markfirben, jf. habitatbekendtgørelsens § 10. Dissens.
Sagen vedrørte en ansøgning om tilladelse til erhvervsmæssig indvinding af råstoffer i et beskyttet overdrev. Projektarealet var i Region Nordjyllands Råstofplan 2016 og Råstofplan 2020 udpeget som graveområde med et areal på ca. 4,2 ha. Projektarealet bestod bl.a. af en tidligere råstofgrav, som blev efterladt ubehandlet i 1990’erne. Herefter havde råstofgraven i ca. 25 år ligget uforstyrret hen, hvorved der havde indfundet sig overdrevsvegetation på gravens skrænter. Skrænterne blev i 2013 registreret som beskyttet natur og dækkede ca. 1 ha. Natura 2000-område nr. 16, Løgstør Bredning, lå ca. 200 meter fra det beskyttede overdrev. Regionen havde i marts 2019 i medfør af råstofloven meddelt tilladelse til råstofindvinding i graveområdet, som omfattede indvinding af 30.000 m3 moler pr. år over en 10-årig periode, dog ikke i det beskyttede overdrev. Morsø Kommune havde i forbindelse med besigtigelse af overdrevet i august 2018 beskrevet overdrevet med vegetation typisk for naturtypen, som indikerede, at der overvejende var tale om kalkholdig bund, men der var imidlertid også fundet græsserne, bølget bunke og fløjlsgræs, som forbindes med overvejende sur bund. Det var kommunens opfattelse, at overdrevet havde en moderat naturtilstand, og at området på grund af dets høje strukturindeks havde potentiale for at udvikle sig til et naturområde af meget høj kvalitet. Kommunen besigtigede i maj 2019 på ny området med henblik på registrering af eventuelle markfirben, men arten blev ikke fundet. Dog blev der observereret digesvaler med yngleadfærd i begge grave. Kommunen meddelte herefter den 26. september 2019 i medfør af naturbeskyttelseslovens § 3, jf. § 65, stk. 2, dispensation til bortgravning af 5.000 m2 af det beskyttet overdrev med henvisning til den samfundsmæssig interesse i indvinding af moler. Dispensationen var meddelt efter en væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, stk. 1, hvor kommunen konkluderede, at råstofindvindingen ikke vil medføre ”udledninger eller forstyrrelser i et sådant omfang, at det kan påvirke de arter og naturtyper, der fremgår af områdets udpegningsgrundlag”. Dispensationen var meddelt på vilkår om reetablering af overdrevet samt vilkår om, at der skulle udlægges ca. 13.000 m2 erstatningsnatur til naturlig succession på skræntarealerne, og at gravearbejdet ikke måtte indledes i perioden 1. april til 31. august af hensyn til digesvalereder. Regionen udvidede på denne baggrund i afgørelse af 30. september 2019 råstofindvindingstilladelsen til at omfatte 0,5 ha af overdrevet. Dispensationen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der bl.a. anførte, at der ikke var en samfundsmæssig interesse i at indvinde moler i overdrevet, og at dispensationen var i strid med habitatbekendtgørelsen § 10 om beskyttelse af bilag IV-arter. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at arealet opfyldte kriterierne for at være et beskyttet overdrev, jf. naturbeskyttelseslovens § 3, stk. 2, nr. 4, hvorfor der gjaldt et generelt forbud mod at ændre tilstanden af overdrevet, herunder i form af råstofindvinding. Da der i dispensationen var stillet vilkår om, at gravearbejdet ikke måtte påbegyndes i perioden 1. april til 31 august af hensyn til digesvalereder, fandt nævnet, kommune i tilstrækkelig grad havde sikret sig, at digesvalen ikke ville forstyrres mv. i yngleperioden, jf. artsfredningsbekendtgørelsens § 6, stk. 5. Nævnet fandt dog, at det ikke kunne udelukkes, at overdrevet var et egnet yngle- eller rasteområde for bilag IV-arten markfirben, og da lokaliteten generelt opfyldte kriterierne for at være levested for arten, skulle kommunen derfor have foretaget en undersøgelse af, om dette faktisk gjorde sig gældende. Da kommunen kun havde foretaget én besigtigelse af lokaliteten, og da det ikke fremgik nærmere, hvordan besigtigelsen var foretaget, fandt nævnet, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde foretaget undersøgelser, der kunne udelukke, at overdrevet udgjorde levested for markfirben. Flertallet (5 mod 1) fandt imidlertid, at der efter en foreløbig vurdering kunne være tale om sådanne særlige omstændigheder, at det ikke umiddelbart kunne afvises, at der ville kunne meddeles dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 3 til det ansøgte, forudsat at der ved en fornyet undersøgelse af projektets indvirkning på bilag IV-arter ikke fremkom nye oplysninger, der ændrede herpå. Flertallet lagde herved vægt på, at der var tale om et landskab, som i forvejen var præget af råstofindvinding i form af råstofgrave, at overdrevet havde en forholdsvis ung alder med en moderat naturtilstand, og at der med vilkårene om etablering af erstatningsnatur og retablering af overdrevet var mulighed for at skabe et sammenhængende landskab med fine naturværdier med henblik på formidling af de naturmæssige og geologiske værdier i området. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter afgørelsen og hjemviste sagen til behandling med henblik på en fornyet undersøgelse af det ansøgte projekts indvirkning på bilag IV-arter.
Kommentar: Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse er endnu et eksempel på, at nævnet tilsyneladende udelukker, at der kan meddeles råstoftilladelse, hvis projektet vil have skadelig virkning på bilag IV-arter. Der savnes således i afgørelsen oplysning om muligheden for at anvende undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 11, som svarer til habitatdirektivets art. 16. Hertil kommer det selvstændige problem, at hvis råstofindvindingen sker i digesvalers yngleområde, er det efter dommen i sag C-661/20 (MRF 2022.152) tvivlsomt, om det er muligt at meddele tilladelse uden at anvende undtagelsen i habitatbekendtgørelsens § 11. Det kan i øvrigt undre, at afgørelsen ikke nærmere belyser projektets påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område. Derimod var det velbegrundet, at nævnet hjemviste sagen med henblik på kommunens nærmere vurdering af projektets påvirkning af bilag IV-arter som førsteinstans, jf. på linje hermed bl.a. KFE 2020.987 Mfk, MRF 2021.173 Mfk og MRF 2021.312 Mfk. Anderledes derimod KFE 2020.1013 Mfk, hvor nævnet under klagesagen selv foretog en væsentlighedsvurdering og vurdering af påvirkningen af bilag IV-arter, og MRF 2021.342 Mfk, hvor nævnet på baggrund af nye oplysninger tilvejebragt under klagesagen fandt det godtgjort, at udbygningen af Amager Fælled ikke ville have en væsentlig påvirkning på et Natura 2000-område eller bilag IV-arten stor vandsalamander.