MRF 2021.173
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. april 2021 (j.nr. 20/06118)
Ophævet afslag på dispensation til etablering af minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen, da minivådområdet ikke ville være synligt fra kysten og havde en stor effekt i forhold til kvælstofreduktion. Sagen hjemvist, da Kystdirektoratet hverken havde foretaget en VVM-screening eller en vurdering af projekts påvirkning af Natura 2000-område og bilag IV-arter. Dissens.
E ansøgte i oktober 2019 om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til at etablere et minivådområde på sin landbrugsejendom på Lolland, som i vest grænsede direkte op til kysten, hvor et landdige med en topkote på ca. 3 meter beplantet med et levende hegn adskilte dyrkede landbrugsarealer fra strandbredden. Ansøgningen var fremsendt som led i Landbrugsstyrelsens tilskudsordning til etablering af minivådområder, hvorefter landbruget skulle etablere op til 2.000 minivådområder, som tilsammen skulle reducere kvælstofudledningen med 900 tons. Minivådområdet skulle placeres på den vestlige del af matriklen, der var beliggende ca. 50 meter fra kysten inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje, og skulle placeres med den ene langside langs kysten, bag landdiget. Den ansøgte placering var ligeledes beliggende i Natura 2000-område nr. 179, Nakskov Fjord og Inderfjord. Minivådområdet var ansøgt med en vandspejlshøjde på 0,5 meter og et samlet areal på 2,5 ha. Det fremgik endvidere, at minivådområdet ville fjerne næringsstoffer fra drænvand fra et opland på ca. 230 ha og dermed medvirke til at reducere kvælstofudledningen til Langelandsbæltet i den sydlige del af Storebælt. Kystdirektoratet meddelte i marts 2020 afslag med den begrundelse, at etablering af et minivådområde ikke var omfattet af dispensationspraksis efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, at det ansøgte ville være et fremmedelement i kystlandskabet, og at en dispensation ville medføre uønsket præcedensvirkning. Afgørelse blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at minivådområdet var et så væsentligt og positivt bidrag til miljøet, at hensynet hertil oversteg beskyttelsesinteressen i forhold til strandbeskyttelseslinjen, og at det ikke vil være muligt at opnå de samme resultater i forhold til reduktion i kvælstofudledningen, hvis minivådområdet placeredes uden for strandbeskyttelseslinjen. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at Kystdirektoratet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med behandlingen af sagen, idet direktoratet havde foretaget en individuel vurdering af projektet, herunder en konkret afvejning af de almene samfundsmæssige interesser i en reducering af kvælstofudledning over for hensynet til strandbeskyttelsen efter naturbeskyttelsesloven. Flertallet (6 mod 1) fandt, at den samfundsmæssige værdi og den miljøforbedrende effekt, som minivådområdet ville medføre, opvejede den visuelle påvirkning af kystlandskabet, og at der derfor var tale om et sådant særligt tilfælde, der kunne begrunde en dispensation. Flertallet lagde herved vægt på, at minivådområdet skulle placeres bag landdiget og ikke var synligt fra kysten, og at området i forvejen var præget af større tekniske installationer, herunder et pumpehus og en vindmøllepark. Flertallet lagde endvidere vægt på, at minivådområdet havde en relativ stor effekt i forhold til kvælstofreduktion. Flertallet fandt på denne baggrund, at en dispensation ikke ville medføre uønsket præcedensvirkning. Kystdirektoratet havde imidlertid ikke gennemført en VVM-screening eller en vurdering af projektets påvirkning af Natura 2000-område og bilag IV-arter efter habitatbekendtgørelsens § 6 henholdsvis § 10. Da disse vurderinger og afgørelser var forudsætninger for, at der kunne meddeles dispensation til det ansøgte, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen og hjemviste sagen med henblik på, at Kystdirektoratet skulle foretage de påkrævede vurderinger.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når en myndighed afviser dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelsesloven (fx § 3, § 8 eller 15), uden at foretage en VVM-screening eller en vurdering af det ansøgte efter habitatbekendtgørelsens § 6 henholdsvis § 10, er dette ikke i sig selv en sagsbehandlingsfejl. Men fremgangsmåden bevirker, at hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet herefter i afvejningen måtte nå frem til, at det ansøgte er tilstrækkeligt væsentligt til at begrunde dispensation, kan nævnet ikke meddele dispensationen, men er nødsaget til at hjemvise sagen for at sikre, at EU-reglerne om VVM-screening og beskyttelse af bilag IV-arter og deres levesteder overholdes. Da en ny afgørelse, hvor disse regler er overholdt, vil kunne påklages, vil sådanne sager kunne trække ud i årevis, hvorfor hensyn til en hurtigere afklaring af dispensationer kan begrunde, at der allerede ved den første behandling af ansøgningerne gennemføres VVM-screening samt træffes afgørelse efter habitatbekendtgørelsens § 6 henholdsvis § 10, medmindre det er åbenbart, at ansøgningen ikke kan imødekommes. Se den lignende afgørelse i MRF 2021.175 Mfk.