MRF 2021.175
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 6. april 2021 (j.nr. 20/06121)
Ophævet afslag på dispensation til etablering af minivådområde inden for strandbeskyttelseslinjen, da projektets samfundsmæssige værdi og miljøforbedrende effekt opvejede den begrænsede påvirkning af den visuelle oplevelse af kystlandskabet. Sagen hjemvist, da Kystdirektoratet hverken havde foretaget en VVM-screening eller en vurdering af projekts påvirkning af bilag IV-arter.
E ansøgte i september 2019 om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til etablering af et minivådområde på sin landbrugsejendom, der var et større landbrug og primært bestod af dyrkede landbrugsarealer syd for Kolding. Ansøgningen var fremsendt som led i Landbrugsstyrelsens tilskudsordning til etablering af minivådområder, hvorefter landbruget skulle etablere op til 2.000 minivådområder, som tilsammen skulle reducere kvælstofudledningen med 900 tons, og hvor det var anført, at der i oplandet til Lillebælt var behov for at placere minivådområder på flest mulige af de potentielle placeringer. E ønskede minivådområdet placeret ca. 170 meter fra kysten inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Minivådområdet ville blive udført således, at det ville minde om en naturlig sø med et vandspejl på 0,54 ha, og der var ikke synlige tekniske installationer i forbindelse med projektet. Mellem den ansøgte placering og kysten var fredskov, hvorfor det ansøgte ikke ville være synligt fra kysten. Kystdirektoratet meddelte i marts 2020 afslag på dispensation med den begrundelse, at etablering af et minivådområde ikke var omfattet af direktoratets dispensationspraksis efter naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 1, at det ansøgte ville være et fremmedelement i kystlandskabet, og at en dispensation ville medføre uønsket præcedensvirkning. Afgørelsen blev påklaget af E, der bl.a. anførte, at minivådområdet var et så væsentligt og positivt bidrag til miljøet, at hensynet hertil oversteg beskyttelsesinteressen i forhold til strandbeskyttelseslinjen, og at Kystdirektoratets afgørelse led af væsentlige mangler, idet direktoratet ikke havde foretaget en konkret vurdering af sagen. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde indledningsvis til grund, at Kystdirektoratet ikke havde begået sagsbehandlingsfejl i forbindelse med behandlingen af sagen, idet det fremgik af direktoratets begrundelse, at direktoratet havde foretaget en konkret vurdering af projektet samt afvejning af de almene samfundsmæssige interesser i en reducering af kvælstofudledning over for hensynet til strandbeskyttelseslinjen. Nævnet fandt imidlertid, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, da den samfundsmæssige værdi og den miljøforbedrende effekt, som minivådområdet medførte, i det konkrete tilfælde opvejede det ansøgte projekts begrænsede påvirkning af den visuelle oplevelse af kystlandskabet. Nævnet lagde herved vægt på, at der mellem det ansøgte projekt og kysten var fredsskov, og at den ansøgte placering var inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje. Nævnet lagde endvidere vægt på, at anlægget ville få en naturlig placering ved skoven, og at det ikke ville fremstå skæmmende for kystlandskabet. På denne baggrund fandt nævnet ligeledes, at en dispensation ikke ville medføre uønsket præcedensvirkning. Kystdirektoratet havde imidlertid hverken foretaget en vurdering af, om det ansøgte ville medføre beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter eller en VVM-screening, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling med henblik på, at Kystdirektoratet skulle foretage de påkrævede vurderinger.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer, at når en myndighed afviser dispensation fra forbuddet mod tilstandsændringer i naturbeskyttelsesloven (fx § 3, § 8 eller 15), uden at foretage en VVM-screening eller en vurdering af det ansøgtes påvirkning af bilag IV-arter, er dette ikke i sig selv en sagsbehandlingsfejl. Men fremgangsmåden bevirker, at hvis Miljø- og Fødevareklagenævnet herefter i afvejningen måtte nå frem til, at det ansøgte er tilstrækkeligt væsentligt til at begrunde dispensation, kan nævnet ikke meddele dispensation, men er nødsaget til at hjemvise sagen for at sikre, at EU-reglerne om VVM-screening og beskyttelse af bilag IV-arter og deres levesteder overholdes. Da en ny afgørelse, hvor disse regler er overholdt, vil kunne påklages, vil sådanne sager kunne trække ud i årevis, hvorfor hensyn til en hurtigere afklaring af dispensationer kan begrunde, at der allerede ved den første behandling af ansøgningerne gennemføres VVM-screening og vurdering af påvirkning af bilag IV-arter, medmindre det er åbenbart, at ansøgningen ikke kan imødekommes. Se den lignende afgørelse i MRF 2021.173 Mfk.