MRF 2022.135
Planklagenævnets afgørelse af 16. maj 2022, j.nr. 22/04115
Planklagenævnet havde ikke kompetence til at prøve kommunes beslutning om ikke at håndhæve vilkårene i landzonetilladelse meddelt ved to servitutter med hjemmel i lov om by- og landzoner, uanset at hjemlen var videreført i planloven, da der var tale om tilsyn af offentligretlige servitutter, hvorfor beslutningen ikke udgjorde en afgørelse efter planloven.
Sagen vedrørte en ejendom, som var omfattet af to servitutter tinglyst hhv. den 5. februar 1988 og 15. august 1989. Servitutterne indeholdt hver især en zonetilladelse til hhv. etablering og udvidelse af en kunstig sø på betingelse af en række vilkår om bl.a. beplantning. Servitutterne var pålagt med hjemmel i § 9 i lov om by- og landzoner. Varde Kommune traf i februar 2022 en beslutning om ikke håndhæve servitutbestemmelserne vedrørende beplantning på ejendommen. Afgørelsen blev påklaget af en nabo, der bl.a. anførte, at kommunen havde tilsidesat sin tilsynsforpligtelse efter servitutterne samt tilsidesat god forvaltningsskik ved bevidst at undlade at træffe afgørelse i 2½ år. Planklagenævnet (formanden) konstaterede indledningsvis, at servitutterne var pålagt ejendommen med hjemmel i § 9 i den tidligere by- og landzonelov, som svarede til de nugældende regler i planloven om landzonetilladelser. Nævnet fandt, at servitutterne måtte anses for at være offentligretlige servitutter, da disse var pålagt ejendommen af en offentlig myndighed med hjemmel i lovgivningen. Da kommunen havde besluttet ikke at ville håndhæve servitutbestemmelserne, var der således ikke truffet en afgørelse efter planloven. Det bemærkedes, at nævnet bl.a. kan tage stilling til kommunernes tilsynsafgørelser efter planlovens § 51, stk. 2, men at nævnet imidlertid ikke kan tage stilling til klager over selve udøvelsen af tilsynspligten, herunder om en kommune skulle have håndhævet vilkår i en landzonetilladelse meddelt efter by- og landzoneloven. Såfremt naboen mente, at kommunen ikke havde ført tilsyn efter planloven, da var naboen henvist til at rette henvendelse til Ankestyrelsen. Planklagenævnet afviste på denne baggrund at behandle klagen.
Kommentar: Afgørelsen er på linje med Planklagenævnets faste praksis, hvorefter nævnet ikke anser sig for kompetent til at prøve en tilsynsmyndigheds beslutning om ikke at håndhæve lovgivningen, jf. fx MAD 2017.304 Pkn og MRF 2022.123 Pkn. Denne praksis er dog vanskelig at forene med Planklagenævnets afgørelse i MRF 2022.133 Pkn, hvor nævnet realitetsbehandlede en klage over en kommunes beslutning om, at træfældning ikke var i modstrid med en lokalplan. I hvert fald i de tilfælde, hvor berørte parter har anmodet tilsynsmyndigheden om at foretage bestemte håndhævelsesskridt, vil myndighedens afvisning af at indlede en sag dog kunne udgøre en forvaltningsafgørelse, jf. i denne retning FOB 2020-37. Den omstændighed, at den offentligretlige servitut ikke er omfattet af planlovens § 43, jf. MRF 2022.156 Pkn, fritager således ikke kommunen fra at håndhæve vilkår i de offentligretlige servitutter, der er pålagt en ejendom med hjemmel i planloven.