MRF 2022.156
EU-Domstolens dom af 8. september 2022, 4. afd., sag C-659/20, Ministerstvo životního prostředí (Perroquets Ara hyacinthe)
CITES-forordningens bestemmelse om, at en avlsdyrbestand af en truet art skal være erhvervet i overensstemmelse med den på erhvervelsesdatoen gældende lovgivning for at være lovlig, var ikke opfyldt for fem papegøjer, hvis bedsteforældre var indført i Tjekkiet uden CITES-certifikat i 1996, og hvis forældre var opdrættet i 2000, og som ET erhvervede samme år, selv om ET’s erhvervelse var i overensstemmelse med den dagældende tjekkiske lovgivning. Fortolkningen ikke i modstrid med art. 17 i EU’s charter om beskyttelse af privat ejendom.
Sagen drejede sig om fortolkning CITES-forordningen (338/97) om handel med udryddelsestruede dyr, der i art. 8 indeholder et forbud mod kommerciel anvendelse af de arter, der er omfattet af forordningen med mulighed for dispensation, samt Kommissionens gennemførelsesforordning (865/2006), der indeholder en undtagelse for avlsdyr født og opvokset i fangeskab, hvilket efter denne forordnings art. 54 forudsætter, at avlsdyrbestanden er anskaffet i overensstemmelse med den på erhvervelsesdatoen gældende lovgivning og på en måde, som ikke skader de pågældende arters overlevelse i naturen. Baggrunden for sagen var, at en statsborger fra Uruguay (FU) i 1993 i Tjekkiet indførte et papegøjepar (bedsteforældrene) omfattet af CITES bilag A over særligt truede arter, men uden det i CITES-forordningen krævede certifikat for lovlig erhvervelse. Dette blev opdaget af de tjekkiske myndigheder, og papegøjerne blev beslaglagt, men afgørelsen blev annulleret af den tjekkiske appeldomstol i 1996, hvorefter papegøjerne blev tilbageleveret til FU og udlånt til GV, som i 2000 opdrættede et par (forældreparret), som ET, der opdrætter papegøjer, erhvervede samme år, og hvis afkom var de fem papegøjer, som sagen omhandlede. I 2015 anmodede ET de tjekkiske myndigheder om dispensation fra forbuddet mod kommerciel anvendelse af de fem papegøjer, hvilket de tjekkiske myndigheder afviste med henvisning til, at det ikke var godtgjort, at papegøjerne var erhvervet i overensstemmelse med CITES-forordningen. ET anlagde herefter sag ved de tjekkiske forvaltningsdomstole og gjorde gældende, at ET havde erhvervet de fem papegøjers forældrepar lovligt, da E’s erhvervelse var sket før Tjekkiet blev medlem af EU, og at afslaget var i modstrid med beskyttelsen af E’s ejendom og berettigede forventninger. Dette førte til en præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen fra den øverste tjekkiske forvaltningsdomstol om fortolkning af CITES-forordningen, idet det måtte lægges til grund, at ET lovligt havde erhvervet forældreparret, da der efter den dagældende tjekkiske lovgivning ikke var krav om CITES-certifikat ved overdragelse CITES-individer inden for samme stat, og at et afslag vil gøre ET’s ejendomsret til forældreparret indholdsløs. EU-Domstolen lagde til grund, at en avlsdyrbestand omfatter alle dyr, der gennem opdræt anvendes til reproduktion, men at begrebet ikke omfatter forfædrene til enheder opdrættet i en avlsbedrift, som bedriften aldrig har været ejer af. Men det fremgår samtidig, at undtagelsen for kommerciel brug netop er en undtagelse, der må fortolkes indskrænkende, og at dette derfor også gælder fortolkning af dyr født og opvokset i fangeskab. Det var i denne sag ubestridt, at bedsteforældre-papegøjerne var ulovligt indfanget og indført, og at dette i sig selv er skadeligt for artens overlevelse i naturen, og at der i forordningen er bestemmelser, som giver myndighederne mulighed for at undersøge, hvor dyr født og opvokset i fangeskab stammer fra. EU-Domstolen fandt på denne baggrund, at CITES-forordningens undtagelse for avlsdyr født og opvokset i fangeskab ikke omfatter artsindivider, hvor forfædrene til disse individer er erhvervet af tredjemand før forordningens ikrafttræden på en måde, som skader den pågældende arts overlevelse i naturen. EU-Domstolen afviste samtidig, at denne fortolkning var i modstrid med beskyttelsen af privat ejendom efter art. 17 i EU’s charter om grundlæggende rettigheder med den begrundelse, at denne beskyttelse ikke må udvides i en sådan grad, at princippet generelt forhindrer, at en nyordning kan finde anvendelse på de fremtidige virkninger af situationer, som er opstået under en tidligere ordning, og at det ikke var relevant, at ET’s erhvervelse var sket forud for Tjekkiets medlemskab af EU.
Kommentar: Dommen må anses for ganske vidtgående, når det betænkes, at ET lovligt erhvervede forældreparret i 2000 på et tidspunkt, hvor Tjekkiet ikke var medlem af EU, og det forekommer noget letkøbt at afvise dette forhold som ”ikke relevant” i forhold til beskyttelse af ET’s ejendom, da denne fortolkning fratager ET værdien af en retmæssig ejendom som følge af EU-medlemsskabet, og da der i tilknytning til sådanne indgreb i ejendomsretten normalt fastsættes overgangsregler.