MRF 2022.133
Planklagenævnets afgørelse af 11. maj 2022, j.nr. 22/00329
Kommunes beslutning om, at fældning af træer var i overensstemmelse med lokalplan, udgjorde en afgørelse, der kunne prøves af Planklagenævnet, da kommunen havde foretaget en konkret vurdering med henvisning til lokalplanens bestemmelser. Ikke medhold i klage over afgørelsen, da lokalplanen ikke indeholdt et forbud mod fældning.
Egedal Kommune meddelte i brev af 9. december 2021, at grundejerforenings fældning af træer på fællesarealer ved en ejendom var i overensstemmelse med lokalplan nr. 1.1.17, boligbebyggelse og børneinstitution. Det var i lokalplanen bestemt, at beplantning af mindre pladsdannelser skulle bestå af ensartet beplantning af større træer som ask, ahorn, akacie, og at samlede friarealer skulle etableres således, at de krævede mindst mulig vedligeholdelse; som åbne arealer med engagtig karakter og beplantes med buske, urtevegetation og fritstående frugttræer. Beslutningen blev påklaget af naboen, N, der bl.a. anførte, at kommunens vurdering betød, at grundejerforeningens fældning og beskæring af træer ville forhindre, at træerne blev store, hvorved lokalplanen aldrig ville kunne opfyldes, og at træerne ikke lovligt kunne fældes eller beskæres uden dispensation. Kommunen gjorde heroverfor gældende, at der ikke var truffet en afgørelse. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet kan tage stilling til kommunernes tilsynsafgørelser efter planlovens § 51, stk. 1, herunder afgørelser om, at bestemte forhold er lovlige. Nævnet lagde til grund, at kommunen med sit brev havde truffet en afgørelse om, at fældning af træerne ikke var i strid med lokalplanen, hvilket nævnet begrundende med, at kommunen havde foretaget en konkret vurdering af fældningens overensstemmelse med lokalplanen med henvisning til lokalplanens bestemmelser om beplantning. Nævnet fandt således at kunne tage stilling til, om fældningen var i overensstemmelse med lokalplanen. Nævnet fandt, at lokalplanens alene fastsatte, hvorledes mindre pladsdannelser og friarealer skulle etableres og beplantes, herunder hvilke typer af beplantning der kunne plantes, men at den ikke regulerede bevaring af beplantning og dermed ikke indeholdt et forbud mod fældning. Da lokalplanen heller ikke indeholdt nogen bestemmelse om, at træer skulle have eller opnå en bestemt størrelse, fandt nævnet herefter, at fældning af træer var i overensstemmelse med lokalplanens bestemmelser og dermed ikke krævede dispensation herfra. Planklagenævnet kunne derfor ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Planklagenævnets afgørelse er endnu et eksempel på, hvordan afgørelsesbegrebet volder problemer i forhold til kommunens tilsynsafgørelser efter planlovens § 51. Den i denne sag anlagte forståelse af afgørelsesbegrebet indebærer en meget vidtgående klageadgang til Planklagenævnet over kommunens tilsyn og er i modstrid med den forståelse, som Planklagenævnet anlagde i MRF 2022.135 Pkn, hvor klagenævnet afviste at have kompetence til at prøve kommunens udøvelse af tilsynspligten.