MRF 2022.55
Planklagenævnets afgørelse af 11. februar 2022, j.nr. 21/09862
Ikke medhold i klage over lokalplan, da lighedsgrundsætningen ikke var til hinder for bebyggelsesregulerende bestemmelser, der ikke var enslydende for alle lokalplanens delområder, da lokalplanen ikke havde ekspropriativ karakter, og da undgåelse af oversvømmelse som følge af grundvandsstanden i området var et planlægningsmæssigt relevant hensyn bag forbud mod etablering af kældre.
Varde Kommune vedtog den 22. juni 2021 endeligt lokalplan nr. 05.01.L13, Sommerhuse i den vestlige del af Blåvand, hvis formål var at samle og ensrette administrationen af sommerhusbyggeriet i området. Formålet var endvidere ifølge lokalplanens § 1 at fastholde lokalplanområdet til sommerhusområde samt at sikre, at der ud fra en planmæssig helhedsvurdering skete en hensigtsmæssig udvikling af det samlede sommerhusområde i Blåvand. Lokalplanens § 6.2.1 fastsatte, at bebyggelsesprocenten for den enkelte grund i delområde 2 ikke måtte overstige 15 %, dog måtte fodaftrykket for den samlede bebyggelse på grunden ikke overstige 225 m2 med et maksimalt etageareal på i alt 250 m2. I lokalplanens § 6.2.14 var det endvidere bestemt, at der ikke måtte etableres kælder eller andre rum med gulv under terræn. Planvedtagelsen blev påklaget af E, hvis ejendom var beliggende i delområde 2, der bl.a. anførte, at der var forskel på den tilladte bebyggelsesprocent i delområderne, hvilket var udtryk for usaglig forskelsbehandling, og at der ikke forelå en planlægningsmæssig begrundelse for lokalplanen, herunder § 6.2.14. Det anførtes endvidere, at lokalplanen udgjorde et ekspropriationslignende indgreb i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) tillægsprotokol 1, art. 1, og at E havde haft en berettiget forventning om at kunne opføre et større sommerhus end tilladt efter lokalplanen. Planklagenævnet (formanden) fandt ikke grundlag for at fastslå, at kommunen havde tilsidesat lighedsgrundsætningen, idet nævnet henviste til, at lighedsgrundsætningen ikke er til hinder for, at der fastsættes bebyggelsesregulerende bestemmelser i en lokalplan, uanset at der i tilstødende lokalplanområder gælder andre bestemmelser. Nævnet lagde desuden vægt på, at det fremgik af lokalplanens redegørelse, at Blåvand omfattede mange forskellige områder, der fremstod forskelligt, hvorfor kommunen ikke havde fastsat enslydende bestemmelser for alle delområder. Nævnet fandt af samme grund ikke, at lokalplanen var diskriminerende, jf. EMRK art. 14. Da det fremgik af lokalplanens redegørelse, at der ikke måtte etableres kældre i området for at undgå udfordringer ved oversvømmede kældre som følge af grundvandsstanden i lokalplanområdet, fandt nævnet ligeledes, at kommunen ved dette funktionelle hensyn havde angivet en planlægningsmæssig relevant begrundelse for lokalplanens § 6.2.14. For så vidt angik spørgsmålet om planens ekspropriative karakter fandt nævnet ikke, at bestemmelserne i lokalplanen udgjorde en sådan særlig intens og konkret indskrænkning i E’s rådighed over ejendommen, at E som grundejer var afskåret fra en økonomisk rimelig udnyttelse af ejendommen. Nævnet lagde herved vægt på, at lokalplanlægning som udgangspunkt er erstatningsfri regulering, og at kommunen i henhold til planlovens § 15, stk. 2, havde haft hjemmel til at vedtage de nævnte bestemmelser. Da art. 1 i tillægsprotokol nr. 1 til EMRK er nært knyttet til spørgsmålet om ekspropriation, fandt nævnet ligeledes ikke, at lokalplanen var i strid med denne bestemmelse. Nævnet fandt heller ikke, at kommunen havde været afskåret fra at vedtage lokalplanen på grund af berettigede forventninger, idet nævnet henviste til, at en kommune har ret til at ændre planlægningen for et område, og at borgere ikke kan have berettigede forventninger om, at plangrundlaget for et givent område ikke vil blive ændret. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.