MRF 2022.150
Planklagenævnets afgørelse af 7. juli 2022, j.nr. 21/03691 og 21/03700
Ikke medhold i klage over kommuneplantillæg og lokalplan for boligområde med mulighed for serviceerhverv nær Natura 2000-område, fordi kommunens supplerende væsentlighedsvurdering under klagesagen udbedrede manglerne ved den oprindelige vurdering, og fordi planlovens § 15 a kunne overholdes, da lokalplanområdet var udlagt til blandede byfunktioner, jf. planlovens § 15, stk. 2, nr. 26. Dissens.
Københavns Kommune vedtog i februar 2021 endeligt kommuneplantillæg nr. 5 til kommuneplan 2019 og lokalplan nr. 600, Stejlepladsen, på grundlag af en miljøvurdering efter miljøvurderingslovens § 12 og en væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsen § 3, stk. 1. Planområdet var beliggende i byzone i bydelen Vesterbro-Kongens Enghave og var mod nord afgrænset af Fiskerhavnen og mod sydøst af en lystbådehavn samt Kalvebodløbet. Planområdet havde et areal på ca. 5,2 ha, hovedsageligt bestående af et lysåbent naturområde, og i den sydvestlige del fandtes et par erhvervsbygninger. Med lokalplanen blev arealet udlagt til boligområde med et samlet etageareal på op til 72.000 m2 og med mulighed for serviceerhverv, såsom butikker, restauranter, liberale erhverv mv. samt en daginstitution. Planområdet lå umiddelbart vest for Natura 2000-område N143, Vestamager og havet syd for, der bl.a. omfattede fuglebeskyttelsesområde F111. Vedtagelsen af plangrundlaget blev påklaget af en forening og Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der gjorde tre indsigelser gældende: (1) at planerne krævede konsekvensvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 2, (2) at væsentlighedsvurderingen var mangelfuld, (3) at vurderingen af bilag IV-arter var mangelfuld, da der ikke var sket feltstudier, og (4) at planerne var i modstrid med planlovens § 15 a om planlægning for støjfølsom anvendelse. Klagerne henviste bl.a. til, at væsentlighedsvurderingen forudsatte afværgeforanstaltninger og havde udskudt vurderingen af udledningen af miljøfremmede stoffer, at der ikke var taget hensyn til det ændrede udpegningsgrundlag for fuglebeskyttelsesområdet i 2018, og at Planklagenævnet ikke havde kompetence til at inddrage nova i relation til en Natura 2000-vurdering eller at foretage retlig lovliggørelse af en fejlbehæftet væsentlighedsvurdering. Mens klagesagen verserede, indsendte kommunen i maj 2021 en supplerende væsentlighedsvurdering, hvori var medtaget de nye fugle, der var tilføjet udpegningsgrundlaget. Planklagenævnet bemærkede indledningsvis, at kommunen i den oprindelige væsentlighedsvurdering burde have inddraget de fuglearter, som fremgik af det opdaterede udpegningsgrundlag, men da kommunen under klagesagen havde udarbejdet en supplerende væsentlighedsvurdering, som inddrog påvirkningen af disse arter, fandt nævnet ikke grundlag for at ophæve planerne på denne baggrund, da nævnet efter almindelige forvaltningsretlige principper om inddragelse af nye faktiske oplysninger kunne inddrage de nye oplysninger i klagesagen. Nævnet fandt herefter, at kommunen havde foretaget en tilstrækkelig vurdering af påvirkningen af det nærmeste fuglebeskyttelsesområde. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at der var foretaget beregninger af den forventede støjpåvirkning fra byggearbejder i anlægsfasen, og at det på den baggrund var vurderet, at der ikke ville være en væsentlig påvirkning af de fuglearter, som rastede og fouragerede tæt på projektområdet. Det var endvidere vurderet, at der ikke ville være en støjpåvirkning af yngleområder på grund af afstanden på mere end 3 km fra planområdet, og at der heller ikke i driftsfasen ville være en væsentlig påvirkning, da fuglene i det nærliggende område var vænnet til en vis grad af forstyrrelse, ligesom der var alternative områder, hvor fuglene kunne søge hen. Nævnet fandt endvidere med henvisning til de af kommunen udførte beregninger og undersøgelser ikke grundlag for at tilsidesætte vurderingen af, at udledning af henholdsvis oppumpet grundvand i anlægsfasen og overfladevand fra planområdet i driftsfasen ikke ville medføre en væsentlig påvirkning af Natura 2000-området. Nævnet lagde desuden vægt på, at det ifølge miljøkonsekvensrapporten og VVM-tilladelsen, var en integreret del af det samlede projekt, at der skulle etableres et LAR-system med bassiner inden udledning til havnen. Da der var tale om sædvanlige, integrerede dele af projektet, var der efter nævnets opfattelse ikke tale om afværgeforanstaltninger fastsat med henblik på at undgå eller reducere en skadelig virkning på habitatområdet. Det fremgik desuden af sagens oplysninger, at udledning til havnen ville kræve en udledningstilladelse, og at de nærmere detailkrav til udledning af overfladevand ville blive håndteret i denne, herunder at BAT skulle anvendes til at begrænse forurening. Kommunen havde ikke herved udskudt vurderingen af udledning af miljøfremmede stoffer til et senere tidspunkt, idet udledning var beskrevet i miljørapporten med konkrete beregninger for den forventede udledning fra oppumpet grundvand og nedbør i forbindelse med realiseringen af planerne, ligesom kommunen ikke kunne anses for at have udskudt vurderingen alene ved at informere om, at realiseringen af planerne ville medføre krav om tilladelse eller godkendelse efter andre regler. For så vidt angik bilag IV-arter fandt nævnets flertal (9 mod 2), at kommunen havde haft et tilstrækkeligt grundlag for at vurdere, at planerne ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet af yngle- og rasteområder for bilag IV arter. Et mindretal fandt derimod, at vurderingen af markfirben var utilstrækkelig, da en søgning i databasen arter.dk viste, at der var tre registreringer af markfirben i dette århundrede i Københavnsområdet, hvoraf et fund var registreret kun 2 km fra lokalplanområdet. For så vidt angik trafikstøj lagde nævnets flertal (10 mod 1) med henvisning til forarbejderne og Miljøstyrelsens vejledning til grund, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, alene kan bringes i anvendelse i tilfælde, hvor der lokalplanlægges for omdannelse af faktisk eksisterende byområder med tilhørende byfunktioner, mens mindretallet fandt, at § 15, stk. 2, nr. 26, ikke var begrænset til eksisterende byområder. Herefter fandt et flertal (8 mod 3), at der i den konkrete sag var tale om et eksisterende byområde, da der i planområdet var eksisterende byfunktioner, herunder selskabslokaler, autoværksted og oplag af fiskergarn, mens mindretallet henviste til, at planområdet hovedsageligt bestod af et ubebygget, lysåbent naturområde. Endelig fandt et flertal (6 mod 5), at der i denne sag var tale om lokalplan til ’blandede byfunktioner’, hvorfor de lempede regler for støj i planlovens § 15 a fandt anvendelse, mens mindretallet fandt, at ’blandede byfunktioner’ forudsatte, at der i kommuneplanen var forudsat en vis blanding af forskellige byfunktioner. På denne baggrund kunne Planklagenævnet ikke give medhold i klagen over miljøvurderingen, kommuneplantillægget eller lokalplanen.
Kommentar: Afgørelsen omhandler flere principielle problemstillinger, der omfatter betingelser for en væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsen og anvendelsesområdet for planlovens § 15 a om placering af boliger i støjplagede områder. Afgørelsen indeholder en fortolkning af begrebet ’afværgeforanstaltninger’ i relation til, om en væsentlighedsvurdering af planernes påvirkning af det nærliggende Natura 2000-område var tilstrækkelig. Problemet var, at lokalplanen og kommuneplantillægget var vedtaget uden en konsekvensvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 3, stk. 2, hvilket ikke er muligt, hvis den væsentlige negative påvirkning forudsætter afværgeforanstaltninger, jf. EU-Domstolens dom i sag C-323/17 og klagenævnspraksis som f.eks. MRF 2021.183 Mfk og MRF 2021.362 Pkn. Planklagenævnet fandt, at de i planen omtalte foranstaltninger for at begrænse tilførsel af forurenende stoffer til vandmiljøet og Natura-2000-området ikke kunne anses for afværgeforanstaltninger, da et LAR-system med bassiner inden udledning til havnen var en integreret del af projektet, hvilket må tiltrædes med den tilføjelse, at disse afværgeforanstaltninger ikke kan reguleres efter planloven. I forhold til inddragelse af nye oplysninger om planernes påvirkning af Natura 2000-områder er afgørelsen på linje med MRF 2021.362 Pkn og MRF 2022.127/2 Pkn, hvor Planklagenævnet i begge afgørelser lagde til grund, at mangler i vurderingen efter planhabitatbekendtgørelsens § 3 kunne ”repareres” under klagesagen efter principperne om nova. Afgørelsen indeholder to væsentlige fortolkningsbidrag i relation til planlovens § 15 a, hvis formål er at undgå, at der planlægges for støjfølsom anvendelse som boliger i støjplagede områder. Nævnets flertal fandt, at de særlige regler om lempede støjgrænser i § 15 a, kun kan anvendes, når der lokalplanlægges for omdannelse af et eksisterende byområde med byfunktioner, hvor der i sagen var uenighed om, hvorvidt betingelsen var opfyldt, hvilket er forståeligt, når der sammenholdes med lokalplanens oversigtskort. Der var endvidere uenighed om, hvorvidt lokalplanen var omfattet af planlovens § 15, stk. 2, nr. 26, for ’blandede byfunktioner’, hvilket har betydning i relation til støjkravene, og hvor flertallet i nævnet anlagde en udvidende fortolkning, så det er tilstrækkeligt, at lokalplanens anvendelsesbestemmelse giver mulighed for, at der kan indrettes butikker og serviceerhverv. Se til sammenligning MRF 2021.68 Pkn, hvor en lokalplan for et boligområde blev ophævet med henvisning til, at støj fra en motorvej ikke kunne imødegås af støjisolering af boliger.
Link til lokalplan nr. 600: https://dokument.plandata.dk/20_9725729_1612945782887.pdf.