MRF 2022.117
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. juni 2022, j.nr. 20/12968
Ophævet påbud efter vindmøllebekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 3, om måling og beregning for vindmøllestøj, fordi det ikke var sandsynliggjort, at vindmøllen gav anledning til væsentlige støjgener, da der alene var foretaget subjektive vurderinger af støjen og ikke forelå egentlige støjmålinger, som viste en uacceptabel støjpåvirkning af omgivelserne.
Faxe Kommune meddelte i oktober 2020 med hjemmel i vindmøllebekendtgørelsens § 12, stk. 1, nr. 3, påbud om udførelse af støjmåling og -beregning for en vindmølle tilhørende E. Vindmøllen var en brugt mølle af typen Vestas V29, 225 kW, som efter renovering var blevet anmeldt og opstillet i 2017. I forbindelse med anmeldelsen blev der udarbejdet en støjberegning af 20. april 2017, som efter kommunens vurdering levede op til kravene i den dagældende vindmøllebekendtgørelse. Kommunen modtog herefter i marts 2019 klager fra tre naboer over støj fra vindmøllen, hvor den nærmeste nabo boede i en afstand af ca. 280 meter fra møllen. Alle tre naboejendomme var fritliggende beboelser i det åbne land. I perioden april til juli 2019 gennemførte kommunen syv tilsyn, der blev foretaget på de tre naboadresser og ved selve møllen, og afholdt derefter møde med E, som oplyste, vindmøllens indstillinger var ændret. Da der fortsat indkom klager fra naboerne, foretog kommunen yderligere tilsyn i perioden februar til maj 2020 og vurderede på baggrund heraf, at støjen var væsentlig og kunne overskride støjgrænserne i vindmøllebekendtgørelsen. Afgørelsen blev påklaget af E, der navnlig anførte, der ikke var tilstrækkelig grund til at meddele påbuddet, da kommunen havde godkendt den ved anmeldelsen indsendte støjdokumentation, og at de udførte tilsyn ikke kunne bruges til at vurdere overskridelse af støjgrænserne, da der var tale om subjektive vurdering foretaget ved vindhastigheder over 8 m/s. Miljø- og Fødevareklagenævnet fandt, at kommunen ikke havde sandsynliggjort, at vindmøllen gav anledning til væsentlige støjgener, og dermed nødvendigheden af, at meddele påbud om en ny støjmåling. Nævnet lagde vægt på, at det ved støjrapporten af 20. april 2017 var dokumenteret, at støjbelastningen ved nærmeste naboer lå 5 dB(A) eller længere under de i vindmøllebekendtgørelsen fastsatte støjgrænser, samt på det forhold, at der ikke var indikationer på, at støjniveauet fra vindmøller øges over tid. Nævnet lagde endvidere vægt på, at påbuddet alene var baseret på en række fysiske tilsyn, hvor kommunen havde foretaget subjektive vurderinger af støjgener fra vindmøllen, og at der således ikke forelå egentlige støjmålinger, som viste, at omgivelserne blev påført uacceptabel støj. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede herefter påbuddet.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med nævnets øvrige praksis vedrørende påbud om støjmålinger efter miljøbeskyttelseslovens § 72, hvorefter myndighederne som en del af officialprincippet ved målinger skal godtgøre, at en virksomhed overskrider støjgrænserne. Dette hænger sammen med, at autoriserede støjmålinger er ganske omkostningstunge, hvor kommunen som tilsynsmyndighed skal sikre, at der er fornødent grundlag for at påbyde en virksomhed sådanne udgifter. Se herom Pagh: ’Støjkrav – undersøgelsespligt og klageret’, TfM 2012.32.