MRF 2022.167
Vestre Landsrets dom af 1. juni 2022, 16. afd., sag BS-27179/2021-VLR
(Lars Christensen, Claus Rohde og Anne Lægaard Bindslev (kst.))
A og B (adv. Christian Zeeberg Madsen og adv. Peter Zacho Skovbo) mod Aarhus Kommune (adv. Jens Flensborg)
Ikke forhøjet arealerstatning for bynær landbrugsjord i landzone ved ekspropriation i 2008 til Skejby Sygehus på grundlag af kommuneplan. Afvist forventningsværdi på baggrund af myndighedstilkendegivelser og bynær beliggenhed. Afvist, at der var sket afskæring af mulighed for selvrealisering af OPP-projekt.
Sagen angik erstatningsfastsættelse vedrørende en ekspropriation besluttet den 25. juni 2008 på grundlag af et kommuneplantillæg, dvs. et år før hjemlen til at ekspropriere på grundlag af kommuneplaner blev ophævet. Ekspropriationen angik et landbrugsareal i landzone, der forud for vedtagelsen af kommuneplantillægget i september 2007 var omfattet af en kommuneplanramme, der udlagde arealet som forbindelsesområde til jordbrug og rekreative formål i landzone. Det berørte areal var beliggende bynært ved Skejby, og kommuneplantillægget (ekspropriationsgrundlaget) vedrørte offentlige formål nærmere angivet som sikring af arealer til udvidelse af Skejby Sygehus. Aarhus Kommune tilbød 22 kr. pr. m2 i arealerstatning, idet kommunen forudsatte, at der var tale om landbrugsjord uden forventningsværdi, hvilket grundejerne A og B afviste, hvorefter sagen blev indbragt for taksationskommissionen. Taksationskommissionen forhøjede arealerstatningen til 28 kr. pr. m2, da arealets bynære beliggenhed i sig selv begrundede en begrænset forventningsværdi. Sagen blev indbragt for overtaksationskommissionen, som afviste, at der var grundlag for forventningsværdi alene med henvisning til arealets bynære beliggenhed, hvorefter arealerstatningen blev nedsat til 22 kr. pr. m2. Overtaksationskommissionens kendelse blev indbragt for domstolene den 2. juli 2010, hvorefter sagen blev udsat ad flere omgange, mens der verserede en parallel sag om ekspropriationsbeslutningens lovlighed, hvilket blev afgjort bekræftende af Vestre Landsret i 2012 (MAD 2012.279 V). Herefter blev der over for Planklagenævnet fremsat talrige anmodninger om genoptagelse af ekspropriationssagen, men Planklagenævnet afviste disse anmodninger om genoptagelse – se senest MRF 2021.154 Pkn. I 2021 behandlede byretten sagen om prøvelse af overtaksationskommissionens kendelse, hvor der enighed om det eksproprierede areal som landbrugsjord uden forventningsværdi. Derimod var der tvist om, hvorvidt erstatningen skulle forhøjes på grund af forventningsværdi, og om mistet mulighed for selvrealisering af et OPP-projekt. Under sagen var der en omfattende bevisførelse vedrørende forskellige myndighedstilkendegivelser om fremtidig planlægning for bl.a. det berørte areal samt syn og skøn om værdiansættelse af arealet ud fra givne relevante forudsætninger. A og B gjorde gældende, at erstatningen skulle forhøjes markant for at opnå fuld erstatning efter grundlovens § 73. Til støtte herfor gjorde A og B gældende, at arealerstatningen skulle tillægges en betydelig forventningsværdi, og at arealet kunne have indgået i et værdifuldt OPP-projekt, som A og B som følge af ekspropriationen var blevet afskåret fra at selvrealisere. Aarhus Kommune afviste, at der var grundlag for forhøjelse af erstatningen, og gjorde til støtte herfor gældende, at der på ekspropriationstidspunktet ikke var grundlag for at tillægge arealet forventningsværdi. Efterfølgende planlægning kunne ikke tillægges betydning, og da planer om et OPP-projekt først blev besluttet efter ekspropriationen, var mistet mulighed for selvrealisering ikke relevant i forhold til sagens kronologi. Byretten afviste synspunkterne om mistet mulighed for selvrealisering, da planerne om et OPP-projekt først blev overvejet og vedtaget efter ekspropriationstidspunktet. Herefter gennemgik byretten den tidligere planlægning for ekspropriationsarealet og konkluderede, at arealet på ekspropriationstidspunktet udelukkende var omfattet af en kommuneplanramme om et forbindelsesområde til jordbrug og rekreative formål i landzone. Herefter afviste byretten, at der var grundlag for forventningsværdi, hvorefter erstatningen forblev uændret. Sagen blev af A og B anket til landsretten, hvor parterne i hovedsagen gentog deres påstande og anbringender. Landsretten anførte indledningsvist, at erstatningsfastsættelsen på 22 kr. pr. m2 for landbrugsjord var ubestridt. Landsretten fremhævede, at det relevante offentlige formål på ekspropriationstidspunktet var sikring af arealer til en udbygning af Skejby Sygehus. Landsretten fremhævede endvidere, at planerne om et OPP-projekt først blev overvejet og vedtaget efter ekspropriationen, og at der derfor ikke var grundlag for at kræve erstatning for mistet selvrealisering. Landsretten afviste, at der var grundlag for at tillægge arealet forventningsværdi med henvisning til myndighedstilkendegivelser, og at arealets bynære beliggenhed i sig selv kunne begrunde forventningsværdi. Herefter blev byrettens dom stadfæstet.
Kommentar: Muligheden for at ekspropriere på grundlag af en kommuneplan med henblik på byudvikling blev ophævet ved lov 2009/512, se hertil Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 756. Tvisten om ekspropriation til Skejby Sygehus har haft et ganske langstrakt forløb, der både har omhandlet ekspropriationens gyldighed og erstatningsudmålingen, som det mere fyldigt er belyst i MRF 2021.154 Pkn. Efter de gældende regler i planlovens § 47 kan der alene eksproprieres på grundlag af lokalplan. Ved lov 2018/1714 blev der tilføjet en såkaldt solnedgangsklausul i § 47, stk. 4, hvorefter kommunens ”adgang til at foretage ekspropriation i medfør af stk. 1 bortfalder, hvis kommunalbestyrelsens beslutning om ekspropriation ikke er truffet, inden 5 år efter at planen er offentliggjort efter § 30, stk. 1”. Efter ordlyden af § 47, stk. 4, omfatter reglen alle lokalplaner og dermed også de ældre lokalplaner, så der skal vedtages en ny lokalplan for at ekspropriere, hvis lokalplanen er mere end fem år gammel. Det fremgår imidlertid af ikrafttrædelsesbestemmelsen i lov 2018/1714, at reglen i § 47, stk. 4, ikke gælder for lokalplaner, hvortil forslag er offentliggjort inden lovens ikrafttræden. Dette bevirker med andre ord, at det fortsat er muligt at ekspropriere på grundlag af ældre lokalplaner, hvilket er overset i kommentaren til MRF 2021.154 Pkn.