MRF 2021.154
Planklagenævnets afgørelse af 17. maj 2021 (j.nr. 20/10541 og 20/10372)
Afslag på genoptagelse af Naturklagenævnets stadfæstelse i 2009 af ekspropriation af to ejendomme til brug for udvidelse af Skejby Hospital, da der hverken var påvist væsentlige mangler ved den tidligere afgørelse eller fremkommet væsentlige nye faktiske oplysninger i sagen. Det forhold, at arealerne efterfølgende ikke var anvendt til ekspropriationsformålet inden for kommuneplanens 12-års periode, havde ikke betydning for ekspropriationens gyldighed.
Aarhus Kommune solgte ved skøde fra december 1979 arealer i Skejby til Århus Amt. Det fremgik af skødet, at der på den solgte parcel forudsattes opført et sygehus, og at der som grundlag for senere udarbejdelse af lokalplaner skulle udarbejdes en rammebetonet lokalplan for hele sygehusområdet. Det fremgik af ”Forslag til overtagelsesvilkår”, dateret juli 1977, at salget skulle ses i lyset af nogle mere overordnede byplanmæssige ønsker om at foretage byggemodning af et større område i Skejby til sygehusformål. Der indgik heri bl.a. kortmateriale med forslag til afgrænsning af sygehusområdet, som bl.a. omfattede dele af to ejendomme, der ikke var en del af købsaftalen. På grundlag af kommuneplantillæg fra 2007 eksproprierede Aarhus Kommune i juni 2008 dele af de to ejendomme efter planlovens § 47, stk. 1. Ekspropriationen blev stadfæstet af Naturklagenævnet i 2009 (MAD 2009.501 Nkn), hvilket efterfølgende blev tiltrådt af byret og landsretten, der bl.a. afviste, at ekspropriationen var i modstrid med EMRK (MAD 2012.279 V). Efter ny anmodning fra ejerne om genoptagelse af sagen afviste Natur- og Miljøklagenævnet i november 2012 at genoptage sagen, hvilket nævnet gentog i afgørelser fra juli 2013 og april 2016, hvor den seneste afvisning blev tiltrådt af byret og siden landsret (MAD 2018.48 V). I MAD 2017.413 V tog landsretten endelig stilling til den udmålte erstatning til de to ejere. I september 2020 afviste Planklagenævnet på ny at genoptage sagen, ligesom nævnet ikke fandt grundlag for at underkende kommunens afslag på genoptagelse fra februar 2020. Ejerne af de to ejendomme anmodede herefter Planklagenævnet om genoptagelse, idet de bl.a. gjorde gældende, at den stedfortrædende formand ved Planklagenævnet var inhabil, idet hun var samarbejdspartner i undervisning med en advokat, der var kommunens advokat i en verserende retssag mod kommunen. Ejerne anførte endvidere, at ekspropriationen ikke havde fundet sted på et tidligt tidspunkt i planlægningen, men at arealerne havde været bindende planlagt siden 1979, og at de eksproprierede arealer ikke var anvendt inden for kommuneplanens 12-årige planperiode. Planklagenævnet (formanden) fandt, at det forhold, at den stedfortrædende formand for Planklagenævnet havde undervist på samme kursus som en advokat, der repræsenterede kommunen i en retssag vedrørende kommunens ekspropriationsafgørelse, ikke medførte, at den stedfortrædende formand var inhabil i forbindelse med nævnets behandling af en genoptagelsesanmodning. I forhold til tidspunktet for ekspropriationen fandt nævnet, at ingen af de bilag, som ejerne havde henvist til, havde betydning for ekspropriationssagen. Nævnet fandt endvidere, at spørgsmålet, om hvorvidt arealerne efterfølgende var anvendt til ekspropriationsformålet inden for kommuneplanens 12-års periode, ikke havde betydning for ekspropriationens gyldighed, idet der var tale om efterfølgende forhold. Da nævnet ikke havde begået væsentlige sagsbehandlingsfejl, og da der ikke var fremkommet nye oplysninger i sagen, var betingelserne for genoptagelse ikke opfyldt. Planklagenævnet afviste på denne baggrund at genoptage sagen.
Kommentar: Grundlaget for kommunens ekspropriation i planlovens § 47 er ændret siden 2008, da det ikke længere er muligt at ekspropriere på grundlag af kommuneplan, og med lov 2018/1714 blev der indført en regel om, at ekspropriation skal ske senest fem år efter lokalplanens vedtagelse, jf. § 47, stk. 4. Den tidligere ekspropriation vil derfor ikke kunne gennemføres i dag. Det må alligevel fremkalde en vis undren, at ejernes mange anmodninger om genoptagelse af ekspropriationsafgørelsen fra 2009 ikke er blevet afvist med, at gyldigheden af Naturklagenævnets afgørelse fra 2009 retskraftigt er afgjort med landsrettens dom i MAD 2012.279 V og i øvrigt siden er bekræftet med landsrettens dom i MAD 2018.48 V. Problemet er, at det som udgangspunkt ikke tilkommer et klagenævn at genoptage en ekspropriationsafgørelse, der retskraftigt er stadfæstet af domstolene. Meningen med domstolenes domme er, at en sag skal have en afslutning, som alle parter herefter må indrette sig efter, selv om der efter dommens afsigelse måtte fremkomme nye oplysninger. Se dog U 2021.1583 H, hvor Højesteret udtalte, at dom om anerkendelse af erhvervsevnetab ikke afskar Ankestyrelsen fra at genoptage en tidligere sag, hvis de forvaltningsretlige betingelser for genoptagelse er opfyldt.
Selvom det må tiltrædes, at det forhold, at det eksproprierede areal ikke efterfølgende var blevet anvendt til ekspropriationsformålet inden for kommuneplanens 12-års periode, ikke kan medføre ekspropriationens ugyldighed, er nævnets begrundelse herfor ikke overbevisende. Årsagen til, at dette ”efterfølgende forhold” ikke kan tillægges betydning i forhold til ekspropriationens gyldighed er nemlig, at dansk ret ikke på ulovbestemt grundlag anerkender en tilbagesøgningsret i tilfælde af, at ekspropriationsformålet efterfølgende opgives, jf. Mølbeck m.fl.: Ekspropriation i praksis, 2. udg., 2019, s. 472 ff. og Haugsted: TfM 2020, s. 149 (s. 167 med note 76) og sammenlign U 1986.886 H.