MRF 2022.171
Vestre Landsrets dom af 19. august 2022, 2. afd., sag BS-29228/2021-VLR
(Annette Dellgren, Jon Esben Hvam og Joen Sode (kst.))
Hot Invest ApS (adv. Jens Jacob Halling) mod Planklagenævnet (adv. Daniella Gabris)
Afslag på etablering af kolonihaveforening med ca. 40 kolonihavehuse stadfæstet, da projektet var lokalplanpligtigt, og da projektet ikke var i overensstemmelse med kommuneplanrammen, hvorfor kommunen ikke havde pligt til at udarbejde et lokalplanforslag for projektet.
Hot Invest ApS (H) ansøgte den 21. december 2016 Aarhus Kommune om tilladelse til etablering af en kolonihaveforening med ca. 40 kolonihavehuse, fællesfaciliteter mv. på en landbrugsejendom, der var beliggende i landzone, og som for størstedelen fremstod som græsarealer. Aarhus Kommune anså ansøgningen som en anmodning om tilpasning af kommuneplanrammen i forbindelse med kommunens igangværende kommuneplansrevision og inddrog herefter H’s ansøgning i sine overvejelser, men ansøgningen førte ikke til ændringer i kommuneplanrammen. Den 11. juni 2018 traf kommunen afgørelse om, at etablering af kolonihaveforeningen var lokalplanpligtig, jf. planlovens § 13, stk. 2, og meddelte desuden afslag på at ændre kommuneplanrammen for landbrugsejendommen, som i sine konkrete bestemmelser udlagde rammeområdet til grønt landskab. H påklagede Aarhus Kommunes afgørelse til Planklagenævnet, der ved afgørelse af 7. juni 2019 opretholdt kommunens afgørelse. H anlagde herefter sag mod Planklagenævnet og Aarhus Kommune med principal påstand om ændring, subsidiært ophævelse af Planklagenævnets afgørelse. Byretten anførte indledningsvist, at H’s påstande alle omhandlede ændring eller ophævelse af Planklagenævnets afgørelse, og at Aarhus Kommune ville være forpligtet til at følge en afgørelse, som måtte blive truffet under en sag mod Planklagenævnet. Rette sagsøgte for H’s påstande var dermed Planklagenævnet, hvorfor Aarhus Kommune blev frifundet for de nedlagte påstande. Byretten fastslog dernæst, at det ansøgte projekt havde en sådan størrelse og karakter, at det krævede tilvejebringelse af en lokalplan, jf. planlovens § 13, stk. 2, og at H’s projekt var i strid med kommuneplanen. Aarhus Kommune havde dermed ikke pligt til at udarbejde en lokalplan for projektet, ligesom kommunen ikke var forpligtet til at ændre kommuneplanen med henblik på projektets gennemførelse. Byretten fandt i forlængelse heraf, at det ikke stred mod lighedsgrundsætningen at nægte at medvirke til gennemførelsen af H’s projekt, da projektet var i strid med kommuneplanen. Kommuneplanen havde desuden ikke karakter af et ekspropriativt indgreb over for H, da kommuneplanen ikke forhindrede H’s udnyttelse af sin ejendom til det hidtidige formål, og da planlægning efter planloven som udgangspunkt udgør erstatningsfri regulering af ejendomsretten. Byretten frifandt herefter Planklagenævnet. H ankede dommen til landsretten med Planklagenævnet som eneste indstævnte. Landsretten tiltrådte af de grunde, som byretten havde anført, at H’s projekt var lokalplanpligtigt, jf. planlovens § 13, stk. 2. Landsretten var herefter – efter en samlet vurdering af kommuneplanens opbygning, indhold og detaljeringsgrad – enig med byretten i, at H’s projekt var i strid med kommuneplanen, og at Aarhus Kommune dermed ikke havde pligt til at udarbejde et lokalplanforslag for projektet, jf. planlovens § 13, stk. 3. Landsretten fandt ikke, at kommunen havde handlet i strid med lighedsgrundsætningen eller magtfordrejningslæren, ligesom kommunens afgørelse ikke udgjorde et ekspropriativt indgreb over for H. Landsretten stadfæstede på denne baggrund byrettens dom.
Kommentar: Dommen følger fast praksis og planlovens bestemmelser. Det er oplagt, at etablering af en kolonihaveforening kræver lokalplan efter planlovens § 13, stk. 2, og det fremgår udtrykkeligt af planlovens § 13, stk. 1, at kommunen ikke kan vedtage en lokalplan i modstrid med kommuneplanen. Hertil kan så tilføjes, at selv om kommunen efter planlovens § 13, stk. 3, har pligt til at udarbejde forslag til lokalplan, der er i overensstemmelse med kommuneplanen, har kommunen ikke pligt til at vedtage lokalplanen. Det er tilsvarende fast praksis, at en kommune ikke er rette sagsøgte for prøvelse af Planklagenævnets stadfæstelse af kommunens afgørelse.