MRF 2022.187
Retten i Holbæks dom af 7. juni 2022, sag BS-8734/2019-HBK
A (adv. Brian Pihl Pedersen) mod Miljø- og Fødevareklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Ikke grundlag for at underkende Miljø- og Fødevareklagenævnets ophævelse af Kalundborg Kommunes tilladelse efter museumsloven til at udjævne et dige omfattet af museumslovens § 29 a, da diget havde stor kulturhistorisk værdi, uden det blev tillagt betydning, at en del af diget ikke var omfattet af § 29 a ifølge den afgørelse, som Slots- og Kulturstyrelsen traf efter klagenævnets afgørelse.
Kalundborg Kommune meddelte i april 2017 tilladelse efter museumslovens § 29 j, stk. 2, til, at A kunne udjævne et dige omfattet af museumslovens § 29 a, hvor en del af diget allerede var påbegyndt fjernet. Danmarks Naturfredningsforening påklagede afgørelsen til Miljø- og Fødevareklagenævnet, der i oktober 2018 (NMK-600-00164) ændrede dispensationen til et afslag med den begrundelse, at der var tale om et kulturhistorisk dige, og at der ikke forelå et særligt tilfælde, som kunne begrunde dispensation. Nævnet lagde vægt på, at praksis på området er restriktiv, og på den uønskede præcedensvirkning, idet nævnet understregede, at der ikke kan gives dispensation på baggrund af driftsmæssige eller økonomiske interesser. Den 21. november 2018 meddelte Slots- og Kulturstyrelsen påbud om reetablering af det beskyttede dige, og at fjernelsen af en del af diget var i strid med museumslovens § 29 p, stk. 1. Styrelsen henviste til, at diget fremgik af 4 cm kortet i senest reviderede udgave forud for 1. juli 1992, ligesom diget var opmålt på Danmarks Højdemodel fra 2015. Den 26. februar 2019 anlagde A sag mod Miljø- og Fødevareklagenævnet med påstand om, at nævnet skulle anerkende, at nævnets afgørelse var ugyldig, hvorfor A havde været berettiget til at fjerne dele af diget på grundlag af den dispensation, som Kalundborg Kommune havde givet A. Under retssagen blev udmeldt syn og skøn. A gjorde til støtte for påstanden bl.a. gældende, (1) at der var tale om en skrænt/sammenkørt jord/gærde, som ikke udgjorde et dige, (2) at der var fejl i kortet, der havde dannet grundlag for at beskrive det som et dige, (3) at en indtegning på et kort ikke bevirker, at der foreligger et dige, og (4) at såfremt retten ville finde, at det var et dige, at det så hverken havde historisk, æstetisk, landskabsmæssigt eller biologisk værdi. Klagenævnet påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at nævnets afgørelse både var lovlig og gyldig og ikke var truffet på et mangelfuldt eller fejlagtigt grundlag, at A ikke havde godtgjort, at der ikke var tale om et beskyttet dige, at diget var angivet på 4 cm kortet og Danmarks Højdemodel fra 2015, og både Slots- og Kulturstyrelsen samt skønsmanden havde fundet, at diget havde en høj kulturhistorisk værdi. Mens retssagen verserede, meddelte Slots- og Kulturstyrelsen den 1. oktober 2020, at en del af det oprindelige dige var blevet bortredigeret, da styrelsen havde vurderet, at der ikke var tale om et beskyttet dige, men derimod en jordvold ved siden af en grøft, som var blevet fejlregistreret. Byretten lagde til grund, at Miljø- og Fødevareklagenævnet ændrede kommunens afgørelse til et afslag, fordi der var tale om et beskyttet dige omfattet af museumslovens § 29 a, stk. 1, der bl.a. omfatter ”diger, der er angivet på kortbladet for det pågældende område i Geodatastyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) i den seneste reviderede udgave forud for den 1. juli 1992, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 1, nr. 4”. Herefter lagde retten til grund, at det omhandlede areal var et beskyttet dige, da diget fremgik af de topografiske kort fra 1894 og frem, og det fremgik af skønsmandens svar, at diget fremgik af 4-cm kort 1994 og af luftfotos fra 1993 og frem til den delvise fjernelse i 2015-2016. Da skønsmanden og Slots- og Kulturstyrelsen havde anført, at diget havde stor kulturhistorisk værdi, fandt retten, at betingelserne i museumslovens § 29 j, stk. 2, for at ophæve beskyttelsen af diget ikke var opfyldt. Retten fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte nævnets afgørelse, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Dommen kan give anledning til tvivl, da det i Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse fra 1. oktober 2020 udtrykkeligt er anført, at styrelsen har ”bortredigeret en registreret digestrækning, der har forløbet vinkelret på diget”, fordi styrelsen ”har vurderet, at der ikke var tale om et beskyttet dige, men en jordvold ved siden af en grøft, som er blevet fejlregistreret”. Dette må forstås således, at en del af det dige, som A havde fjernet, alligevel ikke var et beskyttet dige efter museumslovens § 29 a, hvilket ikke kan ændres af skønsmandens erklæring. Den omstændighed, at dette først blev opdaget efter sagsanlægget mod Miljø- og Fødevareklagenævnet burde have ført til, at klagenævnet genoptog sagen og traf en ny afgørelse, så ophævelsen af kommunens tilladelse blev begrænset til den del af diget, der var omfattet af museumslovens § 29 a. Dommen må dog forstås på den måde, at dommen alene omfatter den del af diget, der efter Slots- og Kulturstyrelsens afgørelse fra 2020 må anses for et beskyttet dige, som er omfattet af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, hvilket kan begrundes med, at nævnet tog stilling til Kalundborg Kommunes dispensation efter museumslovens § 29 j, stk. 2, og kommunen kan ikke træffe afgørelse efter § 29 j, stk. 2, for den del af diget, der ikke er omfattet af § 29 a, stk. 1. En så kompliceret mellemregning for at forstå en dom forekommer dog uheldig.