MRF 2022.159
Højesterets dom af 26. september 2022, 1. afd., sag BS-18076/2021-HJR
(Vibeke Rønne, Jens Peter Christensen, Hanne Schmidt, Kurt Rasmussen og Jørgen Steen Sørensen)
A (adv. Lotte Noer) mod Hovedstadens Letbane I/S (adv. Jacob Schall Holberg)
Beslutning om midlertidig ekspropriation af en del af en ejendom som arbejdsareal til brug for opførelse af Hovedstadens Letbane i 41 måneder var gyldig, uanset at det efter ekspropriationen viste sig, at arealet alligevel ikke skulle bruges.
Hovedstadens Letbane I/S skulle til brug for etableringen af letbanen på Ring 3 rekvirere en række arealer, som kunne anvendes af selskabets entreprenører som arbejdsareal (mandskabsvogne, oplagring af materiel, mellemdeponi til jord mv.). Den konkrete sag vedrørte et areal på ca. 23.000 m2 ud af A’s ejendoms samlede areal på 49.230 m2. De ca. 23.000 m2 skulle bruges til det største arbejdsareal på den pågældende strækning. Arealet, der blev eksproprieret, var i byplanvedtægt udlagt til offentlige formål (afskærmningsbælte). Der var ikke igangsat noget arbejde med udarbejdelse af lokalplan inden ekspropriationen. Arealet var sammen med øvrige arealer oprindeligt lokaliseret og udvalgt af Hovedstadens Letbane I/S’ rådgivere i 2014 i forbindelse med udarbejdelse af det overordnede projekt med henblik på gennemførsel af en miljøkonsekvensvurdering, vedtagelse af anlægslov og efterfølgende udbud af entreprisen i forhold til færdigprojektering og etablering af letbanen. Dette arbejde omfattede hele letbanestrækningen. I forbindelse med udvælgelsesarbejdet havde rådgiverne bl.a. lagt vægt på, at arbejdsarealer burde placeres uden for fredskovsarealer. Der var ingen konkrete skriftlige oplysninger om begrundelsen for udvælgelsen af arealet i sagen. Der blev efter anlægslovens vedtagelse, men inden udvælgelse af entreprenør, afholdt besigtigelsesforretning vedrørende ekspropriationen, hvor der ikke fremkom indsigelser vedrørende ekspropriationens lovlighed. Efterfølgende blev der udpeget en entreprenør til delstrækningen, og arealet var ét blandt flere arealer, der blev tilbudt stillet til rådighed for entreprenøren som del af entreprisen. Entreprenøren meddelte, at entreprenøren ikke kunne undvære de tilbudte arbejdsarealer (på nær to andre arealer). Efterfølgende blev der afholdt ekspropriationsforretning, hvor der heller ikke fremkom indsigelser vedrørende ekspropriationens lovlighed fra A. Efter ekspropriationsforretningen skiftede A advokat, der herefter fremkom med indsigelser vedrørende ekspropriationens lovlighed. A gjorde hovedsageligt gældende, at Hovedstadens Letbane I/S i stedet skulle have valgt et naboareal, der var ejet af kommunen og udgjorde et skovareal, da dette ville være mindre indgribende henset til A’s mulighed for at anvende arealet til byudvikling. Ekspropriationskommissionen afviste indsigelsen med henvisning til, at der var tale om et beskyttet naturområde med fredskovspligt, og at inddragelse af området ville have miljømæssige konsekvenser i form af fældning af træer. Herefter indbragte lodsejeren ekspropriationskendelsen for domstolene med påstand om, at Hovedstadens Letbane I/S skulle anerkende, at ekspropriationen var ugyldig. Sagen blev henvist til landsretten som 1. instans. Kort tid inden hovedforhandlingen i landsretten blev det klart, at entreprenøren alligevel ikke skulle bruge arealet som arbejdsareal. Dette skyldtes bl.a., at entreprenøren, der havde vundet entreprisen for to delstrækninger, kunne samle sine kontorfaciliteter for disse strækninger ét sted. For både Højesteret og landsretten gjorde A overordnet gældende, at nødvendigheds- henholdsvis proportionalitetsbetingelsen ikke var opfyldt, da arealet alligevel ikke skulle bruges, og da det ville være mindre indgribende at vælge naboarealet (eller en række andre arealer). Endvidere anførte A, at der ikke forelå tilstrækkelige skriftlige redegørelser for, hvorfor det var nødvendigt at ekspropriere det pågældende areal, og hvorfor ikke andre arealer, herunder naboarealet, skulle vælges. For landsretten blev der afgivet forklaring fra tre af Hovedstadens Letbane I/S’ rådgivere, der redegjorde for, hvorfor arealet var blevet udvalgt. Såvel landsretten som Højesteret fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte ekspropriationskommissionens beslutning, herunder som følge af, at det senere – som følge af ændrede forhold – viste sig ikke at være behov for at anvende A’s ejendom som arbejdsareal. På baggrund af bevisførelsen blev det lagt til grund, at Hovedstadens Letbane I/S’ rådgivere overvejede at anvende naboarealet, men at arealet blev fravalgt bl.a. pga. arealets rekreative værdi, og fordi brug af arealet ville indebære et større arbejde med rydning og efterfølgende retablering. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommissionens vurdering af, at naboarealet ikke skulle bruges, der byggede på en afvejning af bl.a. hensyn til at undgå inddragelse af privat ejendom over for hensyn til naturbeskyttelse. Både Højesteret og landsret lagde i øvrigt vægt på, at der ikke for ejendommen var igangsat lokalplanarbejde før ekspropriationen. Nogle subsidiære påstande om, at indgrebet skulle begrænses i tid henholdsvis i omfang, blev afvist som værende anbringender til støtte for den principale påstand om ugyldighed.
Kommentar: Dommen fastslår første og fremmest – i overensstemmelse med retspraksis, jf. herved U 1986.886 H – at efterfølgende ændringer i behovet for det eksproprierede areal ikke indebærer, at en ekspropriation bliver ugyldig. Efter almindelig opfattelse eksisterer der desuden ikke en almindelig adgang for ekspropriaten til at kræve tilbageskødning af ejendommen, såfremt ekspropriationsformålet opgives (tilbagesøgningsret), jf. Mølbeck m.fl.: Ekspropriation i praksis, 2. udg., 2019, s. 472 ff. og Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 756. Da der i denne sag var tale om en midlertidig ekspropriation, var dette spørgsmål dog ikke relevant. Dommen illustrerer endvidere, at det er sagligt og lovligt ved udvælgelsen af arealer at lægge vægt på at undgå skadelige miljøpåvirkninger og indgreb i natur. Herudover illustrerer dommen, at det ikke er et ekspropriationsretligt krav, at der foreligger skriftlige redegørelser for de ekspropriationsmæssige overvejelser ved udvælgelsen af et areal, herunder hvorfor det er nødvendigt og mere proportionalt at anvende et areal frem for et andet. Dette kan være velbegrundet, når der som her er tale om et omfattende infrastrukturprojekt, hvor der tidligt var behov for at udvælge arealer. Synspunktet kan dog næppe udstrækkes til ekspropriation til mere afgrænsede projekter, hvor der ikke ses grund til at fravige de almindelige krav om, at den eksproprierende myndighed skal godtgøre, at nødvendighedsbetingelsen ved ekspropriation er opfyldt.