MRF 2022.266
Østre Landsrets dom af 6. oktober 2022, 8. afd., sag BS-18090/2021-OLR
(Frosell, Mohammad Ahsan og Nina Boserup (kst.))
A (adv. Caroline Louise Ganzhorn) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets ophævelse af landzonetilladelse til nye landbrugsbygninger på udstykket landbrugsejendom på 88 ha, uanset bygningsmassen var landbrugsmæssig nødvendig, da afslaget var begrundet i landskabelige hensyn, og der var alternative placeringsmuligheder. Lighedsgrundsætning ikke tilsidesat, men kunne prøves, selv om dette ikke var indgået i Planklagenævnets afgørelse.
Middelfart Kommune meddelte i september 2017 landzonetilladelse til udstykning af eksisterende landbrugsbygninger mv. som en selvstændig landbrugsejendom på 2,3 ha til fortsat svineproduktion og meddelte samtidig landzonetilladelse til opførelse af nye landbrugsbygninger til kvæg på restejendommen med et areal på 88 ha. Der var endvidere ansøgt om arealoverførsel af to arealer. De nye landbrugsbygninger skulle placeres ca. 140 m syd for det eksisterende bygningssæt i en afstand af ca. 350 m fra kysten og i et område, der var udpeget som særligt værdifuldt landbrugsområde og bevaringsværdigt landskab. Landzonetilladelserne blev påklaget til Planklagenævnet, der i oktober 2019 stadfæstede landzonetilladelsen til udstykning, men ophævede landzonetilladelsen til den ansøgte placering af de nye landbrugsbygninger med henvisning til placeringen i landskabet og alternative placeringsmuligheder, idet nævnet lagde til grund, at den ansøgte bygningsmasse var landbrugsmæssig nødvendig (j.nr. 18/08658 – trykt i MAD 2020.29). A indbragte afslaget for domstolene, hvor A navnlig gjorde gældende, at Planklagenævnets afgørelse var behæftet med fejl, at der ikke var alternative placeringsmuligheder grundet arealreservation til gasrørledningen Baltic Pipe, og at Planklagenævnet havde tilsidesat lighedshensyn. Planklagenævnet påstod frifindelse og gjorde særskilt gældende, at A’s indsigelse om tilsidesættelse af lighedsgrundsætningen skulle afvises, da Planklagenævnet ikke havde taget stilling til dette forhold. Under sagen blev der udmeldt syn og skøn, der bl.a. oplyste, at der var fem andre landbrugsejendomme med tilsvarende placering. Byretten fandt ikke, at A var afskåret fra at få prøvet, om Planklagenævnets afslag var i modstrid med lighedsgrundsætningen, men fandt dette uden betydning, da Planklagenævnet ikke er bundet af kommunens tidligere afgørelser, og frifandt Planklagenævnet. A ankede til landsretten, hvor der bl.a. blev afgivet supplerende forklaring af skønsmanden, men hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde til grund, at de landskabelige hensyn, som havde begrundet Planklagenævnets afslag, måtte anses i kernen af formålet med landzonereglerne, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte nævnets vurdering af, at den ansøgte placering af de nye landbrugsbygninger ville være dominerende i landskabet, og at der var alternative placeringsmuligheder. På linje med byretten fandt landsretten, at A havde krav på at få prøvet, om lighedsgrundsætningen var tilsidesat, men afviste som byretten, at lighedsgrundsætningen var overtrådt med den supplerende begrundelse, at landsretten på grundlag af skønserklæringen bl.a. lagde vægt på, at de fire sammenlignelige ejendomme ifølge målbordsblade fra 1870-1899 ”overvejende er opført på eksisterende fundamenter, hvorfor det ikke er påvist, at disse ejendomme er bygget i henhold til en landzonetilladelse efter planlovens § 36, stk. 2, jf. § 35, stk. 1”. Da der ikke fandtes grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets skønsmæssige vurdering og mulighed for alternativ placering, kunne det under hensyn til, at placeringen var på et meget højt punkt, ikke tillægges betydning, at nævnet fejlagtigt havde anført, at det var det højeste sted, hvorfor Planklagenævnet blev frifundet.
Kommentar: Dommens prøvelse af Planklagenævnets skønsmæssige begrundelse følger fast praksis, og det forekommer velbegrundet, at både byret og landsret fastholdt, at landmanden kunne få prøvet, om lighedsgrundsætningen var tilsidesat i sagen mod Planklagenævnet, idet nævnet havde ændret kommunens tilladelse til et afslag. Dette kan sammenholdes med MRF 2022.265 Ø og MRF 2022.270 Ø. Byrettens begrundelse for at afvise indsigelsen om overtrædelse af lighedsgrundsætningen med, at Planklagenævnet ikke er bundet af kommunernes praksis, er ligeledes i overensstemmelse med fast praksis. Det er derimod uheldigt, at landsrettens supplerende begrundelse kan give indtryk af, at der for de sammenlignelige landbrugsbygninger, der efter zonelovens ikrafttræden var opført på eksisterende fundamenter, ikke krævede landzonetilladelse, da det afgørende for, om landzonetilladelse ikke kræves, i givet fald var, om landbrugsbygninger på de sammenlignelige ejendomme var opført i tilknytning til den eksisterende bygningsmasse eller som en udskiftning af denne.