MRF 2022.265
Østre Landsrets dom af 29. september 2022, 6. afd., sag BS-28584/2021-OLR
(Peter Mørk Thomsen, Julie Skat Rørdam og Gry Berdiin Maris (kst.))
Grundejerforening A m.fl. (adv. Claus Hollberg) mod Planklagenævnet (adv. Josephine Fie Legarth Aggesen)
Ikke grundlag for at underkende Planklagenævnets afgørelse om, at lokalplan 257 for et større landområde omkring Sandbjerg Landsby var gyldig.
Rudersdal Kommune vedtog i juni 2018 lokalplan 257 for et større landområde omkring Sandbjerg Landsby. Afgørelsen blev på klaget til Planklagenævnet af en række beboere, der gjorde gældende, at lokalplanen var helt eller delvis ugyldig og bl.a. henviste til, at lokalplanen tilsidesatte ejernes umiddelbare rettigheder efter planlovens landzonebestemmelser, og at planloven ikke hjemler adgang til, at der i et stort landzoneområde kan lokalplanlægges på samme måde som i et byområde, og at lokalplanen var i modstrid med den liberalisering af planloven, der var sket ved lov 2017/668. Planklagenævnet gav i afgørelse af 23. september 2019 (j.nr. 19/00703) ikke medhold i klagen, idet nævnet bl.a. henviste til, at der i planloven er hjemmel til lokalplanlægge i landzone, og at der herunder også kan fastsættes bestemmelser om ejendommenes størrelse og afgrænsning, hvorfor en lokalplan også kan indeholde forbud mod arealoverførsel mellem flere ejendomme, uanset en sådan arealoverførsel ellers vil være umiddelbart tilladt i landzone. Flere grundejerforeninger og en virksomhed indbragte Planklagenævnets afgørelse for byretten med påstand om ugyldighed, hvor sagsøgerne gjorde samme synspunkter gældende, som var anført i klagesagen, men tillige gjorde nye anbringender gældende, herunder at der ikke i planloven er hjemmel til at udforme lokalplanbestemmelser, så det efterfølgende er op til den kommunale forvaltning at godkende materialevalg, arkitektonisk krav mv. Planklagenævnet påstod frifindelse og anførte supplerende, at der ikke i en retssag mod Planklagenævnet kan anføres anbringender, der ikke var anført i klagesagen for nævnet, og at det derfor er Rudersdal Kommune, der er rette sagsøgte for disse anbringender. Byretten lagde med henvisning til U 2008.2793 H indledningsvis til grund, at der i denne sag mod Planklagenævnet alene kan tages stilling til de indsigelser, der var rejst over for Planklagenævnet, og som Planklagenævnet havde taget stilling, hvorfor Rudersdal Kommune var rette sagsøgte for indsigelsen vedrørende kompetencenormer. I forhold til lokalplankompetence i landzone bemærkede byretten, at de begrænsninger for lokalplankompetence, der fremgår af planlovens § 15, stk. 5, og enkelte andre bestemmelser i planloven, ikke er relevante for den foreliggende lokalplan, og at der ikke med lovændringen ved lov 2017/668 var sket en yderligere indskrænkning af kommunernes lokalplankompetence i landzone. Retten fandt herefter ikke grundlag for helt eller delvist at tilsidesætte lokalplan 257, eller at der i øvrigt var retlige fejl i Planklagenævnets behandling, hvorfor Planklagenævnet blev frifundet. Grundejerforeningerne og virksomheden ankede dommen til landsretten, der tilsluttede sig byrettens begrundelse og stadfæstede dommen.
Kommentar: Dommens afvisning af indsigelser, der ikke blev taget stilling til i klagesagen, har støtte i landsrettens dom i U 2008.2793 H, hvorimod Højesteret ikke – som by- og landsretten antog i ovenstående sag – fik anledning til at tage stilling til spørgsmålet, da alene påstand 1 og 2 blev gentaget for Højesteret. At en retssag mod Planklagenævnet alene kan omfatte de forhold, som indgik i klagesagen for nævnet, er ligeledes lagt til grund i MRF 2022.270 Ø, men kunne være håndteret af Planklagenævnet ved at genoptage sagen for de juridiske indsigelser, der først er rejst under retssagen, da der ellers kan opstå noget komplicerede procesforløb, fordi sagsøgerne derfor nødsages til samtidig at rejse sag mod kommunen. I forhold til kommunen vil søgsmålsfristen således næppe være sprunget, da det først er med Planklagenævnets afgørelse, at der foreligger en endelig afgørelse om lokalplanens gyldighed. Denne sag indeholder i øvrigt det yderligere aspekt, at kommunen i december 2017 traf screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 10 om, at lokalplanen ikke krævede miljøvurdering, hvilket blev påklaget af en beboer i lokalplanområdet, der bl.a. gjorde gældende at screeningen var mangelfuld. Denne klage blev først afgjort et år efter klagen over lokalplanen (j.nr. 18/05911 og 20/06395), hvor nævnet afviste, at screeningen af lokalplanen var mangelfuld. Det er uheldigt, at Planklagenævnet først afgjorde klagen over screeningen efter miljøvurderingsloven et år efter afgørelsen af klagen over lokalplanen, men det skyldes formentlig en registreringsfejl i nævnet, da klager over screeningsafgørelser vedrørende lokalplaner bør afgøres senest samtidig med klagen over lokalplanen. Den i sagen omhandlede lokalplan 257 kan hentes på: https://dokument.plandata.dk/20_3964663_1539177357749.pdf.