MRF 2022.52
Planklagenævnets afgørelse af 27. januar 2022, j.nr. 21/13324
Ikke medhold i klage over forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af bebyggelse, da der ikke var udvist passivitet, uanset at kommunen havde været bekendt med den påtænkte nedrivning i over 1 år og havde udtalt, at projektet ikke var i strid med gældende planlægning, idet kommunen bl.a. havde taget forbehold for, at der ikke var truffet endelig afgørelse vedr. planloven.
Københavns Kommune nedlagde i oktober 2021 forbud efter planlovens § 14 mod nedrivning af bebyggelse på en ejendom, som E havde erhvervet i februar 2020, og som var delvist omfattet af en eksisterende lokalplan for Amagerbrogade. Det fremgik af afgørelsen, at formålet med forbuddet var at sikre bevaring af de eksisterende bygninger med henblik på at bevare den lokale kontekst som vidnesbyrd om den historiske gade samt kvarterets og gadens udvikling. Det fremgik af sagens oplysninger, at kommunen havde været i løbende dialog med den tidligere ejer og med E om nedrivning af den eksisterende bebyggelse og opførelse af ny etagebebyggelse. § 14-forbuddet blev påklaget af E, der navnlig anførte, at kommunen havde haft kendskab til nedrivningsplanerne siden december 2018, og at kommunen derfor havde udvist passivitet. Kommunen gjorde heroverfor gældende, at kommunen i december 2021 havde offentliggjort et lokalplanforslag for ejendommen og henviste i den forbindelse til en afgørelse (sag 20/08903), hvor Planklagenævnets afviste at behandle en klage over et § 14-forbud, idet det ikke var aktuelt at tage stilling til klagen som følge af, at kommunen havde vedtaget et lokalplanforslag, der hindrede det forhold, kommunen havde nedlagt forbud imod. Planklagenævnet (formanden) bemærkede indledningsvis, at nævnet tidligere havde afvist at behandle klager over § 14-forbud med henvisning til, at klagerne var uaktuelle, når der var vedtaget et lokalplanforslag eller en lokalplan, som regulerede de forhold, der var nedlagt forbud imod, men at denne praksis efterfølgende var blevet ændret (se MRF 2021.263 Pkn). Nævnet fandt derfor, at det var aktuelt at behandle klagen, selvom der var vedtaget og offentliggjort et lokalplanforslag. Da der var tale om bevaring af eksisterende bebyggelse, fandt nævnet med henvisning til planlovens § 15, stk. 2, nr. 18, at kommunen havde hjemmel i planlovens § 14 til at give et forbud mod nedrivning og ombygning af bebyggelsen. Nævnet fandt ikke, at sagsbehandlingstiden i sagen oversteg, hvad der måtte betragtes som en rimelig undersøgelses- og overvejelsestid. Nævnet lagde herved vægt på, at der var gået 6 måneder fra modtagelsen af ansøgningen til varslingen af forbuddet, og at kommunen havde afkortet forbuddets gyldighedsperiode væsentligt i forhold til den maksimale gyldighedsperiode på 1 år. Det forhold, at kommunen siden marts 2020 havde været bekendt med den påtænkte nedrivning af den eksisterende bebyggelse via en beskrivelse og tegninger af projektet, og at kommunen i juni 2020 havde udtalt, at projektet ikke var i strid med den gældende planlægning, kunne ikke føre til et andet resultat. Nævnet lagde herved vægt på, at kommunen ved den planmæssige vurdering havde taget forbehold for, at der ville træffes endelig afgørelse ved indsendelse af byggeansøgning. Nævnet bemærkede videre, at kommunen ved modtagelse af en konkret ansøgning skal have mulighed for at tage stilling til projektet og, herunder ved politisk behandling, at tage stilling til hensigtsmæssigheden af det gældende plangrundlag med henblik på at vurdere, om kommunen ønsker at meddele et § 14-forbud og efterfølgende ændre plangrundlaget. Det forhold, at den tidligere ejer af ejendommen havde haft en indledende dialog med kommunen, kunne ikke tillægges betydning, idet der ikke var indsendt en byggeansøgning før i marts 2021, ligesom der ikke var oplysninger om, at den tidligere ejer skulle have modtaget et bindende forhåndstilsagn. Planklagenævnet kunne herefter ikke give medhold i klagen.
Kommentar: Afgørelsens udfald er primært begrundet med, at kommunen uanset viden om projektet om nedrivning siden marts 2020 i dialogen med ejeren om projektet tog forbehold for, at der skulle træffes en endelig afgørelse ved indsendelse af byggeansøgningen, hvor kommunen må have mulighed for at foretage en politisk vurdering. Denne begrundelse forekommer vanskelig at forene med de overvejelser om passivitet, som Planklagenævnet lagde vægt på i MAD 2020.156 Pkn og MRF 2021.263 Pkn, hvor hovedargumentet netop var, at udgangspunktet er, at ejeren lovligt kan disponere efter planloven, og at kommunen derfor må reagere rimeligt hurtigt, hvis kommunen bliver opmærksom på et forhold, som ønskes forhindret med et § 14-forbud. I denne sag angår forbuddet nedrivning, og det er vanskeligt at se, hvorfor kommunens forvaltning ikke kunne overgive dette til politisk behandling, inden der forelå en ansøgning om det kommende byggeri.