MRF 2022.151

EU-Domstolens dom af 16. juni 2022, 4. afd., de forenede sager C-65/21 P og C-73/21 P – C-75/21 P, SGL Carbon mod Kommissionen

Ikke grundlag for at underkende Rettens frifindelse af Kommissionen for erstatningsansvar for fejl i risikovurdering ved klassificeringen af kultjære som giftigt, da fejlen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret henset navnlig til de komplekse retlige og videnskabelige rammer for vurderingen af stoffet, uanset det var en fejl, at Retten anførte, at forsigtighedsprincippet fandt anvendelse, da denne fejl ikke havde betydning for frifindelsen.

Sagen angik et erstatningssøgsmål efter TEUF art. 268 mod Kommissionen anlagt af SGL Carbon SE og tre andre kemikalieproducenter for det økonomiske tab, som selskaberne var påført ved, at Kommissionen fejlagtigt ved forordning nr. 944/2013 havde klassificeret beg, kultjære-, højtemperaturs- (CTPHT) som giftigt for vandmiljøet. Forudgående havde selskaberne ved sagsanlæg mod Kommissionen fået medhold i, at klassificeringen var forkert, fordi Kommissionen havde anvendt en risikovurderingsmetode, hvor der var set bort fra andre relevante faktorer end de i metodologien oplistede, hvilket betød, at den faktiske vandopløselighed var 71.000 gange lavere end den hypotetiske opløselighed beregnet på grundlag af den teoretiske metode (sag C-691/15 P – trykt i MAD 2017.406). På denne baggrund anlagde selskaberne erstatningssøgsmål efter TEUF art. 340(2) mod Kommissionen og krævede erstatning for de omkostninger, som selskaberne var blevet påført ved den fejlagtige klassificering. Kommissionen, der var støttet af Det Europæiske Kemikalieagentur (ECHA) og Spanien, gjorde gældende, at der ikke var handlet ansvarspådragende, da fejlen ikke var tilstrækkeligt kvalificeret, at der ikke var påvist et tab, og at der manglende årsagsforbindelse. Ved Rettens domme i sag T-635/18 (se MRF 2020.23), T-638/18, T-639/18 og T-645/18 blev Kommissionen frifundet for erstatningsansvar, da Retten ikke fandt, at Kommissionens fejl var tilstrækkeligt kvalificeret til at være ansvarspådragende. I den forbindelse anførte Retten i sag T-635/18 i præmis 107-109: ”Selv om forsigtighedsprincippet ikke nævnes udtrykkeligt i forordning nr. 1272/2006, kan der ikke ses bort fra dette princip, som bl.a. ligger til grund for bestemmelserne i forordning nr. 1907/2006, ved klassificeringen af kemiske stoffer og blandinger, som er et område, der er snævert forbundet med det område, der er omhandlet af forordning nr. 1907/2006. Forsigtighedsprincippet, som er et generelt princip i EU-retten, bemyndiger i tilfælde af usikkerhed de kompetente myndigheder til at træffe passende foranstaltninger til at forebygge visse potentielle risici for den offentlige sundhed, sikkerheden og miljøet uden at afvente, at det fuldt ud påvises, at der er en risiko […]. Det er i denne sammenhæng, at forordning nr. 1272/2008 tillægger Kommissionen kompetence til at klassificere kemiske stoffer. Som det ses af denne sag, kan udøvelsen af denne kompetence gøre det nødvendigt at drage konklusioner om komplekse stoffers toksicitet. Udøvelsen af denne kompetence risikerer faktisk at blive hindret til skade for de ovennævnte formål, såfremt en stillingtagen til klassificeringen af komplekse stoffer kunne medføre, at Unionen ifalder ansvar uden for kontraktforhold, uden at den videnskabelige kompleksitet og usikkerheden som følge af klassificeringen samt kompleksiteten ved de gældende lovgivningsmæssige rammer tages i betragtning som faktorer, der kan gøre en potentiel fejl undskyldelig. Under alle omstændigheder udgør Kommissionens fejl ikke en adfærd grænsende til vilkårlighed [...]. I modsætning til, hvad sagsøgeren har anført, giver det forhøjede resultat, som anvendelsen af summationsmetoden førte til i den foreliggende sag, ikke mulighed for at konkludere, at Kommissionen har udvist en adfærd grænsende til vilkårlighed”. De fire selskaber ankede dommen til EU-Domstolen, hvor de bl.a. gjorde gældende, at Retten fejlagtigt havde lagt til grund, at forsigtighedsprincippet fandt anvendelse, selv om forsigtighedsprincippet først kan påberåbes af myndigheder som grundlag for begrænsninger, når der foreligger en risikovurdering. EU-Domstolen bemærkede hertil (præmis 96-102): ”Forsigtighedsprincippet indebærer, at der, når der er usikkerhed med hensyn til, om og i givet fald i hvilket omfang der er risiko for menneskers sundhed, kan træffes beskyttelsesforanstaltninger uden at afvente, at det fuldt ud påvises, at der er en risiko, og hvilket omfang denne har. Hvis det viser sig ikke at være muligt med sikkerhed at fastslå, om og i givet fald i hvilket omfang den hævdede risikoforeligger, som følge af, at resultaterne af de foretagne undersøgelser ikke er overbevisende, men at sandsynligheden for en reel skade på den offentlige sundhed varer ved, dersom risikoen indtræder, begrunder forsigtighedsprincippet restriktive foranstaltninger [...] Dette princip finder følgelig bl.a. anvendelse i forbindelse med klassificeringen af et stof på grundlag af forordning nr. 1272/2008, når vurderingen af de risici, som dette stof indebærer for miljøet og menneskers sundhed, efterlader usikkerhed. […] Det fremgår imidlertid hverken af Rettens dom [fra 2015], hvori det blev fastslået, at Kommissionen havde behæftet klassificeringen af CTPHT med et åbenbart fejlskøn, eller af Domstolens dom (C-691/15 P) […], at der var en usikkerhed mht. CTPHT’s risiko for toksicitet for vandmiljøet, således at Kommissionen havde grundlag for at påberåbe sig forsigtighedsprincippet. Eftersom Retten og Domstolen har fastslået, at Kommissionen havde behæftet sin risikovurdering med denne fejl, kan det ikke hævdes, at denne fejlagtige vurdering gav anledning til usikkerhed om omfanget af disse risici. Det følger heraf, at Retten begik en retlig fejl, idet den fastslog, at forsigtighedsprincippet fandt anvendelse i forbindelse med klassificeringen af CTPHT, således at den fejl, som Kommissionen havde begået i denne sammenhæng, ikke kunne medføre, at Unionen ifaldt ansvar uden for kontraktforhold. Det fremgår imidlertid af de appellerede domme [...], at det kun var for fuldstændighedens skyld, at Retten fastslog, at forsigtighedsprincippet ligeledes kunne begrunde en sådan klassificering”. Under hensyn hertil afviste EU-Domstolen, at fejlen kunne anses for ansvarspådragende.

Kommentar: Dommen tydeliggør forsigtighedsprincippets anvendelsesområde og tydeliggør ligeledes, at en fejlagtig anvendelse af forsigtighedsprincippet til aktiviteter, hvor der ikke er usikkerhed om risikoen, kan føre til, at afgørelser er ugyldige, men ikke nødvendigvis er ansvarspådragende for den myndighed, der fejlagtigt har anvendt forsigtighedsprincippet.

Link til Domstolens dom (NB: Da i alt fire domme fra Retten var indanket for Domstolen, der behandlede ankesagerne samlet, er Rettens domme ikke medtaget i pdf-filen)