MRF 2022.90
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 10. marts 2022, j.nr. 20/09059
Stadfæstet afslag på ansøgning om ophævelse af fredskovspligt på en kommunalt ejet ejendom, da arealet ønskedes taget i brug til institution og boldbaner og ikke længere til bolig og erhverv, som var det formål, der fastlagt i kommuneplanen forud for, at arealet blev fredskovspligtigt, hvorfor den tredje betingelse i skovlovens § 6, stk. 2, ikke var opfyldt. Dissens.
Sagen drejede sig om ophævelse af fredskovspligt på dele af en ejendom, som Skive Kommune erhvervede i 2016. På ejendommen lå der tidligere produktionsbygninger til metalstøberi, som blev revet ned i 2003, og matriklerne lå herefter ubenyttet hen bortset fra en vis rekreativ anvendelse fra lokalbefolkningen. Matriklerne havde frem til 2020 været bevokset af yngre egetræer samt arealer med skovfyr med indblanding af birk. I det nordvestlige hjørne af arealet var der kun få højstammede træer. Da kommunen erhvervede ejendommen i 2016, var arealet i kommuneplanen udlagt til blandet bolig og erhverv. Kommunen vedtog i juni 2019 lokalplan 284, Autismecenter og boldbaner mellem Jægervej og Bilstrupvej, for et område på 6,75 ha, som på daværende tidspunkt bestod af to af matriklerne, hvor fredsskovspligten ønskede ophørt. Det fremgik af lokalplanen, at det under de daværende planforhold ikke var muligt at anvende området til institution og boldbaner, hvorfor formålet med lokalplanen var at ændre plangrundlaget til institution og boldbaner. For at sikre overensstemmelse mellem kommuneplanen og lokalplanen vedtog kommunen i december 2019 et kommuneplantillæg med nyt rammområde, der udlagde området til offentlige formål. Med henvisning til træbevoksningen på arealet, da kommunen overtog ejendommen i oktober 2016, traf Miljøstyrelsen den 17. april 2020 afgørelse om, at 4,65 ha af ejendommen var fredskov, jf. skovlovens § 3, stk. 1, nr. 3, hvorefter fredsskovpligtige arealer omfatter: ”Arealer med skov, der ejes eller erhverves af stat, kommuner eller folkekirke, arealer, der ejes af disse, og hvor skov etableres eller indfinder sig, samt tilhørende arealer uden træbevoksning”. Med henblik på realisering af lokalplanen ansøgte kommunen i marts 2020 om ophævelse af fredskovspligten ejendommen efter skovlovens § 6, stk. 2, så der ikke skulle fastsættes vilkår om erstatningsskov. Miljøstyrelsen meddelte i 9. juli 2020 afslag i medfør af skovlovens § 6, stk. 2, med henvisning til, at kommuneplanlægningen var ændret efter fredskovspligtens indtræden ved kommuneplanrammen, som udlagde arealet til et andet formål end det, der var gældende forud for fredskovspligten, hvorfor arealet ikke opfyldte den sidste betingelse skovlovens i § 6, stk. 2, hvorefter arealet skal tages i brug til det fastlagte formål inden 20 år efter, at arealet blev fredskovspligtigt. Afslaget blev påklaget af kommunen, der anførte, at alle betingelser i skovlovens § 6, stk. 2, var opfyldt, da arealet i kommuneplanlægningen var udlagt til andet formål end skov inden fredskovspligtens indtræden, og kommunen inden for rammerne af skovlovens § 6, stk. 2, havde mulighed for i kommuneplanlægningen at tilrette anvendelsen inden for 20-års perioden, og at den tidligere kommuneplan kunne have rummet opførelse af autismecenter og boldbaner, hvorfor ændringen af kommuneplanen kunne rummes inden for formuleringen ”det oprindeligt planlagte formål”. Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal (4 mod 3) fandt, at den tredje betingelse i skovlovens § 6, stk. 2, ikke var opfyldt. Flertallet lagde herved vægt på, at arealet ikke ønskedes taget i brug til det formål, der var fastlagt i kommuneplanen for arealet forud for, at arealet blev fredskovspligtigt, og at området ifølge lovbemærkningerne til bestemmelsen skal tages i brug til det oprindeligt planlagte formål. Mindretallet fandt derimod, at alle betingelser for ophævelse af fredskovspligten var opfyldt, særligt da arealet på tidspunktet for kommunens overtagelse i kommuneplanen var planlagt til andet formål end skov. Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede på denne baggrund afgørelsen.
Kommentar: Bestemmelsen i skovlovens § 6, stk. 2, lyder: ”Ministeren skal efter ansøgning fra en kommune ophæve fredskovspligten på et kommunalt ejet skovareal uden vilkår om erstatningsskov, jf. § 39, stk. 1, nr. 5, når følgende betingelser er til stede: 1) Arealet skal i en kommuneplan eller et pålæg om vejbyggelinjer være udlagt til andet formål end skov. 2) Kommuneplanen eller pålægget om vejbyggelinjer skal være vedtaget, inden det pågældende areal blev fredskovspligtigt efter § 3, stk. 1, nr. 3. 3) Arealet skal tages i brug til det fastlagte formål inden 20 år efter, at arealet er blevet fredskovspligtigt”. Det følger af bestemmelsen, at alle tre betingelser skal være opfyldt. Spørgsmålet i sagen var således grundlæggende, om kommunen ved at overtage et areal, der ikke var fredskovspligtigt ved overtagelsen og heller ikke blev fredskovspligtigt som følge af det daværende plangrundlag for området, jf. § 6, stk. 2, nr. 2, er afskåret fra senere at ændre plangrundlaget, så fredskovspligten indtræder som følge af det ændrede plangrundlag. Forarbejderne til den nuværende § 6 i skovloven ses ikke at indeholde et klart svar, men kan begrunde både flertallets og mindretallets votum. Det mere principielle problem er, at flertallets votum betyder, at et der ved kommunal overtagelse af en ejendom indtræder en ”sovende” fredskovspligt, som herefter vækkes til live, hvis kommunen ønsker at ændre plangrundlaget, således at det ændrede plangrundlag for arealet kun kan virkeliggøres, hvis der gives dispensation med vilkår om etablering af erstatningsskov.