MRF 2022.184
Østre Landsrets dom af 6. oktober 2022, 8. afd., sag BS-18090/2021-OLR
(Frosell, Mohammad Ahsan og Nina Boserup (kst.))
A (adv. Caroline Louise Ganzhorn) mod Planklagenævnet (adv. Eva Daniella Gabris)
Afvist, at der var grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets afgørelse om afslag på landzonetilladelse i forhold til placering af et nyt bygningssæt på en nyudstykket landzoneejendom.
Sagen angik landmand A’s nyudstykkede ubebyggede landzoneejendom, hvorpå der skulle opføres et nyt bygningssæt, og hvor Middelfart Kommune havde meddelt landzonetilladelse til udstykning og til den ansøgte placering af det nye bygningssæt. Efter klage fra Danmarks Naturfredningsforening ændrede Planklagenævnet landzonetilladelsen til et afslag i forhold til bygningsplacering (j.nr. 18/08658), idet nævnet sidestillede det nye bygningssæt med nyt byggeri på en ubebygget landzoneejendom med byggeri uden tilknytning til allerede opført byggeri. Planklagenævnet henviste til, at selv om A som landmand havde krav på landzonetilladelse til erhvervsmæssigt nødvendigt byggeri, skal byggeriets placering og udformning afvejes i forhold til landskabelige hensyn, og at bygningssættets placering ville påvirke landskabet negativt, og at bygningssættet ville virke dominerende set fra kysten bl.a. pga. de terrænmæssige forhold i området. A anlagde sag mod nævnet, hvor sagens hovedspørgsmål var, om Planklagenævnets afgørelse i forhold til bygningssættets beliggenhed på A’s ejendom kunne tilsidesættes pga. retlige mangler ved afgørelsen, idet A navnlig gjorde gældende, at A som følge af lighedsgrundsætningen havde krav på landzonetilladelse. Planklagenævnet påstod frifindelse og anførte bl.a., at domstolenes prøvelse af nævnets afgørelse ikke kunne omfatte A’s anbringende om lighedsgrundsætningen, da dette synspunkt ikke var indgået i nævnets behandling af klagesagen. Det var ubestridt, at bygningssættet var nødvendigt for landbruget, og at placeringen krævede landzonetilladelse grundet beliggenheden. Byretten bemærkede, at det fremgik af planlovens forarbejder, at bestemmelsen havde sin baggrund i en konstatering af en stigende tendens til at anvende landbrug som lystejendomme på særligt markante steder i landskabet, og at formålet med reglerne i § 36, stk. 2, var at give landzonemyndigheden indseende med bygningernes beliggenhed og udformning for at sikre, at disse ikke kom til at have en negativ landskabspåvirkning. Byretten lagde til grund, at de hensyn, som Planklagenævnet havde lagt vægt på i sin afgørelse, var overensstemmende med de hensyn, der efter forarbejderne ligger bag § 36, stk. 2. Spørgsmålet var herefter, om Planklagenævnets afgørelse var ugyldig som følge af lighedsgrundsætningen, eller om nævnets skønsmæssige vurdering burde tilsidesættes. Byretten fandt, at A – uanset at synspunktet om lighedsgrundsætningen ikke blev gjort gældende under Planklagenævnets behandling af sagen – ikke var afskåret fra at påberåbe sig lighedsgrundsætningen, men afviste, at landzonetilladelser meddelt af kommunen havde relevans for Planklagenævnet. Da der ikke var påvist retlige mangler ved nævnets afgørelse, blev Planklagenævnet frifundet. A ankede til landsretten, hvor der blev gennemført syn og skøn vedrørende andre ejendomme i området med hensyn til de respektive bygningssæts beliggenhed og udformning. Landsretten tiltrådte, at Planklagenævnet havde lagt vægt på lovlige landskabshensyn. Landsretten tiltrådte endvidere, at A ”i lyset af sagens konkrete omstændigheder” ikke var afskåret fra at påberåbe sig lighedsgrundsætningen, uanset at synspunktet ikke var gjort gældende under klagesagen. Af de grunde, som byretten havde anført, og henset til, at A i lyset af bl.a. skønserklæringen ikke havde dokumenteret, at de fem ejendomme, som skønsmanden havde sammenlignet A’s påtænkte ejendom med, kunne anses for sammenlignelige ejendomme, tiltrådte landsretten, at Planklagenævnets afgørelse ikke af denne grund var ugyldig. Landsretten fremhævede, at de fire ejendomme, der var beliggende i samme kommune som A’s ejendom, overvejende var opført på eksisterende fundamenter, hvorfor det ikke var påvist, at disse ejendomme var bygget i henhold til en landzonetilladelse efter planlovens § 36, stk. 2, jf. § 35, stk. 1. Landsretten fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte Planklagenævnets vurdering af, at det ville være muligt at placere bygningssættet på en placering, hvor landspåvirkningen var mindre negativ. Landsrettens stadfæstede på denne baggrund frifindelsen af Planklagenævnet.
Kommentar: Dommen er navnlig interessant med hensyn til anbringendet om domstolenes begrænsede prøvelse af Planklagenævnets afgørelse, som nævnet uden held gjorde gældende for både by- og landsretten. Efter det almindelige udgangspunkt er rette sagsøgte ved prøvelse af rekurrerede afgørelser rekursinstansen og ikke førsteinstansen, når en afgørelse er blevet prøvet uden begrænsninger, jf. fx U 2000.179 H, U 2005.2809 H, U 2008.2764/2 H samt Mathiassen: U 2004B.171. Retspraksis har dog som en modifikation heraf anerkendt, at en rekursinstans, der har foretaget en fuld prøvelse, ikke er rette sagsøgte for anbringender, der ikke var gjort gældende i klagesagen, og som rekursinstansen derfor med rette ikke har taget stilling til, jf. fx MAD 2007.117 Ø og U 2008.2793 H (landsretten) samt MRF 2021.200 H (U 2021.3664 H), hvor sidstnævnte dom dog muligvis er konkret begrundet i prøvelsesbegrænsningsreglen i § 11 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet. I nærværende sag afviste landsretten Planklagenævnets anbringende ”i lyset af sagens konkrete omstændigheder”. Bag dette lakoniske udsagn ligger formentlig den betragtning, at Planklagenævnet havde ændret kommunens landzonetilladelse til et afslag, hvormed nævnet reelt fremstod som førsteinstans for den afgørelse, der blev indbragt for domstolene.