MRF 2022.305
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 14. december 2022, j.nr. 21/09823
Ikke medhold i klage over Frederiksberg Kommunes afslag på at påbyde Metroselskabet at nedbringe støj fra passerende metrotog, da metroen er omfattet af jernbaneloven, og støj fra jernbanenettets almindelige benyttelse efter nævnets praksis ikke er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 42, idet EMRK art. 8 ikke kunne føre til andet resultat.
Sagen omhandlede støj fra vibrationer fra passerende metrotog oplevet i en lejlighed placeret i stueetagen for en boligejendom beliggende over tunnelrør for Cityringen. Beboeren N rettede henvendelse til Frederiksberg Kommune med oplysning om, at metrotogene forårsagede støj og vibrationer med et omfang, der oversteg grænseværdien for strukturlyd. Den 17. maj 2021 meddelte Frederiksberg Kommune, at miljøbeskyttelsesloven ikke giver hjemmel til at regulere forhold, der vedrører støj og vibrationer fra metrotog. Afgørelsen blev påklaget af N, der bl.a. gjorde gældende, at modsat Vejdirektoratets og Banedanmarks manglende mulighed for at påvirke støjbidraget fra færdsel på vej og jernbane har driftsherren for Cityringen fuld rådighed over, hvordan anlægget og driften indrettes for metroen. Endvidere blev det gjort gældende, at det ville være i strid med EMRK art. 8, såfremt der ikke er hjemmel til, at miljømyndigheden kan træffe afgørelse vedrørende støj og vibrationer forårsaget af metrotog. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at tilsynsmyndigheden efter miljøbeskyttelseslovens § 42 kan meddele påbud om at nedbringe forurening vedrørende enhver aktivitetsudfoldelse, uanset om virksomheden er knyttet til fast ejendom eller ej. Med henvisning til nævnets afgørelse i MAD 2016.235 Nmk om støj fra togdrift ved Vallø Station og Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 anførte nævnet, at støj fra jernbanenettets almindelige benyttelse ikke er omfattet af miljøbeskyttelseslovens § 42. Nævnet lagde herefter til grund, at definitionen af jern- og bybaner efter jernbaneloven omfatter metroen, hvorfor nævnet ikke fandt grundlag for at behandle støj og vibrationer fra metrotog anderledes end fra andre tog Da EMRK art. 8 ikke kunne føre til andet resultat, gav Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke medhold i klagen.
Kommentar: Mens det er korrekt, at Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997 afviser, at miljøbeskyttelseslovens § 42 kan anvendes på støj fra jernbanedrift, ses der ikke i øvrigt holdepunkter i forarbejderne til miljøbeskyttelsesloven for denne afgrænsning af § 42’s anvendelse, der næppe er så utvivlsom, som nævnets afgørelse giver indtryk af, idet afgrænsningen af § 42’s anvendelse vanskeligt kan ske i en vejledning fra Miljøstyrelsen. Den danske gennemførelse af direktiv 2002/49 om vurdering og styring af ekstern støj er således gennemført ved bekendtgørelse 2021/2092, der er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelseslovens § 14 a, og efter direktivet og bekendtgørelsen skal der bl.a. udarbejdes støjhandlingsplaner, hvis der er støjproblemer fra bl.a. veje og jernbaner. Uanset at det er omtvistet, om støjhandlingsplanerne er retligt bindende (se Morten Ruben Brage i U 2013B.261, Krämer: ’Environmental noise and the EU’ i Bryde Andersen m.fl. (red.): Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 421 ff. samt MRF-kommentaren til sag C-683/20 (MRF 2022.6)), er det med bekendtgørelsen forudsat, at regulering af støj fra veje og jernbaner skal ske efter miljøbeskyttelsesloven, og at disse regler alle er efter Miljøstyrelsens vejledning nr. 1/1997. Hvis Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse lægges til grund, vil der i alle tilfælde opstå et andet spørgsmål, da etablering af Cityringen er sket på grundlag af en VVM-tilladelse, hvor det efter EU-Domstolens fortolkning af VVM-direktivet forudsættes, at der er taget stilling til støjpåvirkning af naboer, efter at metroen er sat i drift. Hvis støj og vibrationer overstiger vilkår i VVM-tilladelsen, vil dette rejse et nyt spørgsmål om håndhævelse af VVM-tilladelsens vilkår efter miljøvurderingslovens § 46, hvor der dog ikke er klageret. Miljø- og Fødevareklagenævnets afvisning af klagepunktet om EMRK art. 8 savner en begrundelse, men vil kunne begrundes med, at klagenævnet ikke kan udvide sin kompetence, hvorfor spørgsmålet er, om der er fornøden lovhjemmel til at afvise, at jernbanestøj kan påbydes reduceret efter miljøbeskyttelseslovens § 42, da der ikke ses anden offentligretlig hjemmel til at påbyde begrænsning af jernbanestøj, når støjen ikke er reguleret i en VVM-tilladelse.