MRF 2022.35

Østre Landsrets dom af 25. april 2022, 8. afd., sag BS-44574/2021-OLR
(Frosell, Mohammad Ahsan og Nicolas Bastholm Roy-Bonde (kst.))

E (adv. Peter Giersing) mod Hegnsynet Helsingør Kommune ved formanden Erik Rasmussen

Søgsmål anlagt mod hegnssyn, der havde truffet afgørelse efter mark- og vejfredsloven i en tvist mellem private parter, afvist, da sagen skulle være anlagt mod den private modpart. [Anket - se MRF 2023.122 H]

Efter mark- og vejfredslovens § 3 er besidderen af husdyr erstatningsansvarlig på objektivt grundlag for skader, som husdyret forvolder, når det uden hjemmel befinder sig på fremmed grund. Skadelidte skal efter lovens § 18 rejse erstatningskravet inden for 7 dage for tre vurderingsmænd udpeget for hver kommune. Den enkelte kommune kan dog bestemme, at erstatningskravet i stedet skal rejses for det kommunale hegnssyn nedsat efter hegnsloven, jf. § 21, stk. 4. Efter § 20 kan vurderingsmændenes afgørelser ikke indbringes for anden administrativ myndighed. I oktober 2021 traf formanden for hegnssynet i Helsingør Kommune kendelse om, at E skulle foranstalte en ny forbedret indhegning af sine heste opført med henblik på at undgå fremtidige skader på naboens B’s hæk, idet formanden under en vurderingsforretning havde lagt til grund, at skader på B’s hæk var forårsaget af E’s heste. E anfægtede kendelsen i et søgsmål anlagt mod hegnssynet ved formanden med henvisning til, at der ikke i mark- og vejfredsloven var hjemmel til at pålægge E en handlepligt som sket. Hegnssynets formand henholdte sig for byretten til den afsagte kendelse. Byretten tog ex officio stilling til, om sagen var anlagt mod den rette, og fandt, at da hegnssynets kendelse afgjorde en tvist af privatretlig karakter mellem private parter, kunne domstolsprøvelsen af kendelsens lovligheden alene ske ved den ene private parts søgsmål mod den anden private part. Da E havde anlagt sagen mod hegnssynet ved formanden, var betingelserne for realitetsprøvelse ikke opfyldt, og byretten afviste derfor sagen, idet det var uden betydning, at formanden for hegnssynet, der var selvmøder, alene havde nedlagt påstand om frifindelse. E ankede til landsretten, hvor hegnssynets formand nu gjorde gældende, at kendelsen kun kunne prøves i et søgsmål mod B. Landsretten bemærkede, at det fremgår af forarbejderne til mark- og vejfredslovens § 20, at da vurderingsmændene efter mark- og vejfredsloven afgør tvister af privatretlig karakter mellem private, vil en retssag som udgangspunkt skulle anlægges mod den private modpart i tvisten og ikke mod vurderingsmændene. Da der ikke var fremkommet noget i sagen, der kunne medføre, at forarbejdernes udgangspunkt skulle fraviges, blev byrettens afvisningsdom stadfæstet.

Kommentar: Landsrettens dom er i overensstemmelse med fast retspraksis, hvorefter afgørelser truffet af såkaldte tvistnævn som hovedregel skal anfægtes i søgsmål mellem tvistens parter og ikke mod tvistnævnet, jf. senest U 2021.86 Ø om Tvistighedsnævnet. På mark- og vejfredslovens område finder denne ordning – som anført af landsretten – udtrykkelig støtte i forarbejderne, og tilsvarende udsagn genfindes desuden i motiverne til hegnsloven, jf. Folketingstidende 2000-01, tillæg A, s. 6427 og 6431.

Omvendt ligger det dog også fast, at der kan forekomme tilfælde, hvor tvistnævnet alligevel er rette sagsøgte, når myndighedens afgørelser anfægtes. Den ledende dom er U 2003.71 H, hvor Højesteret udtalte, at tvistnævn i visse tilfælde kan være rette sagsøgte, ”herunder i tilfælde, hvor en af parterne gør gældende, at nævnets afgørelse er ugyldig som følge af sagsbehandlingsfejl eller lignende”. Rækkevidden af dette udsagn er imidlertid uklar, og Karsten Revsbech har med henvisning til U 2011.2555 H om Havneklagenævnet anført, at domstolene formentlig også vil acceptere, at tvistnævn er rette sagsøgte, hvor det gøres gældende, at tvistnævnets afgørelse er ugyldig som følge af hjemmelsmangler og visse andre retlige fejl af materiel karakter, jf. Revsbech i Dahl m.fl. (red.): Festskrift til Jens Peter Christensen, 2016, s. 473 og 476. Denne opfattelse må anses for afvist af både by- og landsretten i MRF 2022.35 Ø, hvor sagsøgeren netop gjorde gældende (og formentlig med rette), at hegnssynet ikke havde haft hjemmel i mark- og vejfredsloven til at pålægge A en handlepligt som sket, da reglerne i lovens kap. II kun giver mulighed for udmåling af erstatning på grundlag af den objektive ansvarsregel i lovens § 3.

Så meget desto mere er det overraskende, at byretten ex officio rejste spørgsmålet om rette sagsøgte og afviste sagen, uden at hegnssynet – der er en offentlig myndighed – havde nedlagt påstand herom. Det er fast antaget i teorien, at domstolene ikke påser dette spørgsmål af egen drift, jf. f.eks. Rammeskow Bang-Pedersen m.fl.: Den civile retspleje, 5. udg., 2020, s. 164, Fenger (red.): Forvaltningsret, 2018, s. 907, Revsbech, a.st., s. 474 og Spleth: U 1984B.185 (186). Hvis domstolene i søgsmål anlagt mod tvistnævn påså forholdet ex officio, burde sagerne i bl.a. U 1982.233 Ø og U 2019.464 H formentlig tilsvarende have været afvist (eller der burde være sket frifindelse med henvisning til, at myndigheden ikke var rette sagsøgte). Om rette sagsøgte ved anfægtelse af tvistnævns afgørelser se også MRF 2021.92 V og MRF 2021.99 Ø med kommentarer.

Link til byrettens og landsrettens domme. (NB: Dommen er anket - se MRF 2023.122 H.)