MRF 2022.277
Retten i Holstebros dom af 13. september 2022, BS-26399/2021-HOL
A og B (adv. Sebastian Ekholm Scheffmann) mod Miljø- og Fødevareministeriet, Naturstyrelsen (adv. Louise Solvang Rasmussen)
Afvist, at ejer af ejendom i skov kunne vinde hævd på færdsel med motoriserede køretøjer på skovvej i strid med naturbeskyttelseslovens § 23, da motoriseret færdsel i skove kun kan ske efter tilladelse fra Naturstyrelsen, hvilket ikke var indhentet.
Sagen angik, hvorvidt A og B var berettiget til at benytte en adgangsvej fra Naturstyrelsens areal til en oplagsplads på deres ejendom. Der var konkret tale om en skovvej, som var beliggende inden for et naturområde. Naturstyrelsen havde opsat en bom (afspærring) for at tydeliggøre, at der ikke var adgang for motoriseret færdsel ad skovvejen, medmindre der forelå en aftale med Naturstyrelsen herom og for at hindre ulovlig parkering. Naturstyrelsen havde forud for anlæg af retssagen flyttet en bom fra en placering på skovvejen, der lå efter en adgangsvej til en del af A og B’s ejendom, til en anden placering, hvilket begrænsede A og B’s mulighed for at køre til og fra deres ejendom. A og B nedlagde påstand om, at Naturstyrelsen skulle anerkende, at de havde vundet hævd på færdsel med motoriserede køretøjer på adgangsvejen, og at betingelserne for hævdserhvervelse i øvrigt var opfyldt. Naturstyrelsen påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at sagen vedrørte en skovvej omfattet af naturbeskyttelseslovens § 23, som bestemte, at skove var åbne for færdsel til fods og på cykel, mens bestemmelsen ikke hjemlede ret til motoriseret færdsel ad skovveje, og at der efter U 2002.297/2 H ikke kunne vindes hævd i den konkrete sag, da en hævdserhvervelse ville være i strid med naturbeskyttelseslovens § 23. Naturstyrelsen afviste, at naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 10, jf. § 26 a var relevant, da der ikke var tale om en nedlæggelse af en skovvej, men alene en afspærring med bom, og at A og B i øvrigt havde en anden adgangsvej til ejendommen. A og B gjorde hertil gældende, at naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 10, jf. § 26 a, viste, at hævdserhvervelse ikke var udelukket, da det i Karnov-noten til § 26 a var anført, at reglerne i § 26 a ikke ændrer det forhold, at vejnedlæggelser kan være udelukket i medfør af andre regler, aftaler eller på grund af private færdselsrettigheder, herunder færdselsrettigheder opnået ved hævd. Byretten udtalte indledningsvist, at det fremgår af naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 1, at skove er åbne for færdsel til fods og på cykel, hvorfor man modsætningsvist kunne slutte, at motoriseret færdsel i skove kun kunne ske efter tilladelse. Begrebet skov måtte efter teori og praksis opfattes fysisk-botanisk. Efter en samlet vurdering fandt byretten, at den relevante del af vejen var en skovvej i skov omfattet af naturbeskyttelseslovens § 23. Byretten afviste, at naturbeskyttelseslovens § 23, stk. 10, jf. § 26 a, fandt anvendelse i denne sag, da der ikke var tale om nedlæggelse af en vej, men en flytning af en bom. Da der ikke kan vindes hævd i strid med den offentligretlige regulering, jf. herved også U 2002.297/2 H, tog byretten Naturstyrelsens frifindelsespåstand til følge.
Kommentar: Resultatet forekommer overbevisende, jf. også U 2002.297/2 H og MAD 2020.177 B, da A og B havde anden adgangsvej til deres ejendom, som ligeledes anført af Naturstyrelsen. Havde forholdet derimod været, at skovvejen var eneste adgangsvej til A og B’s ejendom, måtte forholdet nødvendigvis bedømmes anderledes, jf. også lov om private vejrettigheder, hvilket burde være tydeliggjort i byrettens begrundelse. Om hævd og modstrid med offentligretlig regulering se Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 828 ff.