MRF 2022.74
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 23. marts 2022, j.nr. 21/02949 og 21/02950
Ophævet afgørelse meddelt to grundejere om for halvdelen af vandløbsstræknings længde hver især at vedligeholde privat vandløb beliggende i skel for vandløbets fulde bredde, da der efter vandløbslovens § 36 ikke er mulighed for at pålægge andre end bredejerne vedligeholdelsesforpligtelsen af private vandløb.
Ikast-Brande Kommune traf den 21. januar 2021 i henhold til vandløbslovens § 36 afgørelse om omfang og udførelse af vedligeholdelse for en delstrækning på 385 meter af et åbent privat vandløb ved Nørre Snede. Delstrækningen var beliggende i skel for fem ejendomme med hver sin ejer til ejendommene beliggende nord for skellet henholdsvis til ejendommene mod syd for skellet. Delstrækningen var placeret i en afstand på 175 meter syd for Natura 2000-område nr. 53, og inden for arealet for delstrækningen var der registreret beskyttet natur i form af eng, mose og sø. Endvidere var vandløbet efter Vandområdeplanerne 2015-2021 målsat til god økologisk og god kemisk tilstand. Afgørelsen var meddelt til de to grundejere med en forpligtelse om, at de hver især vedrørende nærmere fastsatte forhold gennemførte vedligeholdelsen for halvdelen af delstrækningens længde i vandløbets fulde bredde. Afgørelsen blev påklaget af begge grundejere, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det fremgår af vandløbslovens § 35, at vedligeholdelsen af private vandløb påhviler bredejerne, medmindre der efter stk. 3 eller efter § 36 er truffet anden bestemmelse. Med henvisning afgørelserne i NMK-43-00618 (MAD 2017.166 Mfk) og NMK-43-00311 lagde Miljø- og Fødevareklagenævnet til grund, at vandløbslovens § 35 udtømmende angiver, hvem der kan være forpligtet til at vedligeholde et privat vandløb. Uanset ordlyden af vandløbslovens § 35 følger det således af nævnets praksis, at vandløbsmyndigheden ikke kan træffe afgørelse efter vandløbslovens § 36 om at pålægge andre end bredejerne at gennemføre vedligeholdelse af vandløbet. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede, at kommunen havde lagt til grund, at delstrækningen var beliggende i skel mellem ejendommene, men at vedligeholdelsesforpligtelsen var meddelt for vandløbets fulde bredde fordelt på halvdelen af delstrækningens længde. Med henvisning til at forpligtelsen til at gennemføre vedligeholdelsen på denne baggrund var sket uden hjemmel, ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet afgørelsen som værende ugyldig. Vedrørende vandløbets placering i forhold til Natura 2000-område og beskyttet natur bemærkede nævnet, at afgørelse efter vandløbslovens § 36 er omfattet af krav om væsentlighedsvurdering efter habitatbekendtgørelsen, herunder påvirkning af bilag IV-arter, samt at gennemførelse af vandløbsvedligeholdelse for beskyttet natur kan medføre tilstandsændring, som forudsætter dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 2. Endvidere bemærkede nævnet, at vandløbsmyndigheden i medfør af indsatsbekendtgørelsen ikke kan træffe afgørelse, som kan hindre, at miljømålet opnås.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med klagenævnets afgørelse i MAD 2017.166 Mfk, men giver anledning til tvivl om betydningen af vandløbslovens § 35, stk. 3. Efter denne bestemmelse kan spørgsmål om vedligeholdelsesbyrdens fordeling indbringes for vandløbsmyndigheden, og i mangel af forlig kan spørgsmålet forlanges indbragt for taksationskommissionen efter vejloven. Dette er i overensstemmelse med vandløbslovens § 80, hvorefter vandløbsmyndighedens afgørelser om erstatning og andre økonomiske spørgsmål (som fordeling af vedligeholdelsesudgifter) ikke kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, men skal afgøres af taksationskommissionen. I såvel klagenævns- som taksationspraksis har der imidlertid været tvivl om, hvorvidt § 35, stk. 3, er begrænset til de tilfælde, der er omfattet af § 35, stk. 2, dvs. hvor vedligeholdelsesbyrden forøges som følge af regulering af vandløb eller anlæg af nye vandløb. Senest har Overtaksationskommissionen for Århus og Holstebro i KFE 2020.1232 mere principielt forholdt sig til spørgsmålet og på baggrund af en gennemgang af vandløbslovens forarbejder konkluderet, at taksationskommissionerne kun har kompetence til at fordele vedligeholdelsesbyrden efter § 35, stk. 3, i de i stk. 2 omhandlede tilfælde. Kilden til den tidligere tvivl skal formentlig findes i dels, at forholdet mellem den fysiske og økonomiske vedligeholdelsesbyrde er uklar i vandløbslovens fra 1982, dels at lovgiver ikke ses at have overvejet de fulde konsekvenser af nedlæggelsen af landvæsensretterne ved lov 2001/1466, men må foreløbigt anses for afklaret med overtaksationskommissionens afgørelse i KFE 2020.1232.