MRF 2022.173
Østre Landsrets dom af 2. maj 2022, 11. afd., sag BS-6795/2020
(Ole Dybdahl, Jesper Jarnit og Kasper Madsen (kst.))
A og B (adv. Christian Laubjerg) mod C (adv. Brian Pihl Pedersen)
Afvist, at C grundet frihedshævd eller interessebortfald havde fortabt ret efter tinglyst servitut til at anvende privat fællesvej med motordrevne køretøjer.
Sagen vedrørte en vejret på en privat fællesvej iht. en i 1918 tinglyst servitut og omfanget heraf, herunder om C grundet frihedshævd eller interessebortfald havde fortabt retten til i medfør af servitutten at anvende den private fællesvej med motordrevne køretøjer. A og B havde taget bekræftende til genmæle i forhold til, at C havde adgang til gående og cyklende færdsel ad fællesvejen, men gjorde gældende, at retten til færdsel med motorkøretøj var bortfaldet som følge af frihedshævd, subsidiært ved interessebortfald. C, der overtog ejendommen 19 år forinden, forklarede, at hun i sin ejertid havde anvendt den private fællesvej til ind- og udkørsel gennem en låge til sin grund med bl.a. havetraktor og motorcykel samt parkering af sin bil. Hun forklarede endvidere, at hun ønskede at anvende den private fællesvej til færdsel med motorkøretøj, bl.a. fordi hun havde et ønske om at frasælge den bagerste del af ejendommen, der herefter fik indkørsel via den private fællesvej. Byretten fandt på den baggrund ikke, at det var godtgjort, at der var sket ændringer med hensyn til servitutten, eller at vejretten med motorkøretøj af andre grunde var bortfaldet. Dommen blev anket til landsretten, hvor C bl.a. gjorde gældende, at A og B havde fremsat anbringendet om frihedshævd og interessebortfald for sent. Landsretten bemærkede, at anbringendet blev gjort gældende af A og B ved supplerende påstandsdokument af 2. januar 2020 forud for hovedforhandlingen i byretten den 7. januar 2020, og at det fremgik af retsbogen fra hovedforhandlingen i byretten, at C frafaldt protesten mod, at anbringendet blev gjort gældende. På denne baggrund fandtes der ikke grundlag for at nægte anbringendet fremsat under anken. Herefter udtalte landsretten bl.a., at det efter forklaringen fra C måtte lægges til grund, at hun i sin ejertid havde anvendt den brede låge til ind- og udkørsel med en havetraktor, samt den smalle låge som delvis adgangsvej både til fods, på cykel og også i et vist omfang på knallert og motorcykel. Landsretten fandt herefter på den anførte baggrund og ud fra en samlet afvejning af parternes interesser, herunder C’s interesse i at kunne sikre en særskilt tilkørselsvej, fortsat at have en væsentlig interesse i at kunne håndhæve servitutten, der således ikke var ophørt grundet interessebortfald. Spørgsmålet var herefter, om A og B gennem hævdstid havde rådet over fællesvejen på en måde, der var uforenelig med servituttens fortsatte udøvelse, således at den var bortfaldet ved frihedshævd. Det måtte lægges til grund, at A bl.a. på et tidspunkt havde plantet syrenbuske op mod den smalle låge, og at han i perioder havde spærret dele af fællesvejen ved parkering med sine køretøjer. Det var imidlertid ikke godtgjort, at der var tale om en servitutstridig råden, som havde fundet sted over en længere årrække. På denne baggrund fandtes servitutten således heller ikke at være bortfaldet grundet frihedshævd. Herefter stadfæstede landsretten byrettens dom.
Kommentar: Dommen illustrerer, at privatretlige servitutter om færdselsret ikke bortfalder ved interessebortfald, så længe den påtaleberettigede efter servitutten har en interesse i at udnytte færdselsretten. I forhold til frihedshævd ses der ikke i dommen holdepunkt for, at færdselsretten skulle have været afbrudt for motorkøretøjer i tyve år, men det er lidt uforståeligt, at landsretten anfører ”over en længere årrække”, da frihedshævd i denne sag i alle tilfælde må forudsætte tyve års afbrydelse af den i servitutten anførte færdselsret.