MRF 2022.96
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 22. april 2022, j.nr. 22/00562
Ophævet Syddjurs Kommunes afgørelse efter vandløbslovens § 62 om at ophæve landvæsensnævnskendelse fra 1972, hvorefter Syddjurs Kommune var forpligtet til at vedligeholde drænsystem med efterfølgende fordeling af omkostninger på bredejere i sommerhusområde, da der ikke forelå nye faktiske forhold, og hensynet til ensrettet administration af private drænsystemer i kommunen ikke hjemlede en ophævelse af landvæsenskendelsen.
Sagen omhandlede fordeling af omkostninger forbundet med udskiftning af en delstrækning af drænsystemet for sommerhusområdet Ahl sydvest for Ebeltoft. De nærmere rammer for omkostningsfordelingen blev fastlagt med landvæsensnævnets kendelse af 15. november 1972. Efter kendelsen gennemføres alle tilsyns-, oprensnings-, vedligeholdelses- og reparationsarbejder af den daværende Ebeltoft Kommune med fordeling af omkostninger herfor mellem bredejerne og kommunen fordelt på fem interesseområder inden for sommerhusområdet. I 2017 foretog Syddjurs Kommune udskiftning af en delstrækning af hovedledningen, hvor omkostningerne blev fordelt efter kendelsen og i samme år opkrævet sammen med ejendomsskatten. Drænlauget for bredejerne i sommerhusområdet tilkendegav over for Syddjurs Kommune, at arbejdet havde været begrundet i skader forårsaget af rødder for piletræer inden for et begrænset område som følge af, at der var blevet etableret afløbsledninger i nærhed af drænledningen, og manglende vedligeholdelse. Drænlauget påklagede kommunens afgørelse om at foretage opkrævning af omkostningerne og gjorde gældende, at udgiften var en følge af manglende vedligeholdelse, hvorfor kommunen burde havde meddelt påbud efter vandløbslovens § 54. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviste i april 2018 at realitetsbehandle klagen (NMK-43-00746 – se MAD 2018.159 Mfk) med henvisning til, at opkrævningen ikke var en forvaltningsretlig afgørelse. Lodsejerne klagede herefter til Folketingets Ombudsmand, der i FOB 2020-37 tilsluttede sig, at opkrævningen ikke var en afgørelse, men fandt, at kommunens svar måtte anses for en afgørelse om ikke at meddele påbud efter vandløbslovens § 54, hvilket kan påklages til Miljø- og Fødeklagenævnet. Klagenævnet genoptog herefter sagen og hjemviste den til kommunen (20/14189). Efterfølgende traf Syddjurs Kommune den 9. november 2021 afgørelse om at ophæve landvæsensnævnets kendelse af 15. november 1972 for sommerhusområdet ved Ahl med henvisning til vandløbslovens § 62, hvorefter kommunen som vandløbsmyndighed kan ændre en vandløbskendelse, hvis de faktiske forhold har ændret sig, eller hvis den tidligere afgørelse var utilstrækkelig. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at kommunen ikke havde godtgjort, at betingelserne for at ophæve landvæsensnævnskendelsen efter § 62 var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at drænsystemets alder ikke udgjorde en ændring af de faktiske forhold, og at kommunens forpligtelse til at vurdere, om de faktiske forhold begrunder at meddele påbud om at genoprette den hidtidige tilstand, er gældende, uanset om landvæsensnævnets kendelse var gældende eller ej. En eventuel byrde ved administrationen af denne forpligtelse, som fulgte af loven og ikke af kendelsen, kunne derfor heller ikke begrunde en ophævelse af kendelsen. Nævnet fandt endvidere, at hensynet til at etablere en generel ensartet administration af drænsystemer inden for kommunen afvejet i forhold til et hensyn om, at bredejerne havde indrettet sig i tillid til kendelsen, ikke kunne føre til at, kendelsen måtte anses for utilstrækkelig. På den baggrund ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet kommunens afgørelse.