MRF 2022.282
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 7. oktober 2022, j.nr. 21/01059
Ikke medhold i klage over lovliggørende screeningsafgørelse om ikke-VVM-pligt af fældning af 10,3 ha skov, uanset det ikke kunne udelukkes, at enkelte træer havde været velegnet som yngle- eller rastetræer for flagermus, da der var mange yngle-, raste- og fourageringsmuligheder i området.
Fra september 2015 til september 2017 blev der uden forudgående ansøgning efter miljøvurderingslovens § 19 ryddet ca. 10,3 ha skov i Sejs-Svejbæk ved Silkeborg med henblik på byudvikling på det ryddede areal. I oktober 2018 indgav bygherren ansøgning om lovliggørelse af projektet med henvisning til miljøvurderingslovens § 19, jf. bilag 2, pkt. 1.d, om nyplantning og rydning af skov. Silkeborg Kommune traf i november 2018 screeningsafgørelse om, at projektet ikke var VVM-pligtigt, hvilket blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening (DN). Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede og hjemviste den 14. juli 2020 (j.nr. 19/00196) screeningsafgørelsen med henvisning til bl.a., at EU-Domstolen i de forenede sager C-196/16 og C-197/16 har udtalt, at lovliggørelse af manglende miljøvurdering efter VVM-direktivet forudsætter, at VVM-reglerne ikke omgås, og at den lovliggørende vurdering også skal tage hensyn til de indvirkninger på miljøet, der har været siden projektets gennemførelse, og ikke kun fremtidige indvirkninger, hvilket kommunen ikke havde taget i betragtning i sin afgørelse. Nævnet anførte endvidere, at kommunen ved fornyet screening skulle belyse kumulative virkninger, og at det efter det oplyste ikke var usandsynligt, at der kunne have været egnede yngle- og rastepladser for flagermus på det ryddede areal. Den 4. december 2020 traf Silkeborg Kommune en ny afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at skovfældningsprojektet ikke var VVM-pligtigt, idet kommunen bl.a. anførte, at projektet heller ikke i kumulation med byudviklingen på arealet ville give anledning til væsentlige indvirkninger på miljøet. For så vidt angik bilag IV-arter anførte kommunen, at der i sommeren 2018 var fundet en række flagmusarter i området omkring det ryddede skovområde, og at det ikke kunne udelukkes, at der havde været enkelte af de fældede træer, som havde været velegnede yngle- og rastetræer for flagermus. Der forelå dog ingen oplysninger om, hvorvidt der faktisk havde været flagermus i de pågældende træer, og da der var mange egnede yngle-, raste- og fourageringsmuligheder i området, vurderede kommunen, at træfældningen ikke havde betydning for bestandenes økologiske funktionalitet i området. Også denne screeningsafgørelse blev påklaget af DN. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) anførte, at bygherren i strid med miljøvurderingslovens §§ 18 og 19 ikke havde indgivet ansøgning, inden projektets gennemførelse, og at kommunens afgørelse derfor var en lovliggørelse af den manglende forudgående screening. Efter en samlet vurdering fandt nævnet ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at projektet ikke kunne forventes at få væsentlige indvirkninger på miljøet og derfor ikke var VVM-pligtigt. Nævnet lagde bl.a. vægt på, at kommunen havde vurderet, at projektet ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet for yngle- og rasteområder for flagermus, da der fandtes andre yngle-, raste- og fourageringsmuligheder i området, og at kommunen dermed også i tilstrækkeligt omfang havde forholdt sig til de indvirkninger på miljøet, der havde været siden projektets gennemførelse. For så vidt angik den landskabelige påvirkning havde kommunen vurderet, at de karaktergivende og geologiske landskabstræk ikke blev påvirket, ligesom kommunen havde forholdt sig til, at der ville være en kumulativ påvirkning mellem skovrydningen og boligbebyggelsen. På den baggrund gav nævnet ikke medhold i klagen over Silkeborg Kommunes screeningsafgørelse om, at skovfældningen ikke var VVM-pligtig.
Kommentar: Det må hilses velkomment, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i flere nye afgørelser har fulgt de af EU-Domstolen udstukne retningslinjer for lovliggørelse af manglende screening og/eller miljøvurdering efter VVM-direktivet, jf. også MAD 2021.132 Mfk og MRF 2022.106/2 Mfk. Den konkrete sag giver derimod anledning til en bemærkning om beskyttelsen af bilag IV-arters yngle- og rasteområder. Kommunen havde ved besigtigelse efter skovrydningen konstateret flagermus i området, ligesom det ifølge kommunen ikke kunne udelukkes, at der havde været ”velegnede yngle- og rastetræer” blandt de fældede træer. Det må i den forbindelse anses for en fejl, at klagenævnet ikke inddrog habitatbekendtgørelsens (2021/2091) § 10, jf. § 7, stk. 13, nr. 1, hvorefter der ikke kan træffes screeningsafgørelse efter miljøvurderingslovens § 21, såfremt projektet kan beskadige eller ødelægge bilag IV-arters yngle- og rasteområder. Både kommunen og nævnet fandt, at træfældningen ikke ville påvirke den økologiske funktionalitet for yngle- og rasteområderne, da der fandtes andre egnede yngle-, raste- og fourageringsmuligheder i området. Formuleringen giver anledning til tvivl, idet habitatdirektivets art. 12(1)(d) er formuleret som et generelt forbud mod enhver beskadigelse eller ødelæggelse af yngle- og rasteområder, hvor det afgørende efter EU-Domstolens praksis er, om der sker en nedsættelse eller et tab af den økologiske funktionalitet af disse områder, jf. f.eks. sag C-357/20, Grand hamster II (MRF 2021.198). Det er således uklart, om de ”velegnede yngle- og rastetræer” udgjorde selvstændige yngle- og rasteområder i direktivets forstand, eller om de alene indgik som elementer i et større yngle- og rasteområde, hvis samlede økologiske funktionalitet ikke blev påvirket som følge af træfældningen, hvilket nævnet burde have præciseret. Havde skovfældningen medført en beskadigelse eller ødelæggelse af et yngle- og rasteområde, ville dette have udgjort en selvstændig overtrædelse af naturbeskyttelseslovens § 29 a, stk. 2, og den ulovlige tilstand (beskadigelsen/ødelæggelsen) ville enten skulle lovliggøres fysisk eller retligt. I et sådant tilfælde vil tilsynsmyndigheden også skulle tage stilling til, om der er grundlag for at anvende miljøansvarsreglerne i naturbeskyttelseslovens kap. 11 a og miljøskadeloven.