MRF 2022.31
Østre Landsrets dom af 27. januar 2022, 18. afd., sag BS-2191/2020-OLR
(Ulla Staal, Lene Jensen og Jesper Jarnit)
A m.fl. (adv. Bjørn Schmidt Jensen for alle) mod Kalundborg Kommune (adv. Jacob Schall Holberg)
Kommune ikke rette sagsøgte og derfor frifundet i sag om vejstatus og vedligeholdelsespligt, hvor Vejdirektoratet som rekursinstans havde stadfæstet kommunens afgørelse om, at et vejareal havde status af privat fællesvej. Tillige afvist, at kommune på aftaleretligt grundlag var forpligtet til at vedligeholde den private fællesvej.
Sagen omhandlede et vejareal i et sommerhusområde, der oprindeligt var blevet udlagt i henhold til en ejerservitut i 1938. I 1940 blev de berørte ejendomme overdraget til en kommune, der var en anden end vejens beliggenhedskommune. Først ved kommunesammenlægningen i 2007 opstod der sammenfald mellem ejer- og beliggenhedskommune. Gennem en årrække havde ejerkommunen vedligeholdt vejen, men i 2017 afgjorde Kalundborg Kommune, at vejen havde status af privat fællesvej, og med afsæt heri meddelte kommunen de tilgrænsende vejberettigede ejendomme påbud om istandsættelse af vejen. Kommunen afviste, at der bestod en aftaleretlig forpligtelse for kommunen til at vedligeholde vejen. De bidragspligtige ejendomme (A m.fl.) påklagede afgørelsen til Vejdirektoratet, der foretog en omfattende gennemgang af historikken og det retlige grundlag for at fastslå vejens status. Vejdirektoratet konkluderede, at vejen havde status af privat fællesvej, og at kommunen derfor kunne meddele påbud om istandsættelse. Vejdirektoratet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse i forhold til nødvendigheden af istandsættelse og i forhold til udgiftsfordeling. Vejdirektoratet afviste at forholde sig til, om der forelå en aftaleretlig forpligtelse for kommunen til at vedligeholde vejen, men Vejdirektoratet tog stilling til, om kommunen i denne henseende havde iagttaget undersøgelsespligten, hvilket blev antaget at være tilfældet. A m.fl. indbragte sagen for domstolene ved sagsanlæg mod kommunen. A m.fl. nedlagde principal påstand om, at vejen skulle registreres som en offentlig vej, og subsidiær påstand om, at kommunen på aftaleretligt grundlag var forpligtet til at vedligeholde og istandsætte vejen. Kommunen påstod principalt afvisning, subsidiært frifindelse i forhold til de påstande, der angik retlige forhold, som Vejdirektoratet havde taget stilling til, med henvisning til, at kommunen ikke var rette sagsøgte. Kommunen påstod endvidere frifindelse i forhold til, at der påhvilede kommunen en aftaleretlig forpligtelse til at vedligeholde vejen. Byretten fandt, at kommunen ikke var rette sagsøgte i forhold til de vejretlige spørgsmål, som Vejdirektoratet havde prøvet og dermed afgjort som rekursinstans, og kommunen blev derfor frifundet for de påstande, der angik disse spørgsmål. I forhold til om der påhvilede kommunen en aftaleretlig forpligtelse til at vedligeholde vejen, fandt byretten, at tidligere sporadisk vedligeholdelse ikke kunne begrunde en aftaleretlig forpligtelse for kommunen til at vedligeholde vejen, hvorefter kommunen blev frifundet. A m.fl. ankede til landsretten, der tiltrådte, at spørgsmål om vejstatus mv. havde været genstand for prøvelse og afgjort af Vejdirektoratet, hvorfor der i realiteten var tale om en prøvelse af Vejdirektoratets afgørelse. Herefter blev kommunen ikke anset for rette sagsøgte og blev frifundet for de påstande, der angik vejretlige forhold afgjort af Vejdirektoratet. I forhold til spørgsmålet om en aftaleretlig forpligtelse til at vedligeholde vejen tiltrådte landsretten, at A m.fl. ikke havde godtgjort en sådan forpligtelse, hvorefter kommunen blev frifundet.
Kommentar: Spørgsmålet om rette sagsøgte har været aktualiseret i flere nyere domme på vejlovens område, se MRF 2021.204 V og MRF 2021.216 B. For retspraksis om rette sagsøgte ved anfægtelse af påklagede afgørelser kan desuden henvises til MRF 2021.103 B og MRF 2021.295 Ø.