MRF 2021.216
Retten i Holstebros dom af 2. august 2021, sag BS-39359/2020-HOL
A (adv. Knud Borup Jensen) mod Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen) og B og C (adv. Pernille Rüsz Bloch)
Vejdirektoratets stadfæstelse af afgørelse om vedligeholdelse af privat fællesvej ikke ugyldig, ligesom naboer fandtes at have vejret. Vejdirektoratet ikke rette sagsøgte mht. spørgsmål om vejret.
I juni 2019 traf Holstebro Kommune afgørelse om vedligeholdelse og fordelingen af udgifterne til en ca. 75 m strækning af en privat fællesvej over A’s ejendom. A påklagede afgørelsen til Vejdirektoratet, der stadfæstede afgørelsen i maj 2020. Herefter sagsøgte A Vejdirektoratet med påstand om ophævelse af afgørelsen (påstand 1) samt naboerne B og C og Vejdirektoratet med påstand om at anerkende, at der ikke tilkom B og C vejret over vejen på i alt seks matrikler (påstand 2). A gjorde bl.a. gældende, at der slet ikke var tale om en privat fællesvej, og at kommunen derfor ikke havde hjemmel til at træffe afgørelse om vedligeholdelse. Over for A’s påstand 1 påstod Vejdirektoratet frifindelse og gjorde overordnet gældende, at direktoratets afgørelse var lovlig og gyldig, da vejen på A’s ejendom var en privat fællesvej. Vejdirektoratet afviste tillige, at den privatretlige tvist mellem A på den ene side og B og C på den anden om vejretten (påstand 2) kunne føre til, at direktoratets afgørelse var ugyldig. Over for A’s påstand 2 påstod Vejdirektoratet principalt afvisning med den begrundelse, at forholdet faldt uden for direktoratets kompetence. B og C påstod frifindelse og anførte bl.a., at de drev en landbrugsejendom og havde behov for at anvende A’s vej til landbrugsmaskiner, og at de derfor havde vejret på grundlag af § 1 i lov om private vejrettigheder (vejrettighedsloven), subsidiært, at de havde vundet hævd på vejret efter DL 5-5-1, da ejerne af de to ejendomme havde benyttet vejen i over 20 år, og der var tale om en synbar råden, og mere subsidiært, at de havde vundet alderstidshævd på vejretten. Byretten gav Vejdirektoratet medhold i, at direktoratet ikke var rette sagsøgte for påstand 2, men understregede, at dette spørgsmål vedrørte sagens realitet, hvorfor direktoratet frifandtes. Derefter lagde retten til grund, at B og C’s ejendom var et landbrugsareal, og at den omtvistede vej ifølge Geodatastyrelsens matrikelkort gav adgang til fem af de i påstanden nævnte matrikler, men ikke den sjette. Retten bemærkede, at vejens forløb i marken i det væsentlige stemte med matrikelkortet. Retten lagde på grundlag af vidneforklaringer og de fremlagte kort og luftfotos til grund, at vejen i hvert fald siden 1973 uhindret havde været anvendt af skiftende ejere og forpagtere som adgangsvej til B og C’s ejendom, indtil A forsøgte at spærre den, og at vejen var den primære adgangsvej til B og C’s ejendom. I sin vurdering lagde retten vægt på, at de andre mulige adgangsveje var private veje. Retten fandt, at A ikke havde ført bevis for, at B og C ikke har ret til at anvende vejen. Herefter kunne vejretten ifølge vejrettighedslovens § 1 ikke fortrænges af A, selvom vejretten ikke var tinglyst. Retten fandt derfor, at de til enhver tid værende ejere af B og C’s ejendom havde vejret over den omtvistede vej. B og C frifandtes derfor for A’s påstand 1, ligesom B og C’s selvstændige påstand over for A toges til følge for så vidt angik fem af de seks matrikler. Byretten fandt, at Vejdirektoratet med rette havde lagt til grund, at den omtvistede vej var en privat fællesvej, jf. privatvejslovens § 10, nr. 3. Kommunen havde derfor haft hjemmel i lovens § 15, stk. 4, til at foretage en fordeling af arbejderne og udgifterne til de arbejder, som kommunen kræver udført, i forhold til de vejberettigedes brug. Idet A ikke havde godtgjort, at Vejdirektoratets afgørelse led af mangler, frifandtes direktoratet for A’s påstand 1.
Kommentar: Tvisten er i betydelig grad afgjort på grundlag af § 1 i lov om private vejrettigheder fra 1938, der ikke må forveksles med lov om private fællesveje (2015/1234). § 1 i den gamle (fortsat gældende) lov lyder: ”Når en vej er eneste eller væsentligste adgang til en ejendom eller til nogen af dennes lodder, og vejen er angivet på matrikelskortet, hvis udvisende i det væsentlige stemmer med forholdene i marken, kan retten til denne vej, selv om den ikke er tinglyst, ikke fortrænges af senere erhververe af rettigheder over den tjenende ejendom ifølge aftale eller retsforfølgning”. Som dommen viser, er en privat vejret ikke betinget af tinglysning, hvilket er forklaringen på, at byretten ikke tog stilling til, om hævdsbetingelserne var opfyldt, idet byretten fandt det godtgjort, at adgangen over A’s ejendom var den væsentligste adgangsvej til B’s og C’s ejendomme. Da B og C havde vejret på vejen over A’s ejendom, medfører dette i sig selv, at der er tale om en privat fællesvej, jf. § 10 i privatvejsloven, hvilket bl.a. udløser den retsvirkning, at det er kommunen, der som vejmyndighed efter privatsvejslovens § 15 tager stilling til den private fællesvejs vedligeholdelse og fordelingen af udgifter hertil. Om vejmyndighedens og Vejdirektoratets stillingtagen til præjudicielle privatretlige spørgsmål ved administration af privatvejslovens regler se MRF 2021.204 V med kommentar.