MRF 2021.204
Vestre Landsrets dom af 12. februar 2021, 12. afd., sag BS-2701/2020-VLR
(Stig Glent-Madsen, Astrid Bøgh og Jens Røn)
UA (adv. Paul Lorenzen) mod Vejdirektoratet (adv. Louise Solvang Rasmussen) og KS (adv. Caroline Louise Ganzhorn)
Vejdirektoratets ophævelse af påbud om fjernelse af hæk fra privat fællesvej gyldigt, idet kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt, om hækken var plantet på det ibrugtagne vejareal. Ejeren af vejarealet var ikke rette sagsøgte for påstand om ophævelse af Vejdirektoratets afgørelse.
Sagen angik en privat fællesvej beliggende på KS’ ejendom i Mariagerfjord Kommune. Med en lokalplan fra 2008 overgik området til at være byzone, hvorefter kommunen var ophørt med at administrere vejen som en privat fællesvej, idet KS ikke anerkendte, at andre havde vejret til strækningen, og i 2010 foretog KS udstykning af det areal, hvor vejen var placeret. I en dom fra februar 2017 fastslog Vestre Landsret imidlertid, at vejen fortsat tjente som en privat fællesvej, hvorefter en vejberettiget, UA, anmodede kommunen om at påbyde KS bl.a. at fjerne en hæk, der i 2013 var plantet på en del af det i 2010 udstykkede areal, som UA mente hørte til vejen. I juni 2017 meddelte kommunen påbud til KS om bl.a. at fjerne hækken af hensyn til færdslen på vejen i medfør af § 61, stk. 2, i lov om private fællesveje (privatvejsloven), og om retablering af vejen. KS påklagede afgørelsen til Vejdirektoratet, der den 9. februar 2018 ophævede kommunen påbud om at fjerne hækken med henvisning til, at hækken blev plantet i 2013, hvor kommunen efter eget udsagn ikke havde administreret vejstrækningen som privat fællesvej, hvorfor plantningen af hækken ikke var i strid med privatvejslovens bestemmelser. Endvidere anførte Vejdirektoratet, at kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt og godtgjort, at det areal, hvor hækken var plantet, var en del af det ibrugtagne vejareal. UA anlagde herefter sag mod Vejdirektoratet og KS med principal påstand om, at de sagsøgte skulle anerkende, at Vejdirektoratets afgørelse skulle ophæves. For byretten påstod Vejdirektoratet i første række afvisning som følge af UA’s manglende retlige interesse, mens KS påstod frifindelse og gjorde gældende ikke at være rette sagsøgte. Byretten fandt, at Vejdirektoratet havde anset UA for part i klagesagen vedrørende påbuddet om fjernelse af hækken og i den forbindelse havde partshørt UA, hvorfor UA kunne indbringe Vejdirektoratets afgørelse for retten. Vejdirektoratets afvisningspåstand blev derfor ikke taget til følge. I forholdet mellem UA og KS fandt byretten, at Vejdirektoratets afgørelse ikke var en tvist mellem UA og KS, hvorfor KS ikke var rette sagsøgte og derfor allerede af den grund blev frifundet. Vedrørende realiteten påstod Vejdirektoratet frifindelse navnlig med henvisning til, at kommunen ikke havde oplyst spørgsmålet om bredden af den private fællesvej tilstrækkeligt, hvorfor direktoratet med rette havde ophævet påbuddet. Vejdirektoratet anerkendte endvidere, at det i direktoratets afgørelse anførte om, at hækken ikke var i strid med privatvejsloven, idet kommunen indtil Vestre Landsrets dom i 2017 ikke havde administreret vejen som en privat fællesvej, ikke var fyldestgørende, men anførte, at denne fejl var konkret uvæsentlig. Byretten lagde til grund, at KS ikke havde anerkendt, at hækken var placeret på et areal, der var taget i brug som privat fællesvej, hvorfor kommunen ikke i tilstrækkelig grad havde undersøgt og godtgjort, hvilket grundlag kommunen havde haft for at administrere arealet med hækken som en del af det ibrugtagne vejareal, idet retten bemærkede, at hverken by- eller landsrettens domme i den tidligere sag om vejretten havde taget stilling til bredden af vejen. UA ankede dommen til landsretten, for hvilken Vejdirektoratet frafaldt sin afvisningspåstand. UA gjorde supplerende gældende, at vejarealet i 2010 var blevet udstykket, og at hækken var placeret på denne matrikel og derfor på vejarealet. Landsretten frifandt KS af de grunde, som byretten havde anført. I forholdet mellem UA og Vejdirektoratet fandt landsretten det heller ikke bevist, at KS havde anerkendt en bestemt vejbredde. Den omstændighed, at KS særskilt havde fået matrikuleret det areal, som hækken var plantet på, som vej, kunne ikke tages som udtryk for en anerkendelse af, at det udstykkede areal i sin helhed var taget i brug som vej. Herefter og i øvrigt af de grunde, som byretten havde anført, blev Vejdirektoratet frifundet.
Kommentar: Sagen illustrerer vanskelighederne ved vejmyndighedens administration af privatvejslovens regler, der befinder sig i snitfladen mellem privatret og offentlig ret. På den ene side har hverken kommunen eller Vejdirektoratet kompetence til at afgøre privatretlige spørgsmål om f.eks. vejrettens eksistens og omfang. På den anden side udgør disse privatretlige forhold i vid udstrækning det underliggende grundlag for lovens offentligretlige bestemmelser, herunder om fjernelse af beplantning fra vejareal. Som Vestre Landsrets dom i denne sag viser, er vejmyndigheden forpligtet til at oplyse sagen, hvis der er uenighed om arealet af en privat fællesvej, og vejmyndigheden må i sidste ende tage præjudiciel stilling til det privatretlige spørgsmål, hvis parterne ikke har fået det afklaret ved domstolene. Vejmyndighedens afgørelse af det præjudicielle spørgsmål vil dog ikke være bindende for de private parter, der i givet fald må anlægge en efterfølgende sag ved domstolene med henblik på dets endelige afgørelse. Se også Ramhøj: Private fællesveje, 2. udg., 2016, s. 199 i relation til privatvejslovens § 66 samt MRF 2021.216 B om fordeling af vedligeholdelsesomkostninger efter lovens § 15.
Frifindelsen af KS er helt i overensstemmelse med hidtidig retspraksis, hvorefter rette sagsøgte for et anerkendelsessøgsmål vedrørende lovligheden og gyldigheden af en myndigheds afgørelse er den myndighed, der har truffet afgørelsen, og ikke adressaten for afgørelsen, jf. MAD 2008.55 V. Uanset dette havde det dog været hensigtsmæssigt, om KS som ejer af det omhandlede vejareal havde været (med)inddraget i sagen, ikke mindst af hensyn til sagens oplysning, idet retten bl.a. skulle tage stilling til, om KS kunne anses for at have anerkendt en bestemt vejbredde. Se til sammenligning U 1992.227 H og U 2002.757 H om inddragelse af førsteinstansen i en sag, hvor en rekursinstans har truffet afgørelse, og hertil Toftegaard Nielsen i U 2000B.319, Mathiassen i U 2004B.171 og Pagh i TfM 2007.241.