MRF 2021.103
Københavns Byrets dom af 15. april 2021, sag BS-15287/2020-KBH og BS-16479/2020-KBH
A ApS mod Planklagenævnet og A ApS mod Tårnby Kommune
Byggearbejder på ældre udestue, hvorved alene fundamentet blev bevaret, mens der opførtes nye mure, ændret tagkonstruktion mv., var så væsentlige, at der var tale om nyopførelse i strid med lokalplan. Kommune var forpligtet til at påbyde fysisk lovliggørelse af udestuen efter byggelovens § 16 C. Kommunen var ikke rette sagsøgte for påstande, der vedrørte en vurdering af byggeriet efter planlovens regler.
Sagen angik, om nogle arbejder på en udestue skulle betragtes som nyopførelse eller vedligeholdelse, og dermed om der var tale om eksisterende lovlig anvendelse i relation til en lokalplan, eller om der kunne meddeles lovliggørende dispensation. Sagen angik videre spørgsmålet om rette sagsøgte ved prøvelse af rekurrerede afgørelser. Tårnby Kommune meddelte i juni 2016 byggetilladelse til nogle bygningsændringer i et rækkehus. Efter at kommunen blev opmærksom på, at ejendommens ejer, A ApS, var ved at opføre en tilbygning på ejendommen uden byggetilladelse, meddelte kommunen den 12. oktober 2017 et standsningspåbud efter byggeloven, hvilket A ApS påklagede til statsforvaltningen (nu Byggeklageenheden, Nævnenes Hus). Den 21. november 2017 meddelte kommunen et lovliggørelsespåbud efter byggelovens § 16 C, stk. 3, hvilket A ApS tillige påklagede til statsforvaltningen. Den 5. december 2017 indsendte et arkitektfirma en ansøgning om byggetilladelse til tilbygningen, hvori var anført, at arkitektfirmaet fastholdt, at renoveringsarbejderne ikke krævede byggetilladelse. Tårnby Kommune meddelte den 14. december 2017 afslag på ansøgningen med henvisning til planlovens § 18 og med den begrundelse, at tilbygningen/udestuen ikke lå i det byggefelt, der i den gældende lokalplan for området var udlagt til yderligere bebyggelse på ejendommen. Afgørelsen af 14. december 2017 blev påklaget til Planklagenævnet af A ApS, der samtidig tillige klagede til Planklagenævnet over kommunens påbud af 12. oktober og 21. november 2017. Planklagenævnet traf den 10. januar 2020 afgørelse om ikke at give medhold i klagen (j.nr. 18/05893), idet nævnet fandt, at opførelsen af udestuen skulle betragtes som en nyopførelse, uanset udestuen erstattede en tidligere udestue, og uanset at den nye udestue var opført med samme placering og på samme fundament som den tidligere udestue, idet der var opført nye mure og ny tagkonstruktion på udestuen. Planklagenævnet fandt videre, at der ikke kunne meddeles dispensation fra lokalplanen til udestuen, da det ville stride mod lokalplanens principper. Byggeklageenheden ophævede den 24. januar 2020 kommunens lovliggørelsespåbud af 21. november 2017 efter byggeloven som følge af begrundelsesmangler, hvorefter kommunen den 25. februar 2020 udstedte et nyt lovliggørelsespåbud efter byggeloven. A ApS anlagde herefter sag mod Planklagenævnet henholdsvis Tårnby Kommune. De to sager blev af byretten behandlet samlet. Over for Planklagenævnet nedlagde A ApS fire sideordnende anerkendelsespåstande, mest væsentligt om at afgørelsen af 10. januar 2020 var ugyldig. Planklagenævnet påstod heroverfor frifindelse, mens de tre øvrige påstande principalt blev påstået afvist. Over for Tårnby Kommune nedlagde A ApS tre sideordnede anerkendelsespåstande om, (1) at kommunen lovliggørelsespåbud af 25. februar 2020 var ugyldigt, (2) at sagsøgers arbejder på tilbygningen skulle anses for reparation og renovering af eksisterende bebyggelse, og (3) at sagsøger kunne bibeholde tilbygning. Tårnby Kommune påstod frifindelse. I forholdet mellem A ApS og Planklagenævnet lagde retten til grund, at ejendommen generelt var i en meget dårlig stand, at udestuen var uopvarmet og opført i 1960’erne, og at fundamentet på udestuen fremstod uændret efter byggearbejderne. Retten fandt det imidlertid godtgjort, at alle eksisterende bygningsdele var nedrevet, at der var opført to nye mure, der var højere end de oprindelige mure og uden de oprindelige vinduer. Der var endvidere lavet indervægge af nye bjælker, der skulle isoleres, og der blev bygget helt nyt tag med en ændret tagkonstruktion og nye ovenlysvinduer. Udestuens frontparti ville ligeledes blive ændret. Efter rettens vurdering var der tale om så væsentlige bygningsmæssige ændringer, at der ikke var tale om vedligeholdelse og reparation af den eksisterende udestue, men reelt en nyopførelse af en udestue. Retten fandt, at byggeriet var i strid med principperne i lokalplanen, hvorfor der ikke kunne opnås dispensation efter planlovens § 19. Da Planklagenævnets afgørelse af 10. januar 2020 dermed var gyldig, blev nævnet frifundet. I forholdet mellem A ApS og Tårnby Kommune fandt retten, at påstand 2 og 3 rakte videre end det, kommunen havde taget stilling til i lovliggørelsespåbuddet af 25. februar 2020, der alene angik forhold omfattet af byggeloven. Påstand 2 og 3 vedrørte derimod en vurdering af byggeriet efter planlovens regler, hvorfor kommunen ikke var rette sagsøgte og derfor blev frifundet for disse påstande. For så vidt angik påstand 1 om gyldigheden af kommunens lovliggørelsespåbud bemærkede retten, at der var tale om en nyopførelse af den pågældende udestue og ikke en bibeholdelse af den eksisterende udestue, hvilket var forudsat i Tårnby Kommunes byggetilladelse af 2. september 2016. Da der ikke var søgt om eller meddelt byggetilladelse til udestuen, var der tale om et forhold i strid med byggelovens § 16, stk. 1, jf. § 2, stk. 1. Kommunen havde ikke hjemmel til at give en byggetilladelse til udestuen, da forholdet var i strid med lokalplanen, hvorfor kommunen var forpligtet til at påbyde fysisk lovliggørelse af udestuen efter byggelovens § 16 C, stk. 3. Tårnby Kommune blev derfor også frifundet.
Kommentar: Byrettens præmisser om afgrænsning af prøvelsen over for Tårnby Kommune er illustrative for spørgsmålet om rette sagsøgte, når gyldigheden af påklagede afgørelser anfægtes, om end forholdet i denne sag blev yderligere kompliceret af, at kommunen havde truffet afgørelser efter både byggeloven og planloven, hvor afgørelsen efter planloven var blevet påklaget til Planklagenævnet. Når der ikke var opnået byggetilladelse til udestuen, og en sådan i øvrigt ikke kunne opnås, fordi udestuen (som fastslået af Planklagenævnet) var i strid med lokalplanen, var kommunen – som anført af byretten – forpligtet til at foranledige fysisk lovliggørelse af byggeriet efter såvel planloven som byggeloven, medmindre kommunen valgte at iværksætte en retlig lovliggørende lokalplan af byggeriet, jf. planlovens § 51. Såfremt A ApS alene havde indbragt kommunens lovliggørelsespåbud af 25. februar 2020 for domstolene, viser byrettens præmisser, at A ApS havde været afskåret fra at få prøvet spørgsmålet om lovligheden af udestuen og muligheden for lovliggørende dispensation/byggetilladelse, hvilket er på linje med landsrettens dom i MRF 2021.95 V.