MRF 2022.216
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 25. august 2022, j.nr. 21/14118
Ophævet og hjemvist Roskilde Kommunes påbud efter miljøbeskyttelseslovens § 42 med vilkår om maksimalt støjbidrag fra virksomhed for industrilakering, da afgørelsen led af væsentlig retlig mangel ved ikke i støjklassificeringen af området at have taget hensyn til, at området var lokalplanlagt til boliger.
Sagen omhandlede en virksomhed for industrilakering beliggende i Gundsølille. Virksomheden var beliggende i landzone i et område, der efter rammebestemmelse i kommuneplanlægningen var udlagt til bolig og erhverv og efter lokalplan udlagt til delområde for landbrug og lignende landzoneerhverv afgrænset af delområde planlagt for bolig. Efter to orienterende miljømålinger meddelte Roskilde Kommune i 2021 i henhold til miljøbeskyttelseslovens § 42 påbud med vilkår om maksimalt støjbidrag fra ventilationsanlæg og intern kørsel med truck. Det fremgik af afgørelsen, at støjvilkår var fastsat ud fra en konkret vurdering, da Miljøstyrelsens vejledning nr. 5 af 1984, Ekstern støj fra virksomheder, ikke fastsætter generelle vejledende grænseværdier for områdetypen ”det åbne land (inkl. landsbyer og landbrugsarealer)”. For den konkrete vurdering blev det lagt til grund, at der i området var både aktive erhverv og boliger, hvorfor vilkårene afspejlede områdetypen ”områder for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, centerområder (bykerne)” efter Miljøstyrelsens vejledning med et maksimalt støjbidrag på 55, 45 og 40 dB for henholdsvis dag-, aften- og natperioden, mens de vejledende vilkår for områdetypen ”boligområder for åben og lav boligbebyggelse” er 45, 40 og 35 dB. Afgørelsen blev påklaget af en nabo til virksomheden. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at det fremgår af punkt 2.2.3 om uddybende beskrivelse af områdetyperne i Miljøstyrelsens vejledning om ekstern støj fra virksomheder, at det normalt er den planlagte anvendelse af et konkret område, der er bestemmende for, hvilken områdetype et område skal henføres til, medmindre der faktisk forekommer mere støjfølsom anvendelse inden for området. Nævnet konstaterede, at virksomheden efter den foreliggende lokalplan grænsede op til et delområde udlagt til anvendelse for bolig. Miljø- og Fødevareklagenævnet henviste til, at det anførte i Miljøstyrelsens vejledning lægges til grund for nævnets praksis, hvorfor nævnet ophævede afgørelsen og hjemviste sagen til fornyet behandling, da afgørelsen på den baggrund blev anset for at lide af en væsentlig retlig mangel ved ikke at have inddraget hensynet til den planlagte anvendelse af området.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med fast praksis, hvorefter støjklassificering bestemmes af, hvordan området faktisk anvendes, medmindre området er lokalplanlagt til en mere støjfølsom anvendelse end den faktiske anvendelse. Se Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 644.