MRF 2022.259
Vestre Landsrets dom af 14. november 2022, 5. afd., sag BS-40639/2021-VLR
(Marie Kathrine Nielsen, Stig Glent-Madsen og Jette Uhrenholt (kst.))
A (adv. Jes Weyhe Grønbæk) mod E (adv. Anders Tourlin Kolte ved adv. Jacob Gleie) og C (adv. Jens Egsgaard).
Landmænd var ikke erstatningsansvarlige for skader på markveje som følge af pløjning for tæt ved vejene. Afvist, at vejen skulle tilbageføres, så den ikke overskred skel, da der ikke var afholdt forudgående skelforretning, jf. udstykningslovens § 38. Vejret anerkendt.
Sagen vedrørte private markveje, som dels løb øst-vest langs matrikel cc og aa (i det følgende benævnt grøn vej), og som dels løb i nord-syd langs matrikel bb og matrikel aa (i det følgende benævnt rød vej). Grøn vej var i det væsentligste placeret på matrikel cc, som var ejet af A. Rød vej var i det væsentligste placeret på matrikel aa, som var ejet af boet efter B, der under sagen for landsretten overgik til E. C havde alene været forpagter af landbrugsjorden på matrikel aa, og forpagtningsaftalen var ved sagens begyndelse ophørt. På foranledning af A blev der i januar 2016 holdt møde med Favrskov Kommune angående rød vej. Baggrunden for mødet var en henvendelse fra A om problemer på rød vejs nordlige del på matrikel aa, ejet af boet efter B. Problemerne bestod i, at skråningen langs den østlige del af markvejen var så stejl, at den ikke længere kunne bære vejens trafik. Der var på mødet enighed om, at A skulle istandsætte vejen for den del, hvor der var skråning, og afholde alle udgifter hertil. A påbegyndte istandsættelsesarbejdet af rød vej som aftalt, men under arbejdet mente A, at nogle af de betonbrokker, som A havde placeret på skråningen var blevet fjernet, hvilket gav anledning til, at A anlagde sag mod boet efter B og C, hvor A nedlagde påstand om (1) anerkendelse af vejret i henhold til aftale på mødet med kommunen samt påstand om, (2) at boet efter B og C, in solidum, subsidiært hver for sig skulle betale omkostningerne 28.000 kr. ved at genetablere rød vej i overensstemmelse med parternes aftale under mødet den 13. januar 2016, og (3) at boet efter B og C, in solidum, subsidiært hver for sig skal betale omkostningerne 108.000 kr. ved at genetablere grøn vej. Boet efter B tog bekræftende til genmæle for den første påstand, påstod frifindelse for de to andre påstande og nedlagde selvstændig påstand om, at A var forpligtet til for egen regning at tilbageføre den øst/vestgående markvej, så den ikke overskred skellet til matrikel aa. Under sagen blev der udmeldt syn og skøn, der bl.a. konkluderede, at betonstykkerne ikke var egnet til at bygge skråning med, og at der i øvrigt ikke var noget, der indikerede, at rød vej var begyndt at skride eller var overbelastet. Endvidere fremgik af skønserklæringen, at det på ældre luftfotos kunne ses, at grøn vej havde haft et lige forløb parallelt med skellet langs matrikel aa. Af skønserklæringen fremgik endvidere, at vejens forløb i 2010 ændrede sig således, at sydsiden af vejen blev flyttet mod syd, og at der formentlig blev kørt fyld på vejen umiddelbart før luftfotoet fra 2010 blev optaget. Det fremgik af skønserklæringen, at vejens overskridelse af skel skete på en strækning på ca. 130 meter, og at den maksimale overskridelse var 1 meter. Byretten fandt ikke, at A havde godtgjort, at B eller C havde forvoldt skade på rød vej, herunder har ødelagt relevant istandsættelsesarbejde udført af A, eller at B eller C på noget tidspunkt havde pløjet ind over skel eller på anden måde har beskadiget den del af grøn vej, som lå på A’s jord. Samtidig udtalte byretten, at der ikke forelå oplysninger om, at B på noget tidspunkt havde accepteret, at A udvidede grøn vej ind over skel til matrikel aa. Herefter frifandt byretten boet efter B og C for de af A nedlagte betalingspåstande. Boet efter B’s påstand om, at vejen skulle tilbageføres, blev afvist, da der efter udstykningslovens § 38 ikke kan anlægges retssag, førend skelforretning har fundet sted, og dette ikke var sket. A indbragte sagen for landsretten, hvor boet efter B var afsluttet, og at arving E indtrådte i sagen. A fastholdt sine påstande om, at E og C skulle dømmes in solidum, subsidiært hver for sig til at betale omkostningerne til at genetablere rød vej (påstand 1) og omkostningerne til at betale for genetableringen af grøn vej (påstand 2). Landsretten lagde efter forklaringerne og de fremlagte billeder til grund, at der fra B’s mark var pløjet tættere på markvejene, men fandt ikke, at dette kunne tillægges afgørende betydning for de nedlagte påstande, da det ikke fandtes bevist, at B og/eller C havde beskadiget eller ødelagt de to omhandlede markveje ved at pløje ind i dem eller i øvrigt har ødelagt allerede foretaget istandsættelse. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.