MRF 2022.254
Vestre Landsrets dom af 17. oktober 2022, 4. afd., sag BS-46291/2021-VLR
(Annette Dellgren, Lisbeth Kjærgaard og Anne Lægaard Bindslev (kst.))
A (adv. Tommy Olesen) mod B og C (adv. Søren Vasegaard Andreasen)
A havde ikke vundet ejendomshævd eller servituthævd på arealer i skel mellem to sommerhusgrunde og havde ikke krav på erstatning for fjernet træ og stakit, der stod på naboejendommen. Afvist, at A ifaldt naboretligt ansvar for skyggende træ nær skel.
A købte med overtagelse 1. maj 2019 en sommerhusejendom på D-vej 17 i Skagen, og B og C købte med overtagelse 1. oktober 2019 naboejendommen på D-vej 19. Efterfølgende opstod der uenighed mellem naboerne om skellet, om hvorvidt A havde ret til at færdes over en passage mellem de to ejendomme, om et træ på A’s ejendom generede B og C, og om B og C havde handlet erstatningspådragende ved at fjerne et stakit og et træ ved skel til A’s ejendom. På baggrund af uoverensstemmelserne blev der i marts 2021 i en forbudssag indgået foreløbigt forlig, og i april 2021 blev der på A’s foranledning afholdt skelforretning. Uenigheden gav tillige anledning til, at A i januar 2021 anlagde retssag mod B og C, hvor A nedlagde påstand om, at A havde vundet ejendomshævd over et areal i skel og subsidiært servituthævd til fri og uhindret benyttelse af arealet, samt påstand om, at B og C var erstatningsansvarlig for udgifterne til at retablere det stakit og træ i skel, som B og C havde fjernet. B og C påstod frifindelse og gjorde til støtte herfor bl.a. gældende, at hævdsbetingelserne ikke var opfyldt, og at en utinglyst hævdsret i alle tilfælde var ekstingveret, da B og C var i god tro herom ved erhvervelsen, ligesom B og C bestred, at de havde fjernet hegn eller træ på A’s ejendom, og i øvrigt anførte, at en prøvelse heraf måtte kræve hegnssyn. B og C nedlagde endvidere en selvstændig påstand om, at A skulle fælde henholdsvis beskære et træ nær skel grundet nabogener, der overskred tålegrænsen. Byretten, der fortog besigtigelse, lagde på grundlag af bevisførelsen til grund, at det af B og C fjernede stakit var placeret på D-vej 19 (B og C’s ejendom), men at den var kommet til at fremstå som en del af D-vej 17 (A’s ejendom). Da det imidlertid måtte lægges til grund, at denne del A’s have ikke havde været holdt siden 1992 af tidligere ejere, var betingelserne for ejendomshævd ikke opfyldt, og retten fandt ikke, at der var grundlag for servituthævd. Tilsvarende afviste byretten, at A havde vundet hævd på et andet omtvistet areal i skel, da den udøvede råden over dette areal fra tidligere ejere af D-vej 17 havde været sporadisk. Derimod fandt byretten, at A havde vundet servituthævd på færdsel i skel, da lågerne udgjorde en synbar servitutindretning, og A’s passage i passagen var eneste adgangsvej mellem forhave og baghave, hvis man ikke gik gennem huset. I forhold til det fjernede stakit og træ afviste byretten, at der var tale om en hegnssag omfattet af hegnslovens § 43, stk. 1, men frifandt herefter B og C for A’s erstatningspåstand med henvisning til, at det omtvistede hegn og træ havde været placeret på B og C’s ejendom. I forhold til A’s påstand om nabogener fra træ på B og C’s ejendom lagde retten til grund, at de naboretlige hensyn kunne varetages ved styning, og da A havde tilkendegivet, at A vil styne træet, blev A frifundet for påstanden. Udgiften til den afholdte skelforretning skulle deles ligeligt mellem parterne. A ankede til landsretten, hvor A fastholdt de fem påstande, som byretten havde frifundet B og C for, og påstod stadfæstelse mht. færdselshævd. B og C påstod stadfæstelse, men ønskede udgifterne til skelforretning afgjort som en del af sagsomkostningerne. Landsretten stadfæstede byrettens dom med den ændring, at A ikke fandtes at have vundet færdselshævd, da betingelserne for hævd ikke fandtes opfyldt efter den supplerende bevisførelse.
Kommentar: Enkelte af de af parterne fremførte påstande og anbringender giver anledning til undren. A’s subsidiære påstand om at have vundet servituthævd til fri og uhindret benyttelse af det omtvistede areal i skel er således vanskelig at forene med udstykningslovens § 16, hvilket med fordel kunne være tydeliggjort af landsretten. I forhold til B og C’s påstand om nabogener fra træ med subsidiær påstand om beskæring må det ligeledes undre, at byretten frifandt A med den begrundelse, at A gav tilsagn om styning, da dette mere dækkende måtte føre til, at B og C fik medhold. I forhold til hævd giver dommens sagsfremstilling indtryk af, at brugen af de to sommerhusejendomme havde været begrænset frem til, at de nyere ejere i 2019 overtog de to ejendomme – men til gengæld fredsommelig. Dommens afvisning af, at A havde vundet ejendomshævd forekommer i lyset af den sporadiske råden fra tidligere ejere velbegrundet, men kan nok også være en markering af, at hvor der på gamle tilgroede og kun sporadisk brugte sommerhusgrunde kan være usikkerhed om skellets placering, er meningen med reglerne om ejendomshævd ikke at skabe nye konflikter om skel, og at der i sådanne tilfælde må være klare holdepunkter for, at der fra den hævdende ejendom er udøvet en kontinuerlig ejerråden i hele hævdsperioden.