MRF 2022.243
Planklagenævnets afgørelse af 22. september 2022, j.nr. 22/02984 og 22/02981
Ophævet landzonetilladelse til opførelse af et enfamilieshus til erstatning af eksisterende bolig, der skulle nedrives, da placeringen lå ca. 135 meter fra den eksisterende bolig og væsentligt tættere på kysten i et område, der i kommuneplanen var udpeget med væsentlige landskabelige beskyttelseshensyn. Dissens.
Sagen vedrørte en ansøgning om opførelse af et enfamilieshus på ca. 165 m2 på en ca. 6 ha stor ejendom beliggende i landzone. Enfamilieshuset ønskedes opført ca. 135 meter øst for den hidtidige bebyggelse på ejendommen og som erstatning herfor. Ejendommen var beliggende i kystnærhedszonen og inden for skovbyggelinjen. Det ansøgte ønskedes opført ca. 50 m fra strandbeskyttelseslinjen og ca. 339 meter fra kysten. Baggrunden for ansøgningen var, at den hidtidige bebyggelse lå forholdsvist lavt i terrænet, helt ud til vejen med høje og skyggende træer, hvorfor bebyggelse var præget af meget fugt. Middelfart Kommune meddelte den 20. januar 2022 landzonetilladelse til det ansøgte under forudsætning af, at ejendommens hidtidige bebyggelse var nedrevet senest ved ibrugtagning af det nye enfamilieshus. Tilladelsen var begrundet i de aktuelle udfordringer med vand, samt at bebyggelsen ikke ville være synlig fra vejen. Afgørelsen blev påklaget af en nabo og Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der anførte, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, navnlig henset til placeringen i det værdifulde kystlandskab. Planklagenævnet lagde til grund, at det ansøgte krævede landzonetillade, jf. planlovens § 35, stk. 1. Flertallet (10 mod 1) fandt, at der ikke kunne gives landzonetilladelse til det ansøgte, navnlig da det ansøgte ønskedes opført på en fritliggende placering, der hverken var nogenlunde den samme som eller lå i en vis nærhed af den eksisterende bebyggelse på ejendommen. Flertallet lagde ligeledes vægt på, at område i kommuneplanen var udpeget med væsentlige landskabelige beskyttelseshensyn, og at den nye bebyggelse ønskedes placeret væsentligt tættere på kysten. Bebyggelsen ville dermed fremstå dominerende i det værdifulde og kysnærer landskab, særligt henset til at bebyggelsen ønskes placeret ved kote 40, tæt på det højeste punkt på ejendommen, som var kote 40,50, og at terrænet herfra faldt mod kysten. Planklagenævnet ændrede herefter afgørelsen til et afslag.