MRF 2022.287
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 27. oktober 2022, j.nr. 20/06193 og 20/11294
Ophævet og hjemvist Region Nordjyllands screeningsafgørelse vedrørende råstoftilladelse til årlig indvinding af 100.000 m3 sand, grus og sten i 12 år på 13,9 ha, da passende afstand til beskyttede naturtyper måtte anses for et vilkår i screeningsafgørelsen, der ikke kan indeholde vilkår, uden det kunne tillægges betydning, at dette vilkår var indeholdt i råstoftilladelsen meddelt samme dag.
Råstofindvinder R havde i 2016 fået afslag på to ansøgninger om råstoftilladelse ved Åsted vest for Frederikshavn. Afgørelserne blev efter klage hjemvist af Miljø- og Fødevareklagenævnet den 18. oktober 2018 (j.nr. 18/05732 og 18/05442). Regionen foretog herefter en ny behandling på grundlag af R’s oprindelige ansøgning fra 2016, hvilket dannede grundlag for, at regionen den 15. januar 2020 traf afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21 om, at råstofindvindingen ikke krævede miljøkonsekvensrapport, og samme dag meddelte regionen råstoftilladelse til en årlig indvinding af 100.000 m3 sand, grus og sten i 12 år på et 13,9 ha stort areal. Af R’s anmeldelse efter miljøvurderingslovens § 19 fremgik bl.a., at råstofområdet grænsede op til beskyttede naturtyper i form af hede og overdrev, samt at nærmest placerede beskyttede vandløb var beliggende lige syd for det ansøgte projektområde. Med henvisning til om det var muligt at begrænse indvirkningerne fra projektet, var der i screeningsskemaet henvist til et udkast til efterbehandlingsplan, hvoraf fremgik, at indvindingsområdet skulle retableres til natur, hvor der ville være forbud mod anvendelse af gødning og plantebeskyttelsesmidler, samt at der mod skel ville være en gravegrænse på 10 m af hensyn til at foretage neddozing for at skabe en gennemsnitlig skrænthældning på 1:2-1:5. Det fremgik af regionens screeningsafgørelse, at indvindingen af råstoffer blev vurderet ikke at udgøre en risiko for grundvand, men at den efterfølgende arealanvendelse kunne udgøre en risiko, hvilket imidlertid var imødegået med det foreliggende udkast til efterbehandlingsplan med forbud mod anvendelse af gødning og plantebeskyttelsesmidler. Derudover fremgik det, at regionen vurderede, at beskyttede naturtyper og vandløb ikke ville blive påvirket væsentligt, såfremt der blev holdt en passende afstand. Regionens screeningsafgørelse blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforening og en nabo til projektområdet, der bl.a. gjorde gældende, at der manglede en vurdering af råstofindvindingens påvirkning af beskyttet natur. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) lagde til grund, at efter forarbejderne til miljøvurderingslovens §§ 21 og 22 er grundlaget for myndighedens screening de oplysninger, som ansøger har indsendt suppleret af foreliggende viden og almene erfaringer om det pågældende sagsområde. Nævnet fremhævede, at muligheden for at begrænse projektets miljøvirkninger efter miljøvurderingslovens bilag 6, pkt. 3.h, udgør et selvstændigt screeningskriterium, der således i sig selv kan begrunde, at der kræves miljøkonsekvensrapport. Hvis en væsentlig indvirkning på miljøet først er blevet oplyst af bygherren ved ansøgning om screening, kan det være, at indvirkningerne kan imødegås ved ændringer i projektet, men i så fald er bygherren nødsaget til at trække ansøgningen tilbage og fremsende anmeldelse af et ændret projekt. Dette skal ses i lyset af, at en afgørelse om screening ikke udgør en tilladelse og derfor ikke kan indeholde vilkår. Såfremt vilkår er en forudsætning for, at projektet ikke kan få væsentlige indvirkninger på miljøet, vil dette i stedet føre til, at der skal udarbejdes miljøkonsekvensrapport, og at der således kræves tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Nævnet lagde herefter til grund, at regionens screeningsafgørelse i denne sag ikke var truffet alene på grundlag af R’s anmeldelse, men var baseret på en forudsætning om passende afstand til beskyttede naturtyper, hvilket var i modstrid med, at der i en screeningsafgørelse ikke kan fastsættes vilkår, uden det kunne tillægges betydning, at disse vilkår faktisk var indeholdt i råstoftilladelsen. Med henvisning hertil ophævede og hjemviste nævnet regionens afgørelse efter miljøvurderingslovens § 21.
Kommentar: Afgørelsen er i overensstemmelse med miljøvurderingslovens screeningskriterier, men vil nok komme bag på en del miljøforvaltninger, da det er jævnligt forekommende, at afgørelser efter miljøvurderingslovens § 21 om, at et projekt ikke kræver miljøkonsekvensrapport ofte er ledsaget af konkrete betingelser, som er fastsat i den samtidige tilladelse efter den lov, der regulerer det pågældende projekt. I Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 19. oktober 2020 (j.nr. 18/05162) udtalte nævnet mere principielt: ”Stilles der vilkår i en screeningsafgørelse, forskydes grænsen for, hvornår det konkrete projekt kan have en væsentlig indvirkning på miljøet. Viser der sig et behov for at stille vilkår i den konkrete screeningsafgørelse med henblik på at holde det konkrete projekt under grænsen for væsentlig indvirkning på miljøet, vil der i stedet skulle træffes afgørelse om VVM-pligt”. Se uddybende Haugsted: ’Er projekttilpasninger og vilkårsændringer en mulighed under VVM-screeningen?’, TfM 2018, s. 3 og MRF 2022.308 Mfk. Det må derimod overraske, at klagenævnet i ovenstående sag tilkendegav, at såfremt væsentlige miljøpåvirkninger kan imødegås ved ændringer i projektet, er bygherren nødsaget til at trække ansøgningen tilbage og fremsende anmeldelse af et ændret projekt. På den ene side indeholder VVM-reglerne ikke et egentligt forbud mod, at en ansøgning tilbagekaldes, revideres og derefter genfremsættes. På den anden side nærmer kravet om en tilbagekaldelse af ansøgningen sig omgåelse af VVM-reglernes formål, som netop er, at projekter, der umiddelbart kan have væsentlige indvirkninger på miljøet, undergives en miljøvurdering med henblik på, at der på et mere kvalificeret grundlag kan tages stilling til bl.a. mulige projekttilpasninger og afværgeforanstaltninger.
Det er endvidere lidt bemærkelsesværdigt, at Miljø- og Fødevareklagenævnet helt forbigår konsekvenserne for den samtidigt meddelte råstoftilladelse, herunder om råstoftilladelsen skal ophæves. Der er således grund til at forvente, at råstofindvinder har påbegyndt råstofindvindingen, da klagen ikke ses tillagt opsættende virkning, og spørgsmålet er derfor, hvilke konsekvenser ophævelsen af screeningsafgørelsen efter miljøvurderingsloven har for den igangværende råstofindvinding. Det kan ganske vist anføres, at klagen alene vedrørte screening efter miljøvurderingsloven, og at nævnet ikke havde kompetence til at tage stilling til råstoftilladelsen, når denne ikke samtidigt var påklaget, men hvis dette er nævnets overvejelse, burde afgørelsen have indeholdt en bemærkning om, at kommunen havde pligt til fysisk eller retligt lovliggøre forholdet efter miljøvurderingsloven.