MRF 2022.174
Østre Landsrets dom af 6. maj 2022, 22. afd., sagerne BS-22162/2021 og BS-21882/2021
(Michael de Thurah, Karen Hald og Anders Schäfer (kst.))
A (adv. Søren Locher v/adv. Thomas Bøgelund Norvold) mod B ApS (adv. Morten Hjortebjerg Larsen) og B ApS (adv. Morten Hjortebjerg Larsen) mod A (adv. Søren Locher v/adv. Thomas Bøgelund Norvold)
Privatretlig servitut, der forpligtede den til hver tid værende ejer af naboejendom til at tilmure gavlvinduer på anmodning fra påtaleberettigede, anset for bortfaldet, da servitutten måtte forstås således, at servitutten vedrørte en specifik bygning placeret i skel, der var nedrevet.
Sagen drejede sig om, hvorvidt A i henhold til en servitut kunne kræve, at B ApS skulle anerkende, at B ApS var forpligtet til at tilmure de mod A’s ejendom vendende vinduer i bygninger, der blev opført på B ApS’ ejendom. Byretten fandt, at servitutten, hvorefter ejeren og efterfølgende ejere ”forpligter os til at lade de mod Matr. Nr. bb af Frederiksberg vendende Gavlvinduer tilmure, naar nuværende eller fremtidige Ejere af sidstnævnte Ejendom maatte 15 forlange det”, ud fra en naturlig sproglig fortolkning må forstås således, at servitutten vedrørte den specifikke bygning, som var placeret i skel. Denne bygning blev efterfølgende nedrevet og en ny opført, der ikke var opført i skel. Byretten fandt ikke, at en formålsfortolkning kunne føre til, at servitutten fortsat var relevant efter nedrivning af den tidligere bygning, hvorfor servitutten var bortfaldet. A ankede til landsretten, der behandlede ankesagen under sag BS-22162/2021. Parallelt med dette forløb havde B ApS i en kæresag under sag BS-21882/2021 nedlagt påstand om, at A skulle betale sagsomkostninger for byretten med 75.000 kr. Ankesagen og kæresagen blev behandlet samlet af landsretten. Af de grunde, som byretten havde anført, tiltrådte landsretten, at der ikke på baggrund af en naturlig sproglig fortolkning af servitutten var grundlag for, at den fortsat skulle gælde for bygninger, der fremtidigt blev opført på B ApS’ ejendom. Landsretten tiltrådte derfor, at B ApS i ankesagen skulle frifindes. For så vidt angik kæresagen om sagsomkostninger fandt landsretten, at der ikke forelå sådanne særlige grunde til at fravige retsplejelovens § 312, stk. 1, hvorefter den tabende part skal erstatte de udgifter, retssagen har påført modparten. Landsretten tog derfor B ApS’ påstand til følge, således at A også for byretten skulle erstatte de udgifter, som retssagen havde påført B ApS. A skulle herefter i sagsomkostninger for begge retter i begge sager betale 100.000 kr. til B ApS til dækning af udgifter til advokatbistand ekskl. moms.
Kommentar: Dommen er et eksempel på, at en privatretlig servitut kan bortfalde ved interessebortfald, dvs. når forholdene har ændret sig på en måde, så grundlaget for den privatretlige aftale om servitutten må anses for bortfaldet. Se herom Evald: Servitutretten, 2021, s. 231 ff. og Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 250 f.