MRF 2022.116
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse 31. maj 2022, j.nr. 21/10737
Realitetsbehandlet klage fremsendt 28 måneder efter afgørelse om lovliggørelse af ulovligt forhold efter vandløbslovens § 54 a i form af at genoprette to nedlagte grøfter, da afgørelsen ikke indeholdt klagevejledning, uanset klagenævnet efter fast praksis kan prøve, om der foreligger et ulovligt forhold, selvom klage er afskåret efter § 80, stk. 1. Afgørelsen blev ophævet og hjemvist, da den skulle have været meddelt efter vandløbslovens § 54 og ved at være utilstrækkelig oplyst i forhold til dokumentation for grøfternes karakteristika, funktion og behov.
I forbindelse med fjernelse af et læhegn modtog Fredensborg Kommune henvendelser fra borgere om, at to vandførende grøfter skulle være blevet nedlagt. Ud fra luftfotos for perioden 1960-2018 samt lave målebordsblade lagde kommunen til grund, at der var tale om vandførende grøfter med en placering over flere ejendomme og med en beliggenhed langs skel til anden ejendom. Da der ikke var meddelt tilladelse til regulering af vandløb efter vandløbslovens § 17, og forholdet blev vurderet at have indvirkning på afløb fra andre ejendomme, meddelte kommunen i april 2019 påbud til ejeren E om lovliggørelse af forholdene efter vandløbslovens § 54 a med oplysning om, at afgørelsen ikke kunne påklages efter vandløbslovens § 80. E påklagede afgørelsen i september 2021, hvor E bl.a. gjorde gældende, at der ikke var tale om vandløb. Miljø-og Fødevareklagenævnet (formanden) bemærkede, at vandløbsmyndigheden efter vandløbslovens § 54 a skal foranledige et ulovligt forhold bragt til ophør, mens vandløbsmyndigheden efter § 54 kan meddele påbud om genopretning af den hidtidige tilstand, såfremt anlæg omfattet af vandløbsloven beskadiges. Nævnet fremhævede, at selvom afgørelser efter § 54 a ikke kan påklages efter § 80, følger det af nævnets praksis, at den underliggende vurdering af, hvorvidt der foreligger et ulovligt forhold, kan påklages til og behandles af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Herudover fandt nævnet, at afgørelsen ved at omhandle retablering af de hidtidige forhold skulle have været meddelt efter § 54. Med henvisning til at klagefristen suspenderes i tilfælde af, at forpligtelsen til klagevejledning efter forvaltningslovens § 25 tilsidesættes, fandt nævnet ikke grundlag for at afvise sagen fra realitetsbehandling. Endvidere anførte nævnet med henvisning til NMK-43-00509 (MAD 2015.208 Nmk), at der ikke forelå dokumentation for, at de to grøfter havde en vandførende eller vandopsamlende funktion, og om mere end en enkelt lodsejer havde interesse i at opretholde grøfterne. Endvidere konstaterede nævnet, at det i forhold til vandløbslovens § 6 ikke var dokumenteret, om ændringen havde haft betydning for den overfladiske afstrømning fra andre ejendomme. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede på den baggrund afgørelsen som utilstrækkeligt oplyst i forhold til officialprincippet, og hjemviste sagen til fornyet behandling med henvisning til, at udvisende af matrikelkortet ikke nødvendigvis er udtryk for den nøjagtige geografiske placering, herunder at en forpligtelse om at lovliggøre et ulovligt forhold efter vandløbslovens § 59 a alene kan meddeles vedrørende forhold inden for skelgrænsen til egen ejendom.
Kommentar: Afgørelsen illustrerer et tilbagevendende problem, fordi klageadgang over lovliggørelsespåbud efter vandløbslovens § 54 a udtrykkeligt er afskåret efter lovteksten, hvilket ligeledes gælder lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5. Klagenævnet har imidlertid alligevel fast antaget, at nævnet kan tage stilling til, om der efter disse love foreligger et ulovligt forhold. Denne forskel mellem lovtekst og klagenævnspraksis er naturligvis uheldig, hvilket så yderligere betyder, at klagenævnet nødsages til at se bort fra klagefristen, når kommunens klagevejledning gengiver lovens bestemmelse, og påbudsadressaten klager for sent, hvilket kun kan løses ved, at klagebestemmelserne i naturbeskyttelsesloven ændres. For det andet præciserer afgørelsen, at lovliggørelsespåbud efter vandløbsloven ikke kan omfatte foranstaltninger på fremmed ejendom. Dette må tiltrædes og gælder i øvrigt også lovliggørelsespåbud efter naturbeskyttelseslovens § 73, stk. 5, da de lovene ikke indeholder en udtrykkelig hjemmel som i jordforureningslovens § 44. For det tredje illustrerer afgørelsen, at lovliggørelsespåbud efter vandløbslovens § 54 a ikke hjemler genopretning, hvilket må tiltrædes. Skal der påbydes genopretning må det ske efter § 54 inden for de rammer, som § 54 hjemler.