MRF 2022.144
Planklagenævnets afgørelse af 16. juni 2022, j.nr. 21/07778 og 21/07791
Stadfæstet landzonetilladelse til opførelse af en 42 m høj antennemast til IoT-netværk ca. 85 m fra Natura 2000-område med fuglebeskyttelsesområde, efter området var reduceret med habitatbekendtgørelsen fra 2018. Nævnet lagde vægt på, at masten skulle placeres ca. 15 m fra eksisterende bebyggelse og tjente en samfundsmæssig interesse, ligesom den kunne benyttes til at opfylde den dækningsforpligtelse, som et teleskab havde i området. Dissens.
Næstved Kommune gav i maj 2021 landzonetilladelse på nærmere vilkår til opførelse af en 42 meter høj antennemast til IoT-netværk på en landbrugsejendom i landsbyen Rejnstrup. Ejendommen, der havde et samlet areal på ca. 25,4 ha, var beliggende i landzone i et område, der i kommuneplanen var udpeget som bevaringsværdigt landskab og større sammenhængende landskab. Masten var en gittermast, som skulle udvide og forbedre ansøgerens IoT-netværk og kunne forbedre mobildækningen i området, såfremt en teleoperatør ønskede antennepaneler i masten. Masten skulle placeres ca. 15 meter fra eksisterende bebyggelse, ca. 770 meter fra Tystrup-Bavelse-søerne, som var særlig værdifuldt landskab, og ca. 85 meter fra nærmeste nabo. Placeringen lå ca. 85 meter fra Natura 2000-området N163, Suså, der bl.a. omfattede fuglebeskyttelsesområde F93, Tystrup-Bavelse Sø, som var reduceret efter habitatbekendtgørelsen fra 2018, hvorefter den nordlige del af Rejnstrup udgik, på hvilket grundlag kommunen efter en væsentlighedsvurdering efter planhabitatbekendtgørelsens § 3 havde vurderet, at antennemasten ikke medførte væsentlige virkninger på Natura 2000-området. Afgørelsen blev påklaget af to naboer, der bl.a. anførte, at ejendommen lå tæt på et Natura 2000-område og i et bevaringsværdigt landskab, hvor kommuneplanen anbefalede, at der ikke etableredes tekniske anlæg, at der ikke forelå en tilstrækkelig begrundelse for den valgte placering, og at der med den valgte mast var risiko for, at der ikke kom antennepaneler fra andre operatører i masten, således at mobildækningen ikke ville forbedres. Planklagenævnet fandt, at opstillingen af masten tjente en samfundsmæssig interesse, idet masten skulle opføres med henblik på at udbygge et IoT-netværk og dermed forbedre mulighederne for den digitale infrastruktur i området. Det samfundsmæssige hensyn skulle derfor indgå med særlig vægt i vurderingen af, hvorvidt der kunne gives en landzonetilladelse, idet det bemærkedes, at de øvrige relevante hensyn efter planloven, herunder de landskabelige hensyn, dog fortsat skulle varetages. Nævnet fandt det godtgjort, at der ikke fandtes andre høje konstruktioner i området, som masten kunne placeres i tilknytning til, eller hvor der kunne opsættes antennepaneler således, at den ønskede dækning kunne opnås. Nævnets flertal (8 mod 3) fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunes landzonetilladelse. Flertallet lagde herved vægt på, at masten skulle placeres ca. 15 meter fra eksisterende bebyggelse, at den nederste del af masten ville afskærmes af eksisterende bevoksning, og at masten kunne benyttes til at opfylde den dækningsforpligtelse, som et teleskab havde i området. Flertallet fandt endvidere ikke, at der ville ske en væsentlig negativ påvirkning af landskabet, herunder de landskabelige udpegninger, da kommunen ved besigtigelse af ejendommen havde vurderet, at masten ikke vil påvirke oplevelsen af landskaberne omkring Tystrup-Bavelse-søerne væsentligt. Flertallet fandt desuden ikke, at det nærliggende Natura 2000-område ville påvirkes af masten, da masten skulle placeres uden for Natura 2000-området i en afstand af ca. 85 meter, og da der ikke var grundlag for at antage, at de omhandlede arter påvirkes af opsætning af en gittermast. Nævnet bemærkede, at den afgrænsning af fuglebeskyttelsesområdet, der fremgik af habitatbekendtgørelsen på afgørelsestidspunktet, måtte lægges til grund i sagen, og at justering af afgrænsningen af fuglebeskyttelsesområder, i modsætning til indskrænkninger af habitatområder, ikke skal godkendes af EU-Kommissionen. Endelig fandt flertallet, at hensynet til naboerne ikke i sig selv kunne medføre et afslag på det ansøgte, uanset at masten blev opført i en afstand af ca. 85 meter fra nærmeste nabo, da hensynet til naboer burde vige for hensynet til landskabet. Mindretallet fandt omvendt, at der ikke kunne gives tilladelse til masten, da ansøgeren ikke havde godtgjort nødvendigheden af masten på det pågældende sted og heller ikke godtgjort, at der ikke kunne skabes dækning til IoT-netværket gennem placering af antenner på andre master. Her lagde mindretallet særligt vægt på, at Energistyrelsen havde oplyst, at der ikke fandtes et dækningskrav/licenskrav for den type netværk, som ansøgeren udbød, samt at IoT-teknologien kunne fungere med længere afstand mellem antennerne, end hvad der var tilfældet ved mobilteknologien. Netop en øget afstand mellem antennerne gav langt flere placeringsmuligheder for IoT-master og antenner. Det var mindretallets opfattelse, at placering af antennemaster i områder, der i den overordnede planlægning er udpeget som værdifulde landskabsområder, helt burde undgås, idet der dog altid skulle ske en konkret vurdering i forhold til det pågældende område. Da området, hvor masten skulle opstilles, var udpeget som bevaringsværdigt landskab og større sammenhængende landskab, fandt mindretallet, at der burde udarbejdes visualiseringer, der viste påvirkningen af det omkringliggende landskab, navnlig i forhold til området ved Tystrup-Bavelse søerne. Planklagenævnet stadfæstede på denne baggrund afgørelsen.
Kommentar: Afgørelsen forudsætter, at det i habitatbekendtgørelsen 2018/1595 reducerede fuglebeskyttelsesområde må lægges til grund, da Kommissionens godkendelse af ændringer af Natura 2000-området ikke omfatter fuglebeskyttelsesområder. Dette må tiltrædes, men med den supplerende bemærkning, at der ikke i afgørelsen foreligger oplysninger, som kan anfægte reduktionen af fuglebeskyttelsesområdet, og at der heller ikke ses oplysninger, der sandsynliggør, at antennemasten kan have skadelig virkning på fuglebeskyttelsesområdet eller de øvrige dele af Natura 2000-området. Hvis den ændrede afgrænsning i 1998 af fuglebeskyttelsesområdet derimod havde været anfægtet, og hvis dette kunne have betydning for, om antennemasten havde skadelig virkning på fuglebeskyttelsesområdet, kunne nævnet derimod være forpligtet til at foretage en nærmere prøvelse, jf. bl.a. sag C-141/14, Kommissionen mod Bulgarien, men dette ses der som nævnt ikke holdepunkter for i den foreliggende sag. Se tillige MRF 2022.141 Pkn og MRF 2022.142 Pkn, hvor landzonetilladelser til opførelse af antennemaster til IoT-netværk i begge sager blev ophævet og hjemvist.