MRF 2022.202
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 5. juli 2022, j.nr. 22/04029 og 22/04030
Afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til padeltennisbane på samme sted som tidligere tennisbane ændret til dispensation med vilkår, da anlægget var omfattet af den lempeligere dispensationsadgang for turismevirksomhed i naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 7. Klage fra kommune blev afvist, da kommunen ikke havde den fornødne generelle ressortmæssig interesse i sagen.
I 2012 nedbrændte en del af Fakkegrav Badehotel, der var beliggende på en ca. 3,7 ha stor ejendom ud til Vejle Fjord i Hedensted Kommune og inden for Natura 2000-område nr. 78, Skove langs nordsiden af Vejle Fjord. Ejendommen, der var ejet af E, havde tidligere været anvendt til fem beboelseslejligheder, badehotel med ferielejligheder, restauration, mødelokaler og garager. Efter branden var E i dialog med myndighederne om mulighederne for genopførelse og fremtidig anvendelse af bygningerne. I 2016 meddelte Kystdirektoratet dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af ni boliger i form af kædehuse som erstatning for det delvist nedbrændte badehotel. Denne dispensation blev ændret til et afslag af Miljø- og Fødevareklagenævnet i januar 2018 (MAD 2018.71 Mfk), idet det ansøgte ville få et bebygget areal, som var større end den tidligere bebyggelse, og ville indebære en ændret anvendelse. I 2018 meddelte Kystdirektoratet afslag på opførelse af otte helårsboliger på ejendommen, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede i november 2019 (j.nr. 19/00283 og 19/00284). Herefter ansøgte E om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af 12 ferieboliger på soklen af det delvist nedbrændte badehotel, hvilket Kystdirektoratet imødekom. Af ansøgningen om dispensation fremgik bl.a., at en eksisterende tennisbane på ejendommen ville blive renoveret med ny belægning og indhegning i samme omfang som det eksisterende anlæg. Efter klage fra Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet dispensationen i januar 2021 (MRF 2021.43 Mfk). I marts 2021 stadfæstede Planklagenævnet kommunens landzonetilladelse til genopførelsesprojektet (j.nr. 20/09757). I oktober 2021 modtog Kystdirektoratet en anmeldelse om, at der var etableret en padeltennisbane på E’s ejendom, som ikke var i overensstemmelse med den meddelte dispensation. Efter ansøgning meddelte direktoratet afslag på lovliggørende dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til padeltennisbanen og meddelte samtidig påbud om lovliggørelse. Direktoratet fandt, at selvom det nye anlæg var opført inden for rammerne af den eksisterende tennisbane, adskilte det sig markant fra en almindelig tennisbane, bl.a. fordi padeltennisbanen var højere og mere lukket og kompakt og var opført med fire lystmaster. Hertil kom, at indhegningen bestod delvist af plexiglas og delvist af et markant trådhegn og derfor fremstod mere markant i kystlandskabet. Kystdirektoratets afslag på lovliggørende dispensation blev påklaget af E og af Hedensted Kommune. E anførte bl.a., at padeltennisbanen var mindre end en almindelig tennisbane, og at lyset kun ville være tændt, når banen var i brug. Hedensted Kommune anførte bl.a., at kommunen havde meddelt byggetilladelse til padeltennisbanen, og at kommunen samtidig havde vurderet, at padeltennisbanen var i overensstemmelse med en renovering af den oprindelige tennisbane, hvorfor padeltennisbanen ikke havde krævet ny landzonetilladelse fra kommunen. Dog havde kommunen anmodet E om at indgive ansøgning om lovliggørende byggetilladelse og landzonetilladelse til de fire lysmaster. Miljø- og Fødevareklagenævnet foretog i forbindelse med klagesagen besigtigelse af ejendommen. For så vidt angik klagen fra Hedensted Kommune bemærkede nævnet, at efter naturbeskyttelseslovens § 86, stk. 1, nr. 3, er offentlige myndigheder klageberettiget, hvilket dog ifølge lovens forarbejder forudsætter, at myndigheden har en ressortmæssig interesse i sagen. Et enstemmigt nævn fandt, at kommunen ikke havde en sådan generel ressortmæssig interesse i den konkrete sag, hvorfor kommunens klage blev afvist. For så vidt angik spørgsmålet om dispensation fra strandbeskyttelseslinjen bemærkede nævnet, at det følger af naturbeskyttelseslovens § 65 b, stk. 3, nr. 7, at der uanset § 65 b, stk. 1, kan gøres undtagelse fra § 15, stk. 1, til placering af mindre anlæg til eksisterende turismevirksomheder i tilknytning til hovedbebyggelsen på virksomhedens ejendom. Nævnets flertal (7 mod 1) fandt, at padeltennisbanen var omfattet af § 65 b, stk. 3, nr. 7, og at der derfor kunne meddeles dispensation til anlægget på vilkår om, at belysningen på banen udelukkende var tændt i forbindelse med brug af banen til padeltennis, når banen blev benyttet, samt at belysningen skulle pege ned mod banen. Kystdirektoratets afslag blev derfor ændret til en dispensation på dette vilkår. I den forbindelse vurderede nævnet, at projektet ikke ville påvirke Natura 2000-området, som ejendommen var beliggende i, væsentligt eller medføre en beskadigelse af yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter, da der tidligere var meddelt dispensation til at opføre 12 ferieboliger på ejendommen med tilhørende forhold, og da padeltennisbanen var opført, hvor der tidligere havde ligget en tennisbane.
Kommentar: Afgørelsen giver anledning til en bemærkning om habitatbekendtgørelsens regler om Natura 2000-områder og bilag IV-arter. Det fremgår af Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse, at Kystdirektoratet – uanset direktoratets afslag på lovliggørende dispensation til padeltennisbanen – havde vurderet, at projektet ikke kunne påvirke Natura 2000-området væsentligt eller medføre beskadigelse eller ødelæggelse af planter eller yngle- eller rasteområder for bilag IV-arter. Klagenævnet henviste ikke til Kystdirektoratets vurdering, men foretog en selvstændig vurdering af påvirkningen af Natura 2000-området og bilag IV-arter, hvor der dog alene blev lagt vægt på, at der tidligere var meddelt dispensation til opførelse af 12 ferieboliger på samme ejendom, og at der tidligere havde ligget en tennisbane på samme sted. Afgørelsen indeholder derimod ingen oplysninger om bl.a. udpegningsgrundlaget for det Natura 2000-område, som ejendommen var beliggende i, ligesom klagenævnet ikke ses at inddrage det forhold, at anlægget adskilte sig fra den tidligere tennisbane ved bl.a. at være belyst og have en højere indhegning i plexiglas. Hertil kommer, at klagenævnet ikke inddrog det forhold, at der var tale om en lovliggørende dispensation, og at det i denne situation følger af EU-Domstolens dom i sag C-411/17, præmis 176, at en lovliggørelse forudsætter, at habitatdirektivets regler om Natura 2000-områder ikke omgås, at lovliggørelse kun sker undtagelsesvis, og at vurderingen ikke begrænses til fremtidige indvirkninger på miljøet, men også omfatter de miljøpåvirkninger, der har været siden projektets gennemførelse.