MRF 2021.43
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 29. januar 2021, j.nr. 20/06403
Stadfæstet dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af 12 ferieboliger på en delvist nedbrændt ejendom, da det ansøgte havde samme placering og størrelse som det tidligere byggeri, og da der var tale om ferieboliger med en mindre belastningen af området. Dissens.
Sagen omhandlede Kystdirektoratets dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til opførelse af 12 ferieboliger på et nedbrændt badehotel. Ejendommen havde et samlet areal på ca. 3,7 ha og lå i tilknytning til et mindre bebygget område omgivet af skov og landbrugsmæssige arealer. Ejendommens primære bebyggelse var beliggende ca. 50 meter fra kysten inden for den oprindelige 100 meter strandbeskyttelseslinje. Bygningerne på ejendommen havde tidligere været anvendt til fem beboelseslejligheder, badehotel med ferielejligheder, restauration, mødelokaler og garager. Efter ejendommen var nedbrændt fik ejendommens ejer, E, af Kystdirektoratet dispensation til opførelse af ni kædehuse, men Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal ophævede dispensationen i januar 2018 (NMK-500-00705). E ansøgte herefter om tilladelse til opførelse af 8 helårsboliger, hvilket blev afslået af Kystdirektoratet, og afslaget blev efter påklage stadfæstet af Miljø- og Fødevareklagenævnets flertal i november 2019 (19/00283 og 19/00284). E ansøgte efterfølgende om dispensation til opførelse af 12 ferieboliger, der ville blive placeret i nyopførte bygninger inden for de eksisterende sokler med samme hidtidige bygningsvolumen. Kystdirektoratet meddelte den 28. april 2020 dispensation til det ansøgte bl.a. med den begrundelse, at det ansøgte ikke afveg væsentligt fra den tidligere bebyggelse, og at der ikke var tale om ændret anvendelse. Afgørelsen blev påklaget af Danmarks Naturfredningsforenings lokalafdeling, der bl.a. anførte, at der var tale om nyopførelse og anden anvendelse end det oprindelige, og at byggeriet ville være stort og fremtrædende i kystlandskabet. Miljø- og Fødevareklagenævnet lagde til grund, at det ansøgte ikke var omfattet af undtagelsesbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens § 15 a, stk. 2. Flertallet (6 mod 1) fandt, at der var tale om et særligt tilfælde, der kunne begrunde dispensation, da det ansøgte ville blive placeret inden for eksisterende sokler, i ca. samme størrelse og karakter som det tidligere byggeri, at der var tale om ferieboliger, hvorefter belastningen af området ville være mindre end, hvis der havde været opført boliger. Mindretallet fandt derimod, at projektet havde en negativ påvirkning af området, da der var tale om et stort og markant byggeri. På denne baggrund stadfæstede Miljø- og Fødevareklagenævnet Kystdirektoratets dispensation.