MRF 2022.43
Københavns Byrets dom af 25. maj 2022, sag BS-22426/2021-KBH
TDC NET A/S (adv. Niels Chr. Ellegaard) mod Transportministeriet (kammeradvokaten v/adv. Kim Christian Højmark)
Transportministeriets afgørelse om ligedeling af graveomkostninger ved samgravning ved nedlæggelse af fibernet ikke tilsidesat, da der var tale om to ligeartede graveaktører (TDC og Fibia), hvor der ikke skulle inddrages et nytteprincip ud fra de selskabers kapacitetsudnyttelse af graverende, da dette vil være omkostningsforøgende og administrativt tungt. Afvist, at afgørelsen var udtryk for skøn under regel.
Sagen angik prøvelse af en afgørelse truffet af Transportministeriet, hvor det var blevet afgjort, at de samlede graveomkostninger ved samgravning skulle ligedeles mellem to graveaktører, der begge ville nedlægge fibernet i en fælles graverende. TDC havde indleveret ansøgning til Slagelse Kommune med henblik på udbygning af et eksisterende fibernet. I ansøgningsprocessen anmodede Fibia om samgravning, da Fibia også ønskede at nedlægge fibernet i samme graverende. Begge graveaktører skulle ved sologravning etablere en graverende, der var 30 cm bred og 45 cm dyb, mens samgravning medførte en dybere graverende på 60 cm. TDC og Fibia kunne ikke blive enige om en omkostningsfordeling, hvorefter Slagelse Kommune i medfør af vejloven § 76, stk. 2, nr. 5, og gravebekendtgørelsens (2018/802) § 4 traf afgørelse om ligelig fordeling af de samlede graveomkostninger. TDC påklagede afgørelsen til Transportministeriet, som stadfæstede afgørelsen om ligelig fordeling af de samlede graveomkostninger. TDC indbragte herefter sagen for domstolene med påstand om ugyldighed, hvor TDC gjorde gældende, at fordeling af graveomkostninger ved samgravning skal ske efter et nytteprincip, der tog højde for de respektive graveaktørers kapacitetsudnyttelse af den fælles graverende (antal rør og rørstørrelser), da ligedeling kunne medføre, at det ene selskab indirekte blev pålagt at medfinansiere det konkurrerende selskabs omkostninger og i øvrigt være udtryk for skøn under regel. Transportministeriet påstod frifindelse og gjorde gældende, at afgørelsen var baseret på en forudsætning om ligestillede graveaktører med samme gravebehov. Inddragelse af et nytteprincip ville være omkostningsforøgende og administrativt byrdefuldt, hvilket ville være i strid med formålet med og hensynene bag reglerne om samgravning, samt at omkostningsfordelingen ikke var udtryk for skøn under regel. Retten gennemgik regelgrundlaget, herunder det bagvedliggende EU-direktiv (infrastrukturdirektivet) og identificerede de relevante hensyn. Retten udtalte, at TDC og Fibia måtte antages at have samme gravebehov, uanset der kunne påvises forskelle i kapacitetsudnyttelsen på enkelte strækninger i den fælles graverende. Retten fandt, at det ville stride mod formålet med infrastrukturdirektivet at lægge vægt på et nytteprincip, hvor der skulle tages stilling til kapacitetsudnyttelsen på enkelte strækninger, da dette ville være omkostningsforøgende for graveaktørerne og pålægge myndighederne en større administrativ byrde. Retten fandt herefter, at der var tale om identiske og ligeværdige graveaktører, og at der ikke var grundlag for at anfægte det af Transportministeriet udøvede skøn om ligedeling af de samlede graveomkostninger.