MRF 2022.170

Vestre Landsrets dom af 28. juni 2022, 11. afd., sag BS-13242/2021-VLR
(Cecilie Kabel Revsbech, Jens Hartig Danielsen og Tobias Albrechtsen (kst.))

E A/S (adv. Casper Frederik Kowalczyk) mod N A/S (adv.fm. Ninna Thalund)

Entreprenør var erstatningsansvarlig over for ledningsejer for beskadigelse af et stærkstrømskabel i forbindelse med nedramning af spuns. Afvist egen skyld i forbindelse med afgivelse af unøjagtige ledningsoplysninger. Entreprenøren kunne ikke med henvisning til gæsteprincippet fritages for ansvar.

Sagen drejede sig om, hvorvidt entreprenøren E havde pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med beskadigelse af et 60 kV kabel (stærkstrømskabel) m.v. tilhørende ledningsejeren N i forbindelse med nedramning af spuns. N havde rejst et erstatningskrav imod E svarende til de udgifter, som N havde haft i forbindelse med udbedring af skaderne. Byretten lagde efter bevisførelsen, herunder E’s plan for spunsarbejdet sammenholdt med de afgivne forklaringer og landinspektøropmålingen, til grund, at E fra placeringen 54 meter fra en kajkant rykkede spunsen mod øst for at undgå at komme for tæt på kablet. Her burde kablet ifølge en borerapport sammenholdt med skønsmandens udregninger have befundet sig i en dybde på 9,32 meter. Det kunne lægges til grund, at spunsen var 8 meter nede i jorden på stedet. Ifølge skønsmandens oplysninger angav en borerapport ikke kablets dybde med præcision. Der var alene tale om en formodet dybde, omend placeringen normalt ikke ville afvige ”flere meter” fra det angivne. Det kunne således lægges til grund, at E foretog spunsarbejde med en spuns på 8 meter over kablet på et sted, hvor kablet var anført placeret i 9,32 meters dybde, og at det havde været muligt at indrykke spunsen mod øst fra en placering tættere ved fjorden end 54 meter. Som følge heraf havde E handlet ansvarspådragende, da der skal udvises særlig agtpågivenhed ved planlægning og udførelse af gravearbejde nær et højspændingskabel, idet kravene til agtpågivenhed skærpes ved spunsning, hvor det ikke er muligt at følge arbejdets forløb nede i jorden. Byretten fandt ikke, at de unøjagtigheder, der var mellem borerapportens angivelser og kablets faktiske dybde, var af et sådant omfang, at dette fritog E for ansvar. Det forhold, at N i henhold til gæsteprincippet skulle betale for ledningsarbejderne, kunne ikke føre til et andet resultat. For så vidt angik tabsopgørelsen fandt byretten det bevist, at de pågældende udgifter til ”eksterne ydelser” og ”eksterne varer” var afholdt, ligesom disse fremstod som rimelige og nødvendige for at udbedre skaderne, mens udgiften til ”interne løntimer” og ”interne varer” ikke kunne kræves erstattet i fuldt omfang. E ankede til landsretten, hvor parterne i det væsentlige gentog deres anbringender. Landsretten lagde efter bevisførelsen til grund, at N som ledningsejer havde vanskeligt ved at udpege kablets placering, og at E var bekendt med dette. N udstedte en arbejdsinstruktion og arbejdstilladelse til i forbindelse med E’ arbejde ved N’s kabel, hvor der både i instruktionens og tilladelsens afsnit ”Beskrivelse af arbejdets art og sted” var anført ”gravearbejde”. H, der på vegne af N udstedte arbejdsinstruktion og arbejdstilladelse, havde forklaret, at han gav E tilladelse til at grave, men ikke tilladelse til at spunse. Det var ubestridt, at E fra N i forbindelse med arbejdsinstruktionen og arbejdstilladelsen modtog pjecen ”Pas på ledningerne og livet”. Det var i pjecens afsnit ”Respektafstande for elkabler” i en skitse, der viser et nedgravet kabel, angivet med lodrette røde linjer, at respektafstanden er 1 meter og anført, at de røde linjer markerede de gældende respektafstande, og at gravning inden for ”denne zone” ikke måtte finde sted uden særlig aftale med elselskabet. Af fremlagte fotografier fremgik, at spunsen var placeret i mindre end 1 meters afstand til en rød linje markeret på jorden, der efter de afgivne forklaringer markerede kablets placering, dog således at der var usikkerhed om kablets placering. Skønsmanden havde forklaret, at kablet formentlig ikke var blevet beskadiget, hvis den af E planlagte forskydning af spunsen ved 52 meter fra kajkanten var blevet foretaget, og at E uden ekstraomkostninger kunne have ændret placeringen af spunsen. På denne baggrund fandt landsretten efter en konkret vurdering af de foreliggende oplysninger, at E handlede ansvarspådragende. Landsretten fandt som byretten, at det af E anførte om gæsteprincippet ikke kunne føre til en anden vurdering. Det var ifølge landsretten heller ikke godtgjort, at N skulle have begået fejl, som kunne medføre bortfald eller nedsættelse af erstatningskravet som følge af egen skyld. Landsretten tiltrådte herefter og i øvrigt af de af byretten anførte grunde, at erstatningsfastsættelsen af byretten var foretaget korrekt. Landsretten stadfæstede derfor byrettens dom.

Kommentar: Dommen er mht. ansvarsgrundlag på linje med hidtidig retspraksis om ansvar for ledningsskader ved anlægsarbejder, jf. Werenberg: U 2010B.309 og fra praksis U 2011.2154 V og U 2014.1252 V. I relation til gæsteprincippet fastslog Højesteret i U 2019.464 H, at ledningsejer skal betale udgifter til prøvegravning for lokalisering af en ledning beliggende på gæsteprincippet, når en sådan prøvegravning anses for nødvendig, men en sådan prøvegravning var ifølge skønsmanden ikke mulig i denne sag, hvor landsretten i stedet lagde vægt på, at placering af ledningen på grundlag af gæsteprincippet ikke begrænser entreprenørens ansvar for at undgå ledningsskader.

Link til byrettens og landsrettens domme.