MRF 2022.8

EU-Domstolens dom af 25. januar 2022, Store Afdeling, sag C-181/20, VYSOČINA WIND

Pligten efter WEEE-direktivet for producenter af solcellepaneler til at bære omkostningerne ved håndtering af affald fra paneler, der er bragt i omsætning før 13. august 2012, er i strid med forbuddet mod tilbagevirkende kraft. Vedtagelse af national lovgivning, der er i strid med et senere vedtaget EU-direktiv, udgør ikke i sig selv en tilsidesættelse af EU-retten.

Efter WEEE-direktivets (2012/19) art. 13, stk. 1, skal producenterne af elektrisk og elektronisk udstyr, herunder solcellepaneler, bære omkostningerne ved indsamling, behandling, nyttiggørelse og bortskaffelse af affaldet fra udstyr, der er bragt i omsætning efter den 13. august 2005. Kort tid før vedtagelsen af WEEE-direktivet i juli 2012 indførte Tjekkiet en særlig ordning for håndtering af affald fra solcellepaneler, der var bragt i omsætning før den 1. januar 2013, hvorefter omkostningerne ved affaldshåndteringen skulle bæres af brugerne af panelerne, dvs. driftslederne af solcelleanlæggene, og ikke af producenterne. I overensstemmelse med den tjekkiske lovgivning betalte virksomheden Vysočina Wind, der driver et solenergianlæg, i 2015 og 2016 ca. 60.000 euro for den fremtidige håndtering af affaldet fra solcellepanelerne. Da virksomheden imidlertid mente, at den tjekkiske ordning var i strid med WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, anlagde virksomheden et erstatningssøgsmål ved de nationale domstole mod den tjekkiske stat. Tjekkiet anførte heroverfor bl.a., at forpligtelsen i WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, kun omfatter solcellepaneler bragt i omsætning efter udløbet af direktivets implementeringsfrist (14. februar 2014), da producenterne af solcellepanelerne ellers ville blive pålagt betalingsforpligtelser med tilbagevirkende kraft i strid med retssikkerhedsprincippet. Sagen endte for den tjekkiske højesteret, der forelagde EU-Domstolen to præjudicielle spørgsmål, som dels angik forbuddet mod tilbagevirkende kraft af EU-regler, dels vedrørte reglerne om medlemsstaternes erstatningsansvar for tilsidesættelse af EU-retten. EU-Domstolen fastslog indledningsvis, at det utvetydigt fremgår af WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, at det er producenterne – ikke brugerne – af solcellepaneler, der skal bære omkostningerne ved håndteringen af affaldet herfra, når panelerne er bragt i omsætning efter den 13. august 2005 (præmis 38-45). Da direktivet trådte i kraft den 13. august 2012, var spørgsmålet herefter, om denne betalingsforpligtelse for producenterne skulle anses for at have tilbagevirkende kraft, da udgangspunktet i så fald er, at retsreglen er ugyldig, medmindre den tilbagevirkende kraft er begrundet i et almengyldigt formål og respekterer de berørtes berettigede forventning (præmis 49). EU-Domstolen præciserede i den forbindelse, at en retsregel har tilbagevirkende kraft, når reglen finder anvendelse på situationer, som ligger forud for retsreglens ikrafttræden. Derimod bliver der ikke tale om tilbagevirkende kraft, hvis den nye retsregel alene finder anvendelse på de fremtidige virkninger af en situation, der er opstået inden ikrafttrædelsen, medmindre andet følger af særlige overgangsregler (præmis 47-48). I forhold til den konkrete sag fastslog Domstolen først, at WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, kun finder anvendelse på affaldshåndtering, der finder sted efter direktivets ikrafttræden den 13. august 2012, da affald, der er håndteret før dette tidspunkt, ikke længere eksisterer, ligesom omkostningerne hertil allerede er blevet afholdt, hvormed art. 13, stk. 1, ikke finder anvendelse (præmis 51). Herefter var spørgsmålet, om art. 13, stk. 1, alligevel kunne siges at påvirke en situation, der lå forud for direktivets ikrafttræden. Domstolen konstaterede, at før det nugældende WEEE-direktiv gjaldt den almindelige regel i affaldsdirektivets (2008/98) art. 14, hvorefter medlemsstaterne kunne lade omkostningerne til håndtering af affald fra solcellepaneler afholdes enten af den nuværende eller tidligere indehaver af affaldet eller af producenten eller distributøren af panelerne (det tidligere WEEE-direktiv (2002/96) omfattede ikke solcellepaneler). Producenterne havde derfor ikke haft mulighed for at tage højde for de ændrede omkostninger ved den senere håndtering af affaldet i forbindelse med produktion og salg af panelerne, før WEEE-direktivet trådte i kraft den 13. august 2012. Da de virkninger, der fulgte af produktionen og salget af solcellepanelerne dermed allerede inden WEEE-direktivets ikrafttræden var ”sikre i alle deres aspekter og dermed […] frembragt”, greb art. 13, stk. 1, ind i en situation, der lå forud for direktivets ikrafttræden den 13. august 2012 (præmis 53-55). Herefter var spørgsmålet, om den tilbagevirkende kraft alligevel var forenelig med retssikkerhedsprincippet, hvilket forudsætter, at virkningen er begrundet i et almengyldigt formål og respekterer de berørtes berettigede forventninger. EU-Domstolen konstaterede, at WEEE-direktivet bl.a. har til formål at tilskynde producenterne til at tage hensyn til genbrug, genanvendelse mv. i forbindelse med udformningen af elektronisk udstyr. Da producenterne ikke før direktivets ikrafttræden kunne have forudset, at de senere ville blive pålagt at bære omkostningerne ved den senere affaldshåndtering, var den tilbagevirkende kraft ikke begrundet i direktivets formål (præmis 59). WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, var derfor ugyldig, for så vidt som den pålagde producenterne at bære omkostningerne ved håndteringen af affald fra solcellepaneler, der er bragt i omsætning efter den 13. august 2005 og inden direktivets ikrafttræden den 13. august 2012. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønskede den tjekkiske højesteret oplyst, om den omstændighed, at en medlemsstat vedtager lovgivning, der er i strid med et endnu ikke vedtaget EU-direktiv, har betydning for medlemsstatens erstatningsansvar efter EU-retten. Baggrunden for spørgsmålet var, at den tjekkiske ordning, hvorefter omkostningerne ved affaldshåndteringen skulle bæres af brugerne af panelerne og ikke af producenterne som krævet efter WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, var blevet vedtaget ca. 2 måneder før direktivets vedtagelse. Efter EU-Domstolens praksis skal medlemsstaterne dog ikke kun sikre, at den nationale lovgivning er i overensstemmelse med et direktiv, når implementeringsfristen udløber. Medlemsstaterne skal også i perioden fra direktivets vedtagelse til implementeringsfristens udløb ”afholde sig fra at træffe foranstaltninger, der kan bringe virkeliggørelsen af det i direktivet foreskrevne resultat i alvorlig fare” (præmis 75). Den omstændighed, at en medlemsstat har vedtaget en lovgivning, der er i strid med et EU-direktiv, inden vedtagelsen af direktivet, indebærer derimod ikke i sig selv en tilsidesættelse af EU-retten, der kan pådrage medlemsstaten et erstatningsansvar efter EU-retten (præmis 79).

Kommentar: Dommen i sag C-181/20 understreger, at en EU-regel kun har tilbagevirkende kraft, hvis reglen griber ind i en situation, der forelå forud for reglens ikrafttræden. Hvis reglen derimod kun finder anvendelse på fremtidige virkninger af en situation, der er opstået før reglens ikrafttræden, er der ikke tale om tilbagevirkende kraft. Med dommen har EU-Domstolen præciseret, hvornår en regel alene har betydning for fremtidige virkninger af en bestående situation. I korthed fastslog Domstolen, at hvis de pågældende virkninger er ”sikre i alle deres aspekter” på tidspunktet for den nye regels ikrafttræden, er virkningerne ikke fremtidige i relation til spørgsmålet om tilbagevirkende kraft. I den konkrete sag var det givet, at producenterne af solcellepaneler ikke før direktivets ikrafttræden havde haft mulighed for at indrette deres produktion og markedsføring af panelerne efter, at de selv skulle bære omkostningerne ved den senere affaldshåndtering, herunder ved at overvælte omkostningerne på senere led i omsætningskæden. I det omfang producenterne ikke efter hidtil gældende nationale regler (udstedt på grundlag af affaldsdirektiverne) var blevet pålagt at bære omkostningerne ved affaldshåndteringen, indebar WEEE-direktivets art. 13, stk. 1, således, at producenterne blev pålagt en betalingsforpligtelse med tilbagevirkende kraft.

Dommen kan i øvrigt sammenholdes med sag C-15/19 (MRF 2020.4), hvor EU-Domstolen afviste, at affaldsdeponeringsdirektivets (1999/31) forlængelse af efterbehandlingsperioden for bestående deponeringsanlæg var i strid med forbuddet mod tilbagevirkende kraft. I sidstnævnte sag lagde EU-Domstolen vægt på, at ændringen af efterbehandlingskravet med direktivet skete på et tidspunkt, hvor de omhandlede deponeringsanlæg stadig var i drift. Nedlukningen af anlæggene skete dermed først efter direktivets ikrafttræden, hvorfor efterbehandlingen kun vedrørte de fremtidige virkninger af deponeringen af affaldet, uanset om deponeringen var sket før direktivets ikrafttræden. Hvis affaldsdeponeringsdirektivet derimod havde fastsat skærpede efterbehandlingskrav til allerede nedlukkede deponeringsanlæg, var resultatet antageligt blevet det modsatte.

For så vidt angår spørgsmålet om medlemsstaternes erstatningsansvar synes der at være god ræson i EU-Domstolens argumentation, hvorefter medlemsstaterne ikke kan handle i strid med målene i et direktiv, der endnu ikke er vedtaget. Det kan dog bemærkes, at generaladvokaten i sit forslag til afgørelse i sagen (punkt 98-101) argumenterede for det modsatte resultat med henvisning til, at loyalitetsforpligtelsen efter TEU art. 4, stk. 3, tilsiger, at medlemsstaterne allerede inden vedtagelsen af et direktiv skal undlade bevidst at kompromittere de målsætninger, som der er opnået politisk enighed omkring på EU-niveau, uanset at de endnu ikke har fundet vej til vedtagne retsakter.

Link til afgørelsen.