MRF 2022.245
Planklagenævnets afgørelse af 23. september 2022, j.nr. 22/05251
Ophævet Thisted Kommunes ekspropriation efter planlovens § 47 af 0,83 ha af E’s landbrugsejendom på 23,5 ha med henblik på udvidelse af den bestående virksomhed V på naboejendommen, uanset at ekspropriationen fandtes hjemlet i lokalplanen og var aktuel og nødvendig for lokalplanens virkeliggørelse, idet hensynet til udvidelse af virksomhed ikke fandtes så tungtvejende i forhold til uhensigtsmæssigheden for V ved flytning eller opdeling af dele af produktionen. Dissens.
Thisted Kommune traf i marts 2022 afgørelse efter planlovens § 47 om at ekspropriere 0,83 ha af E’s landbrugsejendom på 23,5 ha med henblik på udvidelse af den bestående virksomhed V på E’s naboejendom. Ekspropriationen skete på grundlag af lokalplan 2-09, Erhvervsområde ved KK metal Hørdum, hvis formål var at fastlægge området til erhvervsvirksomhed, og da området var beliggende i landzone, var lokalplanen tillagt bonusvirkning. E påklagede ekspropriationen til Planklagenævnet, og gjorde bl.a. gældende, at ekspropriationen ikke opfyldte aktualitetsbetingelsen, da der ikke forelå byggetilladelse til det kommende byggeri, og at ekspropriationen heller ikke var nødvendig, da V rådede over andre ejendomme, som ikke var fuldt udnyttet, og at hensigtsmæssigheden af ekspropriation for V ikke i sig selv kunne begrunde et tvangsindgreb som ekspropriation. Planklagenævnet fandt, at ekspropriationen var lovligt hjemlet i lokalplanen, som var tilstrækkeligt præcis til at hjemle ekspropriation af det omhandlede areal af E’s ejendom, ligesom aktualitetsbetingelsen var opfyldt, idet nævnet ikke fandt, at der kunne kræves byggetilladelse forud for ekspropriationen. Planklagenævnet fandt endvidere, at kommunens forudgående undersøgelser opfyldte det udvidede oplysningskrav, der påhviler ved ekspropriation til private, og at det var godtgjort, at der ikke var alternativer, eller at E kunne realisere formålet med lokalplanen, og at formålet ikke kunne realiseres med mindre indgribende midler. Planklagenævnet fandt derfor, at nødvendighedskravet i snæver forstand var opfyldt, men understregede herefter, at der ved ekspropriation til fordel for private tillige gælder et rimelighedskrav, hvor Planklagenævnet skal prøve det kommunale skøn. Planklagenævnet fandt det godtgjort, at V havde søgt at overtage det eksproprierede areal ved købstilbud, og ekspropriationen måtte anses af væsentlig betydning for virkeliggørelse af lokalplanen. Flertallet (9 mod 2) fandt det imidlertid ikke godtgjort, at rimelighedsbetingelsen var opfyldt, da de almene samfundsinteresser i at udvide V’s bestående virksomhed ikke fandtes tilstrækkeligt tungtvejende til at kunne fortrænge E’s interesse i at bevare sin ejendom, hvor flertallet lagde ”vægt på, at der ligger flere erhvervsområder inden for en relativt kort afstand, og at virksomheden i øvrigt råder over flere ejendomme. Det forhold, at det er uhensigtsmæssigt for virksomheden at opdele eller flytte produktionen, er ikke så tungtvejende, at det kan begrunde ekspropriation”, hvorfor rimelighedsbetingelsen for ekspropriation til fordel for private ikke fandtes opfyldt. Mindretallet fandt modsat, at rimelighedsbetingelsen var opfyldt med henvisning til ekspropriationens nødvendighed for virkeliggørelse af lokalplanen, og fordi det eksproprierede areal kun udgjorde en beskeden del af E’s ejendom.
Kommentar: Afgørelsen indeholder en fyldig og samtidig overskuelig gennemgang af betingelserne for ekspropriation efter planlovens § 47, når ekspropriation sker til fordel for private, med en tydeliggørelse af, hvordan Planklagenævnet efterprøver den vanskelige skønsmæssige del af ekspropriationsbetingelserne på en måde, som er brugbar for både praktikere og teoretikere, og som med fordel kan inddrages som retskilde i tvister om ekspropriation. Se også Pagh og Haugsted: Fast ejendom – regulering og køb, 4. udg., 2022, s. 749 f. med henvisning til yderligere praksis.
[NB: Planklagenævnet har efterfølgende genoptaget og fastholdt afgørelsen - se MRF 2023.61 Pkn]