MRF 2022.153
EU-Domstolens dom af 30. juni 2022, 4. afd., sag C-99/21 P, Danske Slagtermestre mod Kommissionen
Danske Slagtermestre søgsmålsberettiget i annullationssøgsmål mod Kommissionens afgørelse om, at den danske ”trappemodel” for opgørelse af spildevandsafledningsbidrag ikke udgjorde statsstøtte i henhold til TEUF art. 107, stk. 1.
Alle ejendomme, der afleder spildevand til et spildevandsselskab, skal betale et årligt afledningsbidrag til selskabet, der opgøres efter spildevandsbetalingslovens §§ 2-3 og regler udstedt i medfør heraf. Indtil 2014 blev afledningsbidraget – med enkelte undtagelser – fastsat ud fra en fælles kubikmetertakst for alle vandforbrugere inden for alle økonomiske sektorer, der var tilsluttet samme spildevandsanlæg, uanset størrelsen af deres vandforbrug. Da denne beregningsmodel efter de danske myndigheders opfattelse ikke afspejlede de reelle omkostninger ved spildevandshåndteringen fra større virksomheder, var med lov nr. 902 af 4. juli 2013 indført en ny betalingsstruktur baseret på en såkaldt trappemodel for opgørelse af afledningsbidraget for ejendomme, hvorfra der drives erhverv. Trappemodellen indebærer, at kubikmetertaksten falder med et stigende vandforbrug, således at taksten for vandforbrug til og med 500 m3 er den højeste takst, taksten for vandforbrug mellem 500 og 20.000 m3 er den næsthøjeste takst, og taksten for vandforbrug over 20.000 m3 er den laveste takst, hvormed de største lettelser i forhold til betalingen sker for vandforbrug over 20.000 m3, jf. hertil bekendtgørelse 2014/1327. Under Folketingets behandling af lovforslaget rejste bl.a. Danske Slagtermestre (DSM), der er en brancheforening for små og mellemstore slagterivirksomheder og slagterbutikker, spørgsmål om forslagets forenelighed med EU’s statsstøtteregler. DSM henviste til, at den nye trappemodel reelt indebar mængderabatter på afledningsbidraget til store vandforbrugere, herunder store slagterier, der gav disse virksomheder en konkurrencemæssig fordel frem for små og mellemstore slagterier. Miljøministeriet forelagde lovforslaget for statsstøttesekretariatet i Erhvervs- og Vækstministeriet, der vurderede, at forslaget var i overensstemmelse med EU-retten. Umiddelbart efter vedtagelsen af ændringsloven indgav DSM en klage til Kommissionen over den med loven indførte trappemodel. Efter en længere korrespondance med DMS og de danske myndigheder traf Kommissionen i 2018 afgørelse om, at trappemodellen ikke gav bestemte virksomheder nogen fordel, og at den derfor ikke udgjorde statsstøtte i henhold til TEUF art. 107, stk. 1. DSM indbragte denne afgørelse for Retten som et annullationssøgsmål mod Kommissionen. Kommissionen påstod søgsmålet afvist med henvisning til, at DSM ikke var søgsmålsberettiget efter TEUF art. 263, stk. 4, hvorefter fysiske og juridiske personer kan anfægte ”regelfastsættende retsakter”, der berører vedkommende umiddelbart, og som ikke omfatter gennemførelsesforanstaltninger, uden at der i den forbindelse stilles krav om, at sagsøgeren også skal være individuelt berørt. Danmark indtrådte i sagen til støtte for Kommissionen. Retten fandt, at DSM ikke var individuelt berørt af Kommissionens afgørelse, men at afgørelsen dog havde karakter af en regelfastsættende retsakt, hvorfor det alene var afgørende, om DSM var umiddelbart berørt af afgørelsen. Dette afviste Retten var tilfældet, idet Retten bl.a. lagde vægt på, at DSM ikke havde ”godtgjort, at sammenslutningens medlemmer konkret er blevet påvirket af den omhandlede foranstaltning, og hvilke medlemmer der i så fald er tale om, ligesom den heller ikke har påvist, hvilke konsekvenser foranstaltningen har for medlemmernes konkurrencemæssige stilling”. På denne baggrund afviste Retten sagen ved kendelse (sag T-486/18). DSM appellerede kendelsen til Domstolen, der bemærkede, at Domstolen i de forenede sager C-622/16 P – C-624/16 P (Montessori-dommen) fastslog, at selvom det ikke kan udledes, at sagsøgerens retsstilling er umiddelbart berørt, blot fordi der kan bestå et konkurrenceforhold mellem sagsøgeren og modtagerne af potentiel statsstøtte, skal sagsøgeren anses for umiddelbart berørt i statsstøttesager, når sagsøgeren ”på relevant vis har fremført årsagerne til, at Kommissionens afgørelse om statsstøtte kan stille vedkommende i en ugunstig konkurrencesituation”. I den foreliggende sag havde Retten derfor begået en fejl ved at kræve, at DSM skulle have ”godtgjort”, at sammenslutningens medlemmer ”konkret” var blevet påvirket af Kommissionens afgørelse, eftersom dette krav gik videre end det, Domstolen havde fastslået i Montessori-dommen. Da Domstolen fandt, at DSM på relevant vis havde redegjort for, hvorfor Kommissionens afgørelse om, at trappemodellen ikke udgjorde statsstøtte, kunne stille mindre slagterier i en ugunstig konkurrencesituation i forhold til større virksomheder på markedet med større spildevandsmængder, hjemviste Domstolen sagen til Retten med henblik på realitetsbehandling af annullationssøgsmålet.