MRF 2024.271
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 4. oktober 2024, j.nr. 24/07531
Efter genoptagelse af MRF 2024.42 Mfk traf klagenævnet på ny afgørelse om at ophæve og hjemvise tre tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til udledning af overfladevand fra vejarealer for Ny Fjordforbindelse ved Frederikssund til offentligt vandløb med yderligere udsættelse af ophævelsen af tilladelsen til 1. august 2025, da Vejdirektoratet havde ansøgt om ny spildevandsledning til afledning af vejvand, hvilket vil kræve miljøvurdering og konsekvensvurdering efter habitatdirektivet. Afvist stillingtagen til erstatningsretlige konsekvenser af oversvømmelser for bredejere af udledningen og til manglende tilladelse til medbenyttelse efter vandløbslovens § 63.
Sagen omhandler udledning af overfladevand fra vejarealet for Ny Fjordforbindelse ved Frederikssund via privat rørlagt forløb frem til det offentlige vandløb Marbækrenden henholdsvis direkte udledning til Marbækrenden. Folketinget meddelte ved anlægslov nr. 1519 af 27. december 2014 tilladelse til projektet, hvori var indeholdt VVM-tilladelse, da Folketinget anvendte undtagelsen i VVM-direktivets art. 2(5) for anlægslove. Frederiksund Kommune meddelte i november 2015 tilladelse til afledning af vejvand efter miljøbeskyttelseslovens § 28, hvilket Miljø- og Fødevareklagenævnet efter klage ophævede i MAD 2018.190 Mfk. Efterfølgende ophævede klagenævnet i MRF 2022.106 Mfk kommunens afgørelse om at anse medbenyttelsen af vandløbet for reguleret i vandsynsprotokol eller beslutning truffet af ekspropriationskommissionen. I september 2019 meddelte kommunen tre nye særskilte tilladelser efter § 28, til udledning af overfladevand fra fjordforbindelsen til Marbækrenden. Efter klage fra bredejer ophævede Miljø- og Fødevareklagenævnet i februar 2024 (MRF 2024.42 Mfk) de tre tilladelser, fordi det ikke i tilstrækkelig grad var dokumenteret, at udledningen kunne ske uden hyppigere eller større oversvømmelse af vandløbet, men således at ophævelsen af tilladelsen efter § 28 først fik retsvirkning den 9. februar 2025, et år efter nævnets ophævelse. I juli 2024 anmodede Vejdirektoratet om genoptagelse af afgørelserne med henvisning til, at direktoratet var i dialog med kommunen om at etablere en ny udløbsledning til afvanding af vejvand uden om Marbækrenden, hvilket imidlertid bl.a. krævede en konsekvensvurdering efter habitatbekendtgørelsens § 6, hvorfor direktoratet anmodede nævnet om en yderligere udsættelse af ophævelsen på seks måneder. Uanset indsigelser fra bredejere fandt Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden), at der var tale om nye faktiske oplysninger af væsentlig betydning, hvorfor nævnet traf afgørelse om genoptagelse af klagesagen. I genoptagelsessagen begrænsede nævnet sin prøvelse til Marbækrendens hydrauliske kapacitet henholdsvis tidspunktet for virkningen af nævnets afgørelse. I forhold til Marbækrendens hydrauliske kapacitet fastholdt nævnet sin afgørelse, men udsatte retsvirkningen af nævnets ophævelse til 1. august 2025 med den begrundelse, at etablering af en ny spildevandsledning fra Vejdirektoratets bassiner vil kræve miljøvurdering og habitatvurdering samt udledningstilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, hvorfor nævnet fandt, at en frist på 1½ år fra nævnets afgørelse i februar 2024 var rimelig. I forhold til de øvrige klagepunkter, som var anført af bredejere anførte klagenævnet, at da de påklagede tre afgørelser var truffet efter miljøbeskyttelseslovens § 28, kunne nævnet ikke tage stilling til, om udledningen krævede reguleringstilladelse efter vandløbsloven, ligesom nævnet ikke kunne tale stilling til erstatningsretlige konsekvenser af oversvømmelser af klagende lodsejers arealer. Supplerende anførte nævnet, at da der ikke i lovgivningen er taget stilling til rækkefølge af tilladelser om medbenyttelse efter vandløbslovens § 63 og tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28, er det ikke en gyldighedsbetingelse for spildevandstilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28, at der er meddelt tilladelse til medbenyttelse efter vandløbslovens § 63, men at det påhviler kommunen som tilsynsmyndighed at sikre, at forudsætningerne for tilladelse efter § 28 i form af nødvendige tilladelser er opnået.
Kommentar: Sagens forløb og afgørelsen illustrerer på sin egen måde, hvordan fortidens retlige misforståelser vender tilbage som nye sager. Den nye Fjordforbindelse over Roskilde Fjord blev vedtaget i december 2014 som anlægslov efter undtagelsen i VVM-direktivets art. 2(5), hvilket imidlertid ikke fritager for en miljøvurdering af alle projektets væsentlige miljøvirkninger. Det kan næppe komme bag på nogen, at det er nødvendigt at aflede spildevand fra veje, så den spildevandsafledning af vejvand, som er baggrunden for denne sag, skulle have været miljøvurderet forud for anlægslovens vedtagelse, jf. ligeledes EU-Domstolens dom i sag C-535/18 (MRF 2020.5) og mht. anlægslove sag C-128/09 Boxus m.fl. Samme praksis gælder i øvrigt, når kommunen anlægger ny vej, hvor afledning af overfladevand ligeledes skal reguleres i VVM-tilladelsen efter miljøvurderingslovens § 25, jf. MRF 2023.78 Mfk. Dette blev imidlertid overset ved vedtagelsen af anlægsloven i 2014 om den nye Fjordforbindelse. I stedet meddelte kommunen i november 2015 tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til afledning af vejvand, hvilket nævnet så har ophævet i flere omgange, hvilket ligeledes gjaldt tilladelsen efter vandløbslovens § 63 til medbenyttelse, jf. MRF 2022.106 Mfk. I september 2019 meddelte Frederikssund Kommune tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til udledning af overfladevand fra Fjordforbindelsen tildet offentlige vandløb Marbækrenden, hvilket efter klage blev ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i MRF 2024.42 Mfk, idet nævnet i afgørelsen udsatte ophævelsen af tilladelsen med et år, og det var i relation til denne udsættelse, at Vejdirektoratet anmodede om yderligere udsættelse af § 28 tilladelsen, hvilket nævnet så accepterede i denne afgørelse fra oktober 2024. De retlige konsekvenser af den seneste udsættelse af ophævelsen af kommunens tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 er på linje med MRF 2023.225 Mfk og MRF 2024.276 Mfk, men betydningen synes af ren formel karakter, da en direkte efterlevelse af ophævelsen ville tvinge Vejdirektoratet til at oversvømme vejarealet, hvilket så vil medføre ganske mange andre skadevirkninger. I praksis er det derfor nærmest umuligt og i alle tilfælde ikke ønskeligt at håndhæve den manglende udledningstilladelse til afledning af vejvand fra den nye Fjordforbindelse. Den udsatte ophævelse af udledningstilladelsen kan næppe gøre udledningen til Marbækrenden retmæssig, hvis der sker oversvømmelser af bredejeres ejendomme, men den egentlige lovovertræder i denne sag er ikke Vejdirektorat eller kommunen, men lovgiver, som har vedtaget en anlægslov uden forudgående stillingtagen til de miljømæssige konsekvenser af afledning af vejvand. Den efterfølgende kombinerede retlige og fysiske lovliggørelse af udledning af spildevand vil i øvrigt, som klagenævnet indirekte anfører, ikke alene kræve tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28, men tillige kræve en VVM-tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25. Dette krav om VVM-tilladelse til spildevandsudledning synes i øvrigt overset i MRF 2024.299 Mfk, hvor nævnet stadfæstede Kolding Kommunes VVM-tilladelse til en omfartsvej, uanset at der endnu ikke var meddelt tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til afledning af overfladevand fra vejanlægget. Hvis en ny lovliggørende VVM-tilladelse i øvrigt skal opfylde EU-Domstolens krav til lovliggørende VVM-tilladelse, vil det kunne betyde, at miljøvurderingen også skal omfatte de miljømæssige virkninger af de seneste mere end 10 års afledning af spildevand fra den nye Fjordforbindelse, jf. EU-Domstolens domme i sag C-348/15 og sag C-196/16. Mere principielt kan det diskuteres, om det overhovedet tilkommer Miljø- og Fødevareklagenævnet at udsætte en ophævelse af en ugyldig tilladelse, da det modsat kan anføres, at der som følge af ophævelsen foreligger et ulovligt forhold, hvorefter tilsynsmyndigheden må tage stilling til, om forholdet skal retligt lovliggøres. Vælger tilsynsmyndigheden en retlig lovliggørelse, har tilsynsmyndigheden ikke uden videre pligt til at iværksætte administrative håndhævelsesskridt i perioden, indtil den lovliggørende tilladelse meddeles, men kan vælge at reagere, hvis vilkår i den ophævede tilladelse overtrædes. Se i samme retning kommentaren til MRF 2024.224 Mfk, MRF 2024.227 Mfk og MRF 2024.289 Mfk og MRF 2024.303 Mfk samt Haugsted, Når forvaltningen tolererer lovovertrædelser, i Bryde Andersen m.fl. (red.), Festskrift til Peter Pagh, 2023, s. 279 ff.