MRF 2024.276
Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse af 30. oktober 2024, j.nr. 24/09012
Genoptaget klagenævnets afgørelse af 31. oktober 2023, hvor nævnet ophævede Brønderslev Kommunes to tilladelser efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til udledning af overfladevand fra befæstede arealer til Hjallerup Mosegrøft med virkning fra 31. oktober 2024, da en lovliggørelse vil kræve yderligere tidskrævende undersøgelser og sagsbehandling, hvorefter virkningen af ophævelsen af tilladelserne blev udsat til 1. november 2025.
Baggrunden for afgørelsen går tilbage til 2016, hvor Brønderslev Kommune meddelte tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til afledning af overfladevand fra befæstede arealer i Skelbakken til sideløb til Hjallerup Mosegrøft. Tilladelsen blev påklaget og ophævet af Miljø- og Fødevareklagenævnet i 2018, da tilladelsen var meddelt uden VVM-screeningsafgørelse (j.nr. 18/05374), men bemærkede supplerende, at de hydrauliske beregninger var i orden. Kommunen meddelte herefter i april 2019 en ny tilladelse af udledning af vand fra befæstede arealer i Skelbakken samt i november 2021 en tilladelse til udledning af overfladevand til samme vandløb fra befæstede arealer i Østermarken. Tilladelserne blev påklaget af bredejer, der gjorde gældende, at den tilladte afledning vil medføre oversvømmelser, og at der ikke var taget højde for vandløbets begrænsede kapacitet. Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede i afgørelse af 31. oktober 2023 de to tilladelser, da de gennemførte hydrauliske beregninger var mangelfulde, da de eksisterende udledninger fra befæstede arealer er medregnet i beregningen af naturlig afledning og ikke var baseret på medianmaksimumvandføringen, idet nævnet samtidigt beklagede, at nævnet i 2018 havde godkendt de hydrauliske beregninger (j.nr. 19/03706). Nævnets traf samtidig afgørelse i oktober 2023 om, at ophævelsen af tilladesen først havde virkning den 31. oktober 2024. I september 2024 anmodede kommunen klagenævnet om at genoptage nævnets ophævelse af tilladelsen med den begrundelse, at det af spildevandsvirksomheden fremsendte forslag til neddrosling af vand via bassiner efter kommunens opfattelse ikke kunne godkendes, og at der derfor var nødvendigt at etablere nye regnvandsbassiner samt udvide de eksisterende, hvilket vil forsinke en løsning med et år. Miljø- og Fødevareklagenævnet (formanden) fandt, at kommunens oplysninger var af en karakter, som begrunder genoptagelse af sagen, da det havde betydning for nævnets udsættelse af ophævelsen af tilladelsen. I den genoptagne sag traf nævnet herefter afgørelse om, at ophævelsen af tilladelsen først fik virkning to år senere, dvs. 1. november 2025, idet nævnet lagde vægt på, at en lovliggørelse vil kræve yderligere tidskrævende sagsbehandling.
Kommentar: Sagens forløb og afgørelsen illustrerer myndighedernes vanskeligheder med at håndtere udledningstilladelser til spildevandsselskaber efter miljøbeskyttelseslovens § 28 i overensstemmelse med lovens regler. I denne sag var udledningen fra befæstede arealer sket siden omkring 2016, men tilladelsen blev ophævet grundet manglende VVM-screening efter (nu) miljøvurderingslovens § 21, hvorfor Miljø- og Fødevareklagenævnet ophævede tilladelsen i 2018, men med en fejlagtig bemærkning om, at de hydrauliske beregninger var i orden. Kommunen meddelte herefter efter VVM-screening i 2019 ny tilladelse, som efter klage blev ophævet af klagenævnet i oktober 2023 sammen med en anden tilladelse til udledning fra befæstede arealer, men med et års udsættelse. Da kommunen ikke fandt det muligt at etablere de nødvendige oversvømmelsesbassiner, som sikrede vandløbets hydrauliske kapacitet, blev spildevandsselskabet nødt til at etablere en anden løsning, der imidlertid vil kræve nye hydrauliske undersøgelser, men i øvrigt også som minimum VVM-screening, hvilket var baggrunden for, at nævnet udsatte ophævelsen af tilladelsen yderligere et år. Afgørelsen minder på dette punkt om nævnets afgørelse i MRF 2023.225 Mfk og i MRF 2024.271 Mfk, men se til sammenligning nævnets afgørelse i MRF 2024.303 Mfk, hvor ophævelse af tilladelse efter miljøbeskyttelseslovens § 28 til Holsted Spildevandsanlæg ikke blev udsat. Se også MAD 2019.203 Mfk, hvor Miljø- og Fødevareklagenævnet tilsvarende genoptog en tidligere afgørelse med udsatte virkninger og forlængede udsættelsen. I MAD 2012.2817 udtalte kommunaltilsynet, at førsteinstansen derimod ikke egenhændigt kan forlænge fristen for udsatte virkning i en klagenævnsafgørelse. Det må i øvrigt undre, at Miljø- og Fødevareklagenævnet i ovennævnte sag ikke af egen drift gjorde opmærksom på, at de anførte problemer med kommunens tilladelse tilbage fra 2016 kunne være konstateret, hvis kommunen havde gennemført en miljøkonsekvensrapport, hvormed de i realiteten uretmæssige udledning kunne være undgået. Sammenholdes med klagenævnets afgørelse i MRF 2024.299 Mfk, hvor nævnet stadfæstede Kolding Kommunes VVM-tilladelse til en omfartsvej, selv om der ikke var meddelt samtidig tilladelse til afledning af overfladevand fra vejanlægget, bidrager klagenævnet selv til misforståelser af lovgivningen, så sagen fra Brønderslev næppe er den sidste.